Kære dagbog,
I går var en af de dage, jeg sent vil glemme. Jeg havde netop afsluttet min sidste vagt på aftenafsnittet på Aarhus Lægecenter, klædt om og trukket i min regnfrakke, da den kraftige regn slog ned uden en enkelt paraply i sigte. Jeg gik mod busstoppet med hætten trukket ned over øjnene, da jeg hørte et skrig fra en bænk et lille spædbarn lå og græd, helt gennemblødt.
Jeg samlede den lille i mine arme og forsøgte at berolige ham. Så løb jeg tilbage til afdelingen, for barnet var badet i vand. Jeg ringede efter en pædiatrisk læge for at få ham undersøgt.
Det er en dreng, cirka to uger gammel, og han ser sund ud, sagde lægen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor nogen ville efterlade ham her. En så lille sjæl skal elskes og forkæles.
Jeg besluttede mig for at blive på nattevagten, så jeg ikke faldt i søvn. I samme øjeblik ankom politiet, og jeg måtte afgive en forklaring. Jeg holdt fast i barnet hele tiden og lod ham ikke slippe.
Efter to timer kom en ung mand og en ung kvinde til stationen. Kvinden græd ukontrolleret, og manden så bleg ud.
Vis os ham. Måske er han vores, sagde hun.
De gik ind i børneafdelingen med hænderne på hovedet. Da hun så drengen, brød hun ud i tårer og holdt ham så tæt, som om han var hendes eget liv. Jeg stod målløs, indtil en betjent forklarede mig situationen:
Freja og Robert har holdt deres forhold hemmeligt, fordi deres forældre var imod det. Frejas mor havde indtil nu accepteret, men Roberts mor havde altid modarbejdet deres samliv. Da drengen blev født, troede de, at moren ville blive mere forsonlig, men hun var overbevist om, at Freja havde fået barnet af en anden. Det var naturligvis en løgn. Roberts mor udnyttede situationen, lod de unge gå i biografen, og så afleverede hun drengen ved hospitalet.
Det er sådan historien udfolder sig. Sandsynligvis vil drengen aldrig opleve sin bedstemors kærlige kram igen.
Jeg er gået fra denne nat med en dyb erkendelse: Man må aldrig dømme andre ud fra fordomme eller rygter, men i stedet møde dem med åbent hjerte og forståelse.
Jens.
