Hvordan Karen blev mor takket være sit gode hjerte
Det var for mange år siden, en aften i København. Karen trådte ind i opgangen til sin lejlighed på Østerbro og så pludselig en papkasse foran sin dør. Hun stirrede forundret. Inde i kassen lå en hund og en kat tæt sammen, begge tydeligt bange og rystende.
Hvad er nu det? Hvem er I? spurgte Karen højt, som om de kunne svare.
I det samme åbnede fru Rita fra nabolejligheden døren og stak hovedet ud.
Nå, god aften Karen. Ja, tænk engang, Inge fra tredje sal gik bort, og hendes dyr havde niecen ikke fået anbragt. Hun tilbød dem til alle, men ingen ville tage dem. Jeg har jo allerede min gamle Mis, og naboen har allergi Måske kunne du og Mads tage dem? I har jo ingen børn, og der mangler jer ikke noget.
Vi havde egentlig ikke planer om at få dyr, slet ikke to på én gang sagde Karen usikkert.
Man skal helst ikke splitte dem ad. De har været sammen hele livet, sovet side om side. Inges hund luftede hun selv, og katten passede sig selv, næsten ingen besvær
Kan du ikke tage dem? bad fru Rita med en blød stemme.
Men hvad hvis vi ikke tager dem? Hvad sker der så? spurgte Karen.
Jeg har hørt, at niecen overvejer at aflive dem. Kassen her er gjort klar. Lejligheden er nærmest solgt, nye ejere vil ikke have dyrene forklarede naboen.
Netop da trådte en mand ind i opgangen og så på Karen. Han nikkede mod kassen:
Skulle I ikke tage dem? De er rolige og spiser ikke meget. De er gamle nu, de vil nok ikke leve længe Ingen andre vil have dem. Inge elskede dem ellers.
Jamen, okay, sagde Karen til sidst. Jeg kan ikke bære tanken om, at de bliver aflivet. Hvad hedder de egentlig? Vi har jo kun boet her et par år og kender ikke alle i opgangen.
Manden åndede lettet op og bar kassen ind i Karens entré.
Hunden hedder Buster og katten hedder Frej. Mange tak sagde han, lagde et par sedler med danske kroner og et halsbånd på skænken i gangen. Til det første foder bare Tak igen.
Karen lukkede døren og tog overtøjet af. Hun satte sig straks på hug og begyndte at tale til de to forvirrede dyr.
Nå venner, nu venter I bare, til Mads kommer hjem. Han bliver da overrasket. Han smider os nok ikke alle sammen ud Han er god nok, det går nok sagde Karen blødt.
I skal ikke være bange. Tænk at nogen ville aflive jer. Det kan jeg slet ikke forstå
Katten så ud, som om han forstod, og listede forsigtigt ud af kassen og begyndte at undersøge entréen. Hunden blev lidt endnu siddende og betragtede stille de nye omgivelser og katten.
Karen gik ud i køkkenet og åbnede køleskabet. Dyremad havde hun ikke, så hun kogte lidt grød og blandede skinkestykker i det måtte kunne bruges til første måltid.
Til hendes glæde kom Frej listende ud i køkkenet, og da Karen satte maden frem, begyndte han straks at spise af skålen. Hun hentede Buster, som til sidst lod sig overtale, især da han så katten spise.
Kort efter kom Mads, Karens mand, hjem fra arbejde. Han blev, som ventet, godt nok overrasket, men de to blev enige om at se, om der var nogen i omgangskredsen, måske nogen med hus og have, der ville overtage dyrene. I mellemtiden måtte de bo hos dem.
Karen og Mads havde været gift i fire år. De havde købt deres lejlighed for to år siden. De elskede hinanden og havde kun den skyld, at de ikke havde fået børn endnu.
Du, der altid er så renlig, og slet ikke ville have dyr grinede Mads.
Jeg troede jo, vi snart fik et barn. Men så var de her, og skulle bare aflives Det kunne jeg ikke bære, svarede Karen med tårer i øjnene.
