Dagbog, tirsdag den 11. april
Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde. I går, da jeg kom hjem fra arbejdet og trådte ind i opgangen, bemærkede jeg en papkasse uden for min dør. Først troede jeg, nogen havde stillet noget forkert, men så gik jeg tættere påog bag låget, gemt i kassen, sad en lille hund og en kat. De så så urolige ud, rystede og klemte sig op ad hinanden.
Jeg bøjede mig ned og mumlede lidt til dem: Hvad i alverden? Hvor er I mon kommet fra? Som om de kunne svare.
Knapt nåede jeg at tænke tanken, før døren til nabolejligheden gik op. Frk. Rigmor stak hovedet ud, og hun sagde: Nåh, godaften, Karen-Marie. Kan du tænke dig! Bodil oppe fra anden sal er jo lige gået bort, og niecen kunne tydeligvis ikke tage sig af hendes dyr.
Frk. Rigmor sukkede. Alle har fået tilbudt dem, men ingen vil tage imod. Jeg har selv en kat, der slet ikke bryder sig om andre, og så er der allergier Men I har jo ingen børn og et godt arbejde, måske skulle du og Henrik overveje det?
Jeg var lidt paf: Vi har da aldrig talt om at få dyr, og slet ikke to på én gang
Du må helst ikke skille dem ad, sagde Rigmor lavmælt. De er hinandens støtte. Katten slentrede nu mest rundt for sig selv, men de sov altid sammen. Der er såmænd ikke meget bøvl med dem.
Ai, men hvad nu hvis vi ikke tager dem? spurgte jeg. Hvad sker der så?
Jeg har forstået, at niecen ville køre dem til aflivning. Den her kasse var allerede forberedt. Bodils lejlighed er jo praktisk talt solgt. Ingen har brug for to gamle dyr
Netop som Rigmor sagde det, kom en ældre herre ind i opgangen. Han nikkede til mig og pegede venligt på kassen: Kunne du ikke tage dem? De er rolige og spiser ikke så meget. De er jo gamle dyr Bodil holdt så meget af dem.
Noget strammede sig i mig. Jeg tænkte på tanken om dyrlægen, og kunne slet ikke bære det. Okay, lad mig få dem, sagde jeg. Jeg kan ikke have på samvittigheden, at de bare skal aflives. Hvad hedder de? Vi har kun boet her i to år og kender ikke så mange.
Manden lyste op og bar forsigtigt kassen ind i vores entré. Hunden hedder Viggo, og katten kalder vi Jens. Tusind tak Han efterlod et par hundrede kroner og et halsbånd på skænken. Bare til foder det første stykke tid.
Jeg lukkede døren efter ham, tog overtøjet af og satte mig ned foran de to små væsner. Nå, I to. Henrik bliver overrasket, når han kommer hjem. Jeg håber, han ikke smider os alle tre på gaden! Men han har nu et blødt hjerte.
Vær ikke bange Der er ingen, der gør jer fortræd her.
Katten så ud til at opfange tonefaldet og sprang nysgerrigt ud af kassenhan begyndte straks at undersøge stuen. Hunden sad lidt endnu og betragtede mig og Jens, før han forsigtigt vippede med ørerne.
Jeg kom i tanke om, at vi selvfølgelig ikke havde noget dyrefoder. Men jeg lavede lidt havregrød og tilsatte små kødstykker. Det måtte kunne gå for nu.
Lykken var, at Jens straks nysgerrig som han var fulgte efter ud i køkkenet og begyndte at spise med god appetit. Jeg hankede op i Viggo og satte ham ved skålen. Først tøvede han, men da han så, at Jens spiste lystigt, fulgte han trop og kiggede på mig med de venligste, bedrøvede øjne.
Henrik kom hjem kort tid efter. Han lignede én, der havde set et genfærd, og vi diskuterede kort, om vi måske kunne finde nogen med større hus, der kunne tage dem ind. Men dybt inde vidste jeg, vi var allerede faldet for dem.
Henrik og jeg har været gift i fire år nu, og vi købte denne lejlighed på Østerbro for to år siden. Vi har det godt sammen, ikke mange uenigheder men savnet af børn har altid luret.
Du har ellers altid været så rengøringsgal og ikke været meget for dyr, sagde Henrik.
