Hvordan kunne hun dog gøre det?! Hun spurgte ikke engang! Rådførte sig ikke! Tænk at finde på: at troppe op i en andens lejlighed og opføre sig, som om det var hendes eget hjem! Ingen respekt overhovedet! Gud, hvorfor skal jeg dog stå model til det her? Jeg har taget mig af hende hele mit liv, og det er takken! Hun ser mig jo ikke som et rigtigt menneske! – Nina tørrede de tårer væk, der var dukket op, – hun kan tilsyneladende ikke fordrage mit liv! Skulle hellere se på sit eget! Sidder der i sin lille etværelses og tror, hun har grebet lykken i halen. Hverken en ordentlig mand eller et rigtigt job: noget hjemmearbejde af en slags. Hvordan lever hun overhovedet? Og alligevel prøver hun at belære mig om fornuft! Jeg har for længst glemt, det hun først lige tænker på nu! Den sidste tanke fik Nina op af lænestolen. Hun gik ud i køkkenet, satte vand over til te, og gik hen til vinduet. Hun så ud på det festlige, juleoplyste København, og begyndte igen at græde: Alle andre gør klar til nytår… bare ikke mig. Alene – helt alene… Kedlen peb. Nina opdagede det ikke engang, begravet i minder… Hun var tyve, da hendes mor som 45-årig fik et barn mere. Det forstod Nina ikke: Hvorfor gad mor kaste sig ud i det, nu? – Jeg vil bare ikke have, at du bliver helt alene, forklarede hendes mor, det er noget særligt at have en søster. Du vil forstå det en dag. – Jeg forstår allerede nu, sagde Nina uden indlevelse, men du skal vide: jeg gider altså ikke at stå med alt for hende. Jeg har mit eget liv. – Ikke længere, lo mor. Det blev sandt: Lillesøsteren var kun tre, da mor gik bort… Faren var død for længst. Alt ansvar for lillesøster lå nu på Nina – hun blev i realiteten mor for sin søster, Natasha. Helt op til hun var ti, kaldte Natasha hende ‘mor’. Nina blev aldrig gift – ikke på grund af søsteren, men fordi den rette aldrig dukkede op. Og måske fordi hun aldrig gik ud: hjem, arbejde, søster – dag ud, dag ind. På et øjeblik tvunget til at blive voksen, viet Nina sit liv til Natasha: opdragede og uddannede hende. Nu er Natasha voksen og bor selv. Skal snart giftes. Hun kommer ofte hos Nina: de står hinanden nær, selvom aldersforskellen og livssynet er stort. Nina sparer på alt. Hendes lejlighed er som et lager af gamle, unødvendige ting. Finder du rundt, kan du stadig finde den badekåbe, hun bar for ti år siden, dengang hun var slankere. Eller kvitteringer for husleje fra 2003. Køkkenet er fuldt af revnede kopper, tæret emaljegryder og pander uden håndtag. Hun bruger dem ikke, men smider dem heller ikke ud: man ved jo aldrig… Der har ikke været foretaget reparationer – ikke engang det mindste malerarbejde – i mange år. Ikke fordi der mangler penge, men fordi tapetet stadig er helt. Denne sparsommelighed for at kunne tage sig af søsteren har sat sine spor. Natasha er helt modsat: glad, let, minimalistisk. Ingen lager! Kun det nødvendige. Hun har et princip: “Hvis en ting ikke har været brugt på et år, skal den væk!” Hos Natasha er der derfor lyse rum og plads til at trække vejret. Mange gange har hun sagt til Nina: – Skal vi ikke lave lidt i stand her? Rydde lidt ud, så du igen kan få plads. – Jeg vil ikke smide ud eller ændre noget som helst, svarer Nina, – og jeg har ikke brug for nogen renovation. – Hvordan kan du mene det? Kig nu bare i din entre! Tapetet er fra oldtiden! Og alt det rod sluger din energi – du forstår det bare ikke! Du bliver syg af det, prøvede Natasha igen. Nina skød det ned hver gang. Så besluttede Natasha selv at overraske Nina med en forvandling! Så kunne hun selv mærke forskellen. Hun valgte entreen – der var mindst at rykke rundt på. En uge før nytår gik Nina på nattevagt (hun arbejder i turnus), og Natasha tog sammen med sin kommende mand hjem til søsteren (de har nøgler til hinanden). De lagde nyt tapet: mørk struktur blev til lysegrønt med gyldent mønster. De satte tingene pænt på plads og gik stille igen. Intetanende kom Nina hjem – og var sikker på, hun var gået forkert. Stak hovedet ud på trappen for at tjekke nummeret. Alt var rigtigt… Så forstod hun. Natasha! Hvordan kunne hun dog?! Nina ringede til søsteren og overfusede hende. En halv time senere stod Natasha selv i døren. – Hvem bad dig om det her?! – råbte Nina. – Ninus, jeg ville bare glæde dig. Se, hvor fint det er blevet – lyst, rent – du får mere plads, undskyldte Natasha. – Du skal ikke bestemme i mit hjem! – Nina var utrættelig i sin vrede. Sårende ord regnede ned over Natasha. Til sidst brast hun: – Nu er det nok. Gør hvad du vil i din rodebunke. Jeg sætter aldrig mine ben her igen! – Nå, sandheden gør ondt, hva’? Flygter du? – Jeg synes bare, det er synd for dig, svarede Natasha stille – og gik… Og hun har ikke ringet i en uge. Aldrig før har søstrene været så uvenner så længe. Og nu er det snart nytår. Skal de virkelig fejre det hver for sig? Nina satte sig ud i entreen. “Det er faktisk blevet pænere,” tænkte hun, og forestillede sig Natasha og Sacha i færd med at sætte tapet op. Alt var glattet ud uden en eneste fold, og de havde sikkert talt om hendes reaktion. ”Hvorfor blev jeg egentlig sur? Det er jo meget bedre nu. Lysere. Og det føles faktisk gladere. Måske har Natasha ret?” Pludselig lød telefonen… – Ninus, snøftede Natasha i røret, tilgiv mig. Jeg ville bare gøre dig glad. – Nej, lille du, jeg er slet ikke mere sur – og der er intet at tilgive; du havde ret, og tapetet er skønt. Efter nytår rydder vi ud sammen. Hvis du vil? – Selvfølgelig vil jeg! Jeg hjælper mer’ end gerne! Vil du ikke komme allerede i dag? Nytår uden dig kan jeg ikke forestille mig… – Nej, det kan jeg heller ikke… – Så pak sammen, råbte Natasha, vi har pyntet op: juletræ, lyskæder og levende lys – alt, som du synes om. Og du skal ikke fare ud i butikker, jeg har handlet ind. Jeg har hele tiden troet på, vi skulle fejre nytår sammen. Så kom nu, Sasha henter dig. Nina gik tilbage til vinduet. Så ud over det festlige, oplyste København med helt nye øjne. Og tænkte: “Tak, mor… Tak for min søster…”

