Hvordan skal jeg leve uden dig nu? Hvad skal jeg gøre? Hvad har jeg overhovedet at leve for? Tårerne løb ned ad mine kinder, og jeg følte kun tomhed indeni. Det føltes som om, der hvor mit hjerte tidligere slog, nu kun var et stort sort hul.
Jeg elskede Katrine, ja, helt tilbage fra skolen. Hun var lille, sart, med fregner over næsen og sit glade, glimtende hår. Jeg husker første gang jeg så hende, dengang jeg gik i sjette klasse og jeg blev smaskforelsket på stedet.
Katrine var tre år yngre end mig. Altid pligtopfyldende, klassens dygtigste og mest stille pige generet, men utrolig kær.
For hvert år der gik, trak hun mig tættere til hende, også selv om jeg kun turde kigge diskret på hende, når hun legede med veninderne i skolegården. Hun sprang omkring som en lille let sommerfugl. Jeg drømte om, at vi en dag skulle giftes.
Da jeg engang kom hjem fra værnepligt, gik jeg samme dag hen til hende med en buket roser for at bede om hendes hånd.
Hendes far var en striks og alvorlig mand, der tog en egentlig samtale med mig i deres dagligstue. Men til sidst lyste et lille smil op i hans ansigt, han lagde Katrines hånd i min, og lod os få hans velsignelse.
Brylluppet var stort, præcis så festligt som i de gode gamle landsbybryllupper. Selv de fjerneste slægtninge kom. Katrine strålede af lykke, og jeg var pavestolt. Jeg følte virkelig, at ingen mand i vores del af Jylland havde fået en bedre brud end jeg.
To år efter, med lidt hjælp fra begge familier, fik jeg samlet nok penge til, at vi kunne købe et lille gult bindingsværkshus. Katrine svævede på en sky af lykke vi flyttede ind få måneder før vores første barn skulle meldes ankomst.
Vi fik en dejlig, sund pige, som vi kaldte Astrid, opkaldt efter Katrines mormor. Men fødslen var hård for Katrine, og hun var svækket i lang tid bagefter.
Et helt år gik hun rundt bleg, træt, som om kræfterne aldrig rigtig vendte tilbage. Jeg slæbte hende til læger i både Viborg og Aarhus, men ingen kunne rigtigt hjælpe. De sagde bare: Det tager tid, kroppen skal hele.
Da Astrid var halvandet, blev Katrine gravid igen. Lægerne frarådede hende stærkt at beholde barnet de mente, kroppen ikke ville klare det endnu en gang. Men Katrine nægtede.
“Jeg vil ikke af med mit barn. Det har intet ondt gjort, og hvis det nu har besluttet sig for livet så må Gud bestemme,” sagde hun.
Sidste måned af graviditeten blev slem, og Katrine var indlagt på hospitalet i Silkeborg. Jeg var hjemme med den lille og følte, at noget slemt kunne ske. Og mine bange anelser blev til virkelighed: Katrine overlevede ikke fødslen. Hendes hjerte stoppede. Men to raske tvillingepiger kom til verden.
Jeg var sønderknust. På kirkegården i landsbyen stod jeg længe og så på den nyopkastede muld, mens hele mit liv med Katrine fór forbi mit indre blik vores gode dage og hendes varme grin.
Hvordan kan jeg være her uden dig nu? Hvad gør jeg? Hvorfor skulle jeg overhovedet leve? Tårerne løb lydløst, hulrummet indeni voksede kun.
Efter begravelsen drak jeg mig selv i søvn nat efter nat. Jeg ville ikke mærke savnet, ikke høre Katrines latter for mit indre øre, ikke føle hendes tomme plads i huset.
Katrines forældre tog pigerne hjem til sig. De mente, jeg var for ødelagt af sorg til at kunne være far for dem mere. Et hjem med tre små piger det virkede umuligt.
På 40-dagen for Katrines død faldt jeg i søvn halvdøsig i entreen. Og jeg drømte: Katrine kom ind ad døren i en hvid sommerkjole, håret rødligt og glimtende ved skuldrene, rakte ud og strøg mig over håret, sådan som hun plejede.