Jeg troede jo, vi skulle have børn, sagde jeg, lidt utilpas. Men så stod de her to bare derde skulle aflives! Jeg kan ikke bære tanken. Tårerne pressede sig på.
Henrik lagde armen om mig. Jeg er jo også glad for dyr. Vi prøver. I morgen spørger jeg mine kolleger, måske én vil have dem.
Men allerede fra første dag ændrede noget sig. Både Viggo og Jens fandt sig hurtigt til rette. Jeg opdagede, at deres tidligere lejlighed havde været lige over vores samme altan, samme gård. De vidste allerede, hvor de skulle gå tur og tisse.
Sådan, mine små venner, sagde jeg. Det føles, som om I altid har været her.
Jeg begyndte at gå tur med Viggo tre gange om dagen, mens Jens sprang ud ad altandøren, ned på gården og tilbage igen, som havde han aldrig prøvet andet.
Rigmor blev så glad over, at jeg havde sagt ja. Hun kom tit forbi med suppeben til Viggo eller en rest fisk til Jens.
Om aftenen grinede Henrik og jeg, når vi så katten lege med nye ting eller hvordan Viggo lå og snorkede i kurven. De to sov altid sammen, skulder ved skulder, og det blev snart utænkeligt at skille dem ad.
Efter få måneder havde vi afgjort, at de skulle blive hos os. Vi havde vænnet os til tankeneller faktisk, vi kunne ikke undvære dem.
Min mor, der bor lige i nærheden, begyndte også at komme på besøg. Hun havde først været skeptisk, men kunne ikke stå for dem.
Jeg ville ellers gerne tage katten, men jeg bor på tredje sal, og han er jo vant til at komme ud, sagde hun en dag.
Nej, mor. Du kan passe dem, når vi er på sommerferie! Du kan både vande blomster og nusse med dem.
Sommeren kom, og vi tog til Langeland for at holde ferie. Jeg ringede til mor næsten dagligt med bekymrede spørgsmål om både dyr og hjem: Alt er fint, skat. De spiser, de sover, og vi går tur hver dag. Slap nu bare af!
Da vi kom hjem, blev vi modtaget med jubel. Viggo hylede begejstret og sprang rundt. Jens ventede tålmodigt, og så, da han var sikker på, at vi var hjemme for at blive, gnubbede han sig mod Henriks ben og spandt det bedste, han kunne.
Man kan da kun føle sig elsket, grinede Henrik, og jeg klappede Viggo og serverede mad. Jeg fandt rutinen med at stå op tidligt, gå morgenture og fodre dem alle.
Så gik det ikke lang tid, før jeg temmelig nervøs, men også glad måtte sige til Henrik, at jeg ventede et barn. Det var intet mindre end et ønskebarn, og glæden var stor.
Min mor rystede smilende på hovedet: Det var jo meningen, du skulle have Viggo og Jens. Det var nok skæbnen, men også en slags prøve på din godhed, Karen-Marie. Nu lønner det signu skal du være mor.
Jeg svarede hende: Måske har du ret. Jeg tror ikke meget på skæbne eller varsler, men det føltes, som om jeg blev forberedt på moderskabet, da de kom til os.
Al omsorg, pleje og rengøring ja, de er jo som børn, de to!
Hun tilbød straks: Vil du have, at jeg tager dem, når babyen kommer?
Nej, mor. Vi skal nok klare det. Kom hellere og træk barnevognen rundt, mens babyen sover eller hjælp til hjemme hos os.
Vi grinede og krammede.
Mit graviditetsforløb forløb helt normalt, og jeg fødte en lille Søren. Henrik var ellevild og hele familien ligeså.
Viggo var rolig og gøede aldrig, og Jens generede heller ikke. Om sommeren lå de i haven, på terrassen eller i solen på fortovet. Vi blev en rigtig familie, alle seks.
De ældre damer i opgangensærligt på initiativ af Rigmorvar begyndt at fortælle historien om, hvordan Karen-Marie blev mor på grund af sit gode hjerte, over hele vejen. Rigmor kaldte det næsten et eventyr, et bevis på at universet svarer, når man selv sender godhed ud.
Hvad tænker du? Har Rigmor ret? Skriv gerne en kommentar, hvis du synes, min historie er værd at dele.