Hvordan kunne hun dog gøre det?! Uden at spørge! Uden at rådføre sig! Det skal man da have lov til at opleve: at træde ind i andres hjem og opføre sig som om, man ejer stedet! Ingen respekt overhovedet! Herre Gud, hvad har jeg gjort for at fortjene det her? Jeg har taget mig af hende hele livet, og sådan her takker hun mig! Hun regner mig slet ikke for noget menneske! Ninette tørrede de pludselige tårer væk min tilværelse, den kan hun ikke lide! Hun skulle bare se på sit eget liv! Sidder i sin lille lejlighed og tror, hun har grebet lykkens fugl. Hverken en ordentlig mand eller fast arbejde: det er bare sådan noget hjemmearbejde. Hvordan får hun det til at løbe rundt? Og alligevel skal hun belære mig! Jeg har forlængst glemt de ting, hun først nu begynder at tænke over!

Den sidste tanke fik Ninette til at rejse sig resolut op fra lænestolen. Hun gik ud i køkkenet, satte elkedlen over og stillede sig ved vinduet.

Mens hun kiggede ud over det julepyntede, strålende Aalborg, begyndte hun igen at græde:
“Alle andre forbereder sig til nytår, men jeg har slet ingen fest Helt alene”

Kedlen begyndte at hvine, men Ninette stod stadig fordybet i sine minder og bemærkede det knap nok.

Hun var tyve år gammel, da hendes mor 45 år fødte sit andet barn. Det kom i den grad bag på Ninette: hvorfor dog gøre det så besværligt for sig selv på den måde?

Jeg vil ikke have, at du bliver helt alene, forklarede moren. Det er så dejligt at have en søster. Du vil forstå det en dag.

Jeg forstår det allerede nu, svarede Ninette uden større engagement. Men du kan godt regne med, at jeg ikke kommer til at tage mig af hende. Jeg har mit eget liv.

Dit eget liv findes ikke mere, sagde moren og smilede.

Og det skulle vise sig at være sandt. Da den lille var tre, døde moren, og deres far var gået bort endnu tidligere. Alt ansvar for søsteren, Lærke, landede på Ninette, og hun kom nærmest til at fungere som en mor. Op til tiårsalderen kaldte Lærke hende faktisk “mor”.

Ninette blev aldrig gift. Ikke på grund af søsteren hun mødte bare aldrig den rette tiden fandtes heller aldrig rigtig, for Ninette gik aldrig ud: det var hjem, arbejde, søster hjem, arbejde, søster

Hun blev voksen på et øjeblik, da forældrene døde, og hun viet hele sin tilværelse til at opfostre Lærke og sørge for hendes skolegang.

Nu er Lærke voksen, bor for sig selv og skal til at giftes. Hun besøger ofte Ninette de to søstre er meget tætte, trods både aldersforskel og forskellighed i temperament og syn på livet.