Anders, min kære, hvad er det dog du gør? Synes du ikke selv, det er på tide at tage dig sammen? sagde hun mildt, smilende og strøg mig blidt på kinden.
Dine piger savner deres far. De har brug for dig, ligesom du altid har haft brug for mig. Hvis du stadig elsker mig, så glem ikke dine døtre elsk dem, som du elskede mig.
Da jeg vågnede, var det som om resten af snapsen var forsvundet fra blodet, og morgenen var klar og venlig udenfor.
Allerede inden morgensolen var helt stået op, tog jeg tilbage til Katrines forældre. Jeg havde barberet mig og var nystrøget for første gang i månedsvis. Jeg bøjede mig over og kyssede Katrines mor på hånden og krammede hendes far. Så tog jeg pigerne hjem.
Vi var nu fire. Jeg prøvede at være både mor og far for dem. Begyndte at lave mad, vaske tøj, lappe strømper. Jeg fandt endda ud af at flette deres hår og lærte det bedre end nogen mor kunne.
Alle pigerne klarede sig flot i skolen, blev rost af deres lærere og var altid hjælpsomme derhjemme. Hvis nogen gjorde dem ondt, stod jeg straks parat til at forsvare dem som en ørn over sit rede.
Naboerne spurgte tit:
Hvorfor gifter du dig ikke igen? Du er jo stadig ung, flot fyr. Og se, hvor mange kvinder der kigger efter dig i Brugsen.
Jeg trak på skuldrene og sagde:
Jeg er allerede gift. I mit hus er der tre prinsesser skal jeg virkelig bringe en mere ind? Fire kvinder klarer jeg nok ikke!
Sådan gik årene med firkløveret. Søvnløse nætter, hårdt arbejde, men også hyggelige aftener og masser af kærlighed. Jeg opdragede mine piger og de blev smukke kvinder.
Da pigerne nåede gymnasiet blev en af naboerne ved at komme forbi hun havde blomster med, småkager, små hints. Hun ville gerne noget mere.
Da hun blev for nærgående, fandt jeg på: Jeg inviterede hende ind en aften og spurgte, hvem af mine piger hun holdt mest af.
Hun svarede lidt for hurtigt: “Dine døtre er ikke min sag. De flytter jo snart. Vil du virkelig leve alene? Jeg elsker dig ikke dine børn.”
Jeg rakte hende et gammelt pasfoto af mig og sagde: “Her, tag mit billede. Så kan du elske mig hjemmefra.”
Hun gik skuffet men dog uden at bære nag.
Pigerne blev voksne, kom på universitetet i Århus, men glemte aldrig deres far. I weekender og til jul og påske kom de altid hjem til mig og gav en hånd med både i huset og i haven.
Senere giftede de sig og jeg tog en alvorssnak med hver svigersøn, ligesom Katrines far havde gjort med mig. Jeg ønskede kun lykke for mine tre piger.
Nu er de voksne, med deres egne familier, børn og travlhed. Men ingen af dem har glemt deres far til alle højtider er huset fuldt igen. Jeg bliver fejret af døtre, børnebørn og endda oldebørn.
Da jeg fyldte etogfirs, kom Katrine igen til mig i en drøm.
Jeg stod i en blomstrende mark, ung og stærk, og Katrine kom løbende imod mig barfodet, i hvid kjole, håret dansende i sollyset.
Jeg bredte armene ud, hendes øjne strålede til mig, og hun hviskede: “Anders, min kære, hvor har du gjort det flot. Du har givet pigerne et godt liv. Jeg har set det hele, og jeg har hver dag bedt for dig.”
Hun tog min hånd: “Kom nu, lad os gå sammen herfra.” Så gik vi over det grønne græs, hånd i hånd.
Familien samlede sig allesammen, da jeg ikke var her mere. Døtrene sørgede, men de vidste, at nu var jeg endelig sammen med hende, jeg elskede hele mit liv.
Det er en sand historie om et menneske, jeg lærte at kende fra min egen bedstemor. Hele landsbyen talte varmt om Anders en sand far af hjertet, der valgte at ofre sig for sine døtre og ikke for sig selv. Æret være hans minde.
