Du skal lige høre, hvordan Sofie blev mor og det hele startede faktisk med hendes hjertelighed
En dag kommer Sofie hjem til sin opgang i Frederiksberg, og hvad står der lige foran hendes dør? En papkasse! Hun står lidt forvirret og kigger på kassen. Indeni ligger der, sammenkrøllet og tæt op ad hinanden, en lille hund og en kat. Begge to ser nervøse og ryster lidt, mens de kigger op på hende.
Hvad er nu det for noget? Hvem er I dog? spørger Sofie ud i luften, selvom hun jo godt ved, at de slet ikke kan svare.
Så åbner døren til lejligheden ved siden af, og der stikker gamle fru Rita hovedet ud.
Nåh, god aften Sofie. Pudsig historie, du! Det er fordi Valborg fra anden sal her forleden døde, og hendes niece kunne slet ikke finde nogen, der ville tage hendes dyr.
Hun spurgte op og ned af trapperne, men ingen ville tage dem enten har folk allerede dyr, eller så har de allergi Måske du og Kasper ville tage dem? I har jo ingen børn, er unge, har god økonomi
Jamen, vi havde da ikke lige overvejet at have kæledyr, og slet ikke to på én gang siger Sofie lidt tøvende.
Det er bedst, hvis de ikke bliver skilt ad. De er meget glade for hinanden og har altid sovet sammen. Valborg gik tur med hunden, og katten løb bare ud i gården selv. Det skal du ikke bruge mange kræfter på, siger jeg dig.
Måske kunne I tage dem? prøver Rita lidt bedende.
Og hvis ikke? spørger Sofie, hvad sker der så med dem?
De snakker faktisk om at få dem aflivet. Kassen dér er jo forberedt. Lejligheden er næsten solgt, og køberne gider ikke have dyr forklarer Rita lavmælt.
Så træder en mand ind i opgangen han kigger også på Sofie og nikker mod kassen.
Vil I ikke tage dem ind? De er stille og rolige, spiser næsten ingenting. Og de er oppe i årene, så de har næppe meget tid tilbage. Ingen andre vil have dem og de betyder jo alligevel noget. Deres gamle ejer var SÅ glad for dem.
Okay så, vi tager dem ind. Aldrig om jeg ville leve med vissheden om, at de skulle aflives. Hvad hedder de? Vi har jo kun boet her i to år og kender ikke rigtig folk svarer Sofie. Manden lyser op, bærer straks kassen ind i hendes gang, og vinker farvel.
Hunden hedder Magnus og katten hedder Asger. Tusind tak! Han lægger en 200-kroneseddel og et gammelt hundehalsbånd på skænken. Til første omgang mad og snor. Endnu engang tak
Sofie lukker døren og smider jakken. Så sætter hun sig ned og snakker roligt til de to forskræmte dyr:
Hvad så, venner? Nu bliver det spændende, når Kasper kommer hjem tror da lige, han bliver lidt overrasket! Men han er god nok, jeg tror, han er med på idéen ellers må vi jo tage en snak Men I skal vide, jeg aldrig kunne finde på at gøre jer fortræd. Tænk engang, man overvejer afliving det sker bare ikke!
Katten Asger ser nærmest ud, som om han forstår, og lister forsigtigt ud af kassen for at undersøge lejligheden. Hunden Magnus bliver siddende lidt endnu, men holder skarpt øje med Sofie og sin kattemakker.
Sofie går i køkkenet og åbner køleskabet naturligvis er der intet specielfoder til dyr. Men så laver hun grød og blander lidt oksekød i og tænker, at det må kunne gå an til en start.
Til hendes overraskelse, så kommer Asger snart ud i køkkenet, hopper op og tager for sig af gryden. Sofie fløjter på Magnus og da han ser Asger spise, lister han efter og ser mopset op på Sofie, men går så i gang med sin del af grøden.
Så kommer Kasper hjem fra arbejde. Han taber næsten næse og mund da han ser de nye beboere, men de sætter sig alligevel ned og taler om det måske kender de nogen med et større hjem og have, der kan tage både Asger og Magnus? Men tiden går, og det bliver sværere at slippe dem igen.
Sofie og Kasper har været gift i fire år og har ejet deres lejlighed i to. De elsker hinanden og har et roligt liv, kun manglen på børn skygger indimellem.
Du er jo sådan én, der ikke vil have dyrehår nogen steder, og nu slæber du to dyr hjem? siger Kasper undrende.
