Man forstod slet ikke i byen, hvorfor Astrid Birk havde så lidt held i kærlighed. Pigen var jo flittig, dygtig, klog og smuk. Og så havde hun et godt job som dyrlæge ved det store landbrugsdrift. Måske skyldtes det, at hun ikke var født her. Og, for at være ærlig, Astrid skilte sig ud fra de lokale koner.
“Prøvede Astrid at sænke sin krone bare en smule, så fik hun nok en mand indenfor. Gode er der knap nok flere af, men bare en mandsstank, det er da noget,” sagde Gerda Knudsen og satte samtalen i gang blandt de gamle damer, der sad på træstammerne ved aften. Hun var altid først med at drøfte byens beboere. Hun vidste nyt her, før det overhovedet var sket.
Men altid var der modstand – fra Ellen Lunde. De havde været veninder siden ungdommen og kævlende lige så længe. Sagde Ellen hvidt, så bandede Gerda på, at det var sort.
Alle konevendte sig straks mod Ellen, ivrige efter næste komedieafsnit. De blev ikke skuffet.
“Hvad er det for noget nyt vrøvl? Skal der stinke af beskidte sokker i huset, så må man træde over sit eget jeg. Nej, koner, hør nu hende! Man behøver slet ingenting fra en mand, bare lugten kan sprede sig, mens konen arbejder. Fjols! Bedre at gå med kronen!”
Gerda blev rød i hovedet.
“Hvad vrøvler du om, du forstår det jo ikke! En kone skal have en mand! En mand skal være i huset!”
“Nej, forklar mig, hvorfor? Du siger selv, kun de dårlige mænd er tilbage! Hvad skal man bruge ham til? At pusle om ham?”
Gerda kunne ikke holde det ud, hun sprang op.
“Du gamle tosse! Og så får man et barn?”
“Det er dig, der er tossen! Få et barn, og så slæbe på sådan en såkaldt mand resten af livet! Er det ikke nemmere at køre til København, finde en ordentlig, flot en, og så få det barn! Og så ikke fodre en guldslugende drukkenbolt, men leve for sin egen fornøjelse?”
Konerne gispede. De vildeste skænderier imellem veninderne handlede altid om moral. Engang blev de så uvenner, de ikke talte i en måned. Selv træstammerne blev forladte. Kedeligt var det. Og grunden? Gerda havde haft én mand, hun begravede for tyve år siden, mens Ellen havde haft tre, og nu kom Vagn Murer gerne forbi og foreslog at slå husholdninger sammen. Ellen var selv over halvfjerds, og den gamle murer var tæt på firs, men det var nu fint nok.
Derfor var deres meninger om emnet altid forskellige.
Og nu kunne det have endt i et stort skænderi, hvis ikke genstanden for deres snak dukkede op.
“Godaften, piger!”
Astrid stoppede og så smilende på de gamle damer.
“Goddag, Astrid! Er du hjemme fra byen?”
“Fra København, Ellen. Jeg har forresten medbragt loppemedicin, så sig til, hvis jeres katte klør. Jeg smutter forbi og drypper.”
“Åh, Astrid, katte skal da have lopper!”
“Nej, nu må jeg le, Vibeke. Der findes pæne dråber nu – dryp én gang, så behøver I ikke jage jeres pelsklump fra sengen i et halvt år.”
Så tog Ellen ordet igen. Hun sendte veninden et foragteligt blik og sagde:
“Tak, Astrid, kom forbi mig. Jeg vil gerne have noget, i modsætning til nogle umoderne folk, der lever i det sidste århundrede. Giv ikke agt på dem, jeg ville ikke blive overrasket, hvis de vasker sig med aske i badehuset.”
Ellen rystede af fniser. Gerda blev purpur af vrede.
Astrid smilede. I sine seks år i byen var hun vant til, at privatliv ikke fandtes her – kun fællesskab. I begyndelsen tog hun det tungt, følte sig fornærmet, men indså så, at det bare var sådan. Man skulle kun blive ked af det, hvis ingen talte om én – så var man intet, et tomrum.
***
Astrid kom her af hjertets kalden. Ren storbypige, men hun havde altid drømt om at bo på landet, helbrede heste, køer og alle slags dyr. Hun sagde ofte, at dyr var de mest trofaste og rare væsener. De kan bare ikke sige, hvor det gør ondt.
Da hun så en meddelelse om, at der søgtes dyrlæge til en ny landbrugsforretning, med hus oven i købet, tøvede hun ikke et sekund. Ringede, kom og blev. Hun fik huset i orden på to måneder. Hun måtte låne 180 krone af sine forældre, men betalte tilbage hurtigt – lønnen blev ikke snydt med.
Forældrene besøgte hende et par gange, sagde at alt var så godt og smukt, men sagde også altid, hun burde komme hjem.
“Astrid, hvad er der nu så godt her? Det er landet. Ingen underholdning, ingen kultur. Intet, ikke engang en gadelampe om natten,” jamrede moren.
Faren så heller ikke begejstret ud. Selvom, havde moren sagt alt var perfekt, ville han bare have støttet hende.
Astrid lo bare.
“Bare vent! Jeg skaffer mig et pattegris! Jeg skal forsyne jer med friskt kød!”
De rystede blot forvirret på hovedet.
***
Astrid holdt sit løfte. Nu havde hun både pattegrise, høns og kalkuner. Da forældrene indså, de ikke kunne overtale hende, opgav de og nød bare at komme på besøg.
Men der var noget, der ærgrede Astrid. Som alle kvinder ønskede også hun sig at blive gift. Hun indså dog, det ikke var ægteskabet hun ville, bare
Astrid stod et øjeblik i den stilfærdige aften, inden hun med et lille skuldertræk gik ind til sin trofaste flok dyr; det gik op for hende, at en flok loyale kreaturer altid ville være mere pålidelige end en mand, hvis mod hang ved moderens skørter.
Hun lukkede døren til sit hyggelige hus og så tilfreds på de sammenkrøllede katte på sofaen – her fandt hun lykken på sine egne betingelser, omgivet af kvæg der aldrig stillede spørgsmålstegn ved hendes valg.