Jeg kan nu også godt lide dyr. Nu passer vi dem, og i morgen forhører jeg mig på arbejdet, om nogen kan tage dem, sagde Mads.
Fra den dag ændrede hverdagen sig. Katten og hunden vænnede sig hurtigt til den nye lejlighed sjovt nok havde de jo boet lige ovenover, med samme planløsning og samme gård.
I er bare dygtige, mine små venner, sagde Karen tit. Det er næsten som om, I altid har været her.
Hun gik tur med Buster tre gange om dagen, og Frej smuttede ud af vinduet for at komme på eventyr i gården. Det passede Karen fint.
Fru Rita blev glad for at høre, at Karen havde taget dyrene til sig, og kom ofte forbi med kødrester til Buster og risengrød til Frej.
Om aftenen sad Karen og Mads sammen og morede sig over katten, der legede med garnnøgler, og hunden, der luntede hen til sin nye, bløde kurv og snorkede.
Dyrene sov, som altid, sammen. Parret indså hurtigt, at de ikke kunne skille dem ad.
Efter nogle måneder opgav Karen og Mads tanken om at omplacere dyrene. De var simpelthen blevet en selvskreven del af familien.
Karens mor, der boede i nærheden, kom ofte forbi i weekenden. Hun blev også glad for både Buster og Frej, selvom hun syntes, det var lidt overvældende til at begynde med.
Jeg ville da tage katten, men jeg bor jo på tredje sal, og han elsker at komme ud sagde moderen.
Men Karen nægtede:
Nej, mor, du kan passe dem for os, når vi skal på ferie. Du kan også vande blomsterne og se til det hele.
Den første sommer med dyr gik fint, og Karen ringede næsten hver dag fra sommerhuset for at høre, om dyrene havde det godt.
Ja, ja, de er så søde, de spiser godt, sover sammen og vi leger i gården, beroligede moderen hende.
Da Karen og Mads kom hjem, blev de mødt med jubel fra Buster, som logrede og hylede af glæde. Frej kom listende, spandt højlydt og gned sig op ad Mads ben.
Tænk, hvor vores firbenede venner dog elsker os, grinede Mads. Karen nussede Buster og satte straks mad over.
Nu stod hun endda op lidt tidligere hver morgen for at nå at lufte Buster og fodre begge venner.
Et par måneder efter, nervøs og spændt, fortalte Karen en aften Mads, at hun endelig ventede sig. Det blev en sand lykkestund.
Det var ikke for ingenting, du fik Buster og Frej, sagde Karens mor. Det var nok Gud, der ville prøve dig for at se, om du var god nok, og nu er din venlighed blevet lønnet. Nu skal du snart være mor!
Det kan godt være, mor, men jeg tror altså ikke på varsler og den slags, lo Karen, men det med moderskabet har jeg i hvert fald fået øvet mig på, siden de to kom til.
Ja, det med rengøring, omsorg, kærlighed De er næsten som børn!
Vil du have, jeg tager dyrene i starten, når babyen kommer? tilbød moren.
Nej, mor. Vi skal nok klare det hele. Det skal nok gå. Du kan jo altid tage barnevognen en tur, så du får passet baby, når hun skal ud. Eller komme op og nusse.
De omfavnede hinanden.
Karens graviditet gik fint, og til tiden fødte hun en lille søn. Mads var stolt som aldrig før, og hele familien var lykkelig.
Buster, gammel og rolig som han var, gøede overhovedet ikke, og Frej lavede aldrig ballade, men lå for det meste i solen i gården eller klatrede i det gamle lindetræ.
Sådan gik det til, at familien blev fuldtallig og at gaden i årevis talte om den historie, hvordan Karen var blevet mor på grund af sit gode hjerte. Fru Rita fortalte den gerne videre, nærmest som et bevis på, at man faktisk kan få noget godt tilbage, hvis ens hjerte er varmt.
Så hvad tænker I? Er fru Rita mon inde på noget rigtigt? Hvad synes I om historien?