Jeg havde jo håbet, vi snart fik et barn. Men nu kom de her to ind i mit liv og de skulle aflives?! Det kan jeg bare ikke leve med. Undskyld Sofie får tårer i øjnene.
Jeg kan nu godt lide dyr, ingen problemer. Vi finder ud af det, jeg spørger lidt rundt hos kollegaerne, måske nogen kan tage dem ellers klarer vi det selv, og han giver hende et langt kram.
Dagene går, og kat og hund falder hurtigt til. De kender nemlig trappeopgangen og gården, fordi deres gamle hjem lå ovenpå, med præcis samme grundplan. Det gør overgangen meget nemmere.
Sofie går tre ture dagligt med Magnus, og Asger hopper ud gennem vinduet for at strejfe lidt rundt i gården og kommer hjem, som om han altid har boet der.
Fru Rita er lykkelig over, at Sofie tog dyrene til sig hun kommer tit forbi med suppeben til Magnus og resterne af hendes havregrød til Asger.
Om aftenen griner Kasper og Sofie tit højlydt, når Asger tumler rundt med sin nye bold eller Magnus putter sig i hundekurven og bare ser tilfreds ud.
De to sover selvfølgelig stadig sammen man skal sandelig ikke adskille dem, for de savner hinanden med det samme.
Efter nogle måneder gider Sofie og Kasper overhovedet ikke af med dem de er simpelthen blevet for glade for dyrene.
Sofies mor hun bor på Østerbro kommer på besøg hver søndag. Noget skeptisk i starten, men hun smelter hurtigt for Magnus og Asger.
Jeg kunne nu godt tage Asger, men jeg bor på tredje sal, og han trives nu med at kunne gå ud, siger hun til Sofie.
Men Sofie afslår bestemt:
Nej, mor du får lov at passe dem, når vi skal på sommerferie. Så kan du vande blomsterne og hygge dig med Magnus og Asger!
Da sommeren kommer, tager Sofie og Kasper til Skagen. Sofies mor træder til som dyrepasser. Sofie ringer hjem nærmest hver dag for at høre, hvordan det går.
Alt er fint, de spiser godt, sover tæt, Magnus trasker trofast rundt i gården, og Asger vil kun ind, når han er sulten!
Da de kommer hjem, bliver de mødt som konger Magnus logrer helt vildt, springer op og hyler. Asger, lidt mere stilfærdig, sætter sig op ad Kaspers ben og spinner løs.
Ja, du kan tro, vi er blevet elsket af de to her, siger Kasper grinende. Sofie giver Magnus et klap og går i gang med at lave mad til hele banden.
Nu står hun altid lidt tidligere op, så hun kan nå at gå morgensmadstur med Magnus og fodre begge to bagefter.
Sådan går der et par måneder, og en dag fortæller Sofie lidt nervøs og meget glad Kasper, at de skal være forældre. Stor lykke det var længe ventet!
Sofies mor siger med et lille smil:
Det var ikke uden grund, du fik de to pelsede gave fra oven. Det var nok lige for at se, om du var klar til omsorg, og nu venter lykken, min skat. Du skal bare gøre dig klar til at blive mor.
Sofie smiler:
Jeg tror nu ikke på skæbne og varsler, mor men jeg har ikke kunne øve mig meget bedre på at passe, pleje og elske end med Asger og Magnus. Der er altid nogen at tage sig af!
Jeg kan sagtens tage dem i starten, hvis du får hænderne fulde, når baby kommer, tilbyder hendes mor.
Nej tak, mor. Vi klarer det ingen skal skilles ad. Til gengæld bliver du verdens bedste barnepige og kan gå daglige ture i gården, når vi skal have frisk luft!
De griner og krammer.
Graviditeten forløber uden problemer, og Sofie føder en lille dreng til stor glæde for hele familien Kasper er stolt som en pave og alle er lykkelige.
Magnus gøer sjældent, og Asger slår sig aldrig i tøjret. Om sommeren ligger han ude i haven eller kravler op i det store bøgetræ. Alle finder de deres pladser i familien nu fuldtallige.
Og selvfølgelig går snakken på vejen, når fru Rita fortæller den lille Frederiksberg-historie om Sofies store hjerte og hvordan det at tage to nødstedte dyr ind, måske gav hende lykken retur.
Hvem ved? Måske har hun ret, tænker jeg og hvad tænker du? Kom endelig med din mening og giv et synes godt om, hvis du også tror, godhed kommer igen!