Ninette er for eksempel utroligt sparsommelig. Hendes lejlighed er nærmest blevet et lager af gamle, ubrugte ting. Hvis man kiggede godt efter, fandt man måske en morgenkåbe fra dengang, hun var slank for ti år siden. Eller regninger fra 2004. I køkkenet var der sprukne kopper, afskallede gryder og pander uden håndtag. Hun brugte dem ikke, men nænnede ikke at smide dem ud: hvad nu hvis man en dag fik brug for dem?

Der var ikke blevet lavet det mindste ved lejligheden, ikke engang et lillebitte malerarbejde, ikke fordi pengene manglede men fordi tapetet da stadig var intakt.

Vanen med at spare på sig selv for sin søsters skyld havde sat sine spor.

Lærke var lige modsat: livlig og let at få med. Hendes hjem var enkelt og åbent kun det, hun virkelig havde brug for. Hun havde endda et princip: “Hvis jeg ikke har brugt tingen et år, ryger den ud!”

Ninette havde tit fået opfordringer:
Skal vi ikke lave lidt om hos dig? Så kan vi få ryddet lidt op, ellers bliver der jo ikke plads til dig længere.

Jeg nægter at smide noget ud eller lave om, svarede Ninette, og anlæg behøver jeg ikke.

Selvfølgelig gør du det! Bare se på din entré! De der teksturtapeter er fra forrige århundrede! Det ligner en kælder. Al den ophobede skrammel suger simpelthen glæden ud af stedet, du aner det ikke! Til sidst bliver du syg af det, prøvede Lærke.

Men Ninette afviste det hver gang.

Så besluttede Lærke at gøre det selv! Hun ville give sin søster et chok og forhåbentlig glæde med en lille nytårsoverraskelse og valgte entréen, fordi der ikke var mange møbler.

Ugen før nytår, mens Ninette havde nattevagt på sygehuset, kom Lærke og hendes kommende mand, Johan, over med deres nøgler til hinandens hjem. De pillede det triste tapet ned og satte friske, lysegrønne vægge op med gyldne mønstre.

De satte alt på plads som før Lærke turde ikke pille mere og gik så hjem igen.

Da Ninette intetanende kom hjem, sprang hun nærmest tilbage i chok. Hun troede, hun var gået forkert. Hun kiggede op på dørenummeret. Alt så normalt ud

Da hun gik ind igen, gik det op for hende: Lærke!

Hvordan VOVEDE hun?!

Ninette ringede straks op og lod søsteren forstå, hvor gal hun var og lagde så røret på.

En halv time efter stod Lærke selv i døren.
Hvem har givet dig lov?! udbrød Ninette.

Åh Ninette, jeg ville bare overraske dig! Se nu, hvor pænt og lyst her er, forsøgte Lærke.

Du skal ikke tage styringen i mit hjem! råbte Ninette og kunne slet ikke holde op.

Sårende ord haglede ned over Lærke.
Til sidst kunne hun ikke klare mere:

Nu er det nok. Lev i dit rod, som du vil. Jeg sætter ikke mine ben her igen!

Sandheden gør ondt, hva? Flygter du?

Jeg har bare ondt af dig, svarede Lærke lavmælt og gik Og nu havde hun ikke ringet i en uge. Søstrene havde aldrig været uvenner så længe før. Og nytåret var lige om hjørnet. Skulle de virkelig fejre det hver for sig?

Ninette gik ud i entréen og satte sig på skamlen.
“Det ER faktisk mere rummeligt nu,” tænkte hun og forestillede sig Lærke og Johan klistre tapet op, smågrinende ingen folder i hjørnerne. De må have gjort sig umage for at glæde hende! Så hvorfor var hun blevet så sur? Det var jo meget bedre sådan. Lysere. Og hun blev nærmest glad indeni. Måske havde søsteren ret?

Pludselig ringede mobilen

Ninette, lød det grådkvalt fra Lærke, tilgiv mig. Jeg ville kun gøre dig glad, ikke såre dig.

Åh min pige, jeg har slet ikke været vred i lang tid, sagde Ninette med grådkvalt stemme og der er intet at tilgive, du har ret og tapetet er fantastisk. Og efter nytår, så rydder vi ud i bunkerne. Altså, hvis du har lyst til det?

Det vil jeg så gerne! Og i dag? Det er jo årets aften Jeg kan ikke holde tanken ud om nytår uden dig!

Jeg heller ikke

Så kom bare! Vi har allerede pyntet: rigtigt juletræ, lyskæder, stearinlys alt det du elsker. Du skal ikke stresse, jeg har lavet næsten al mad. Jeg nægtede at tro på, at vi ikke skulle fejre nytåret sammen Tag det roligt, Johan henter dig.

Ninette gik ud til vinduet igen og så på Aalborg, der glimtede i decembernatten. Nu så hun på byen med nye øjne.

Hun smilede og tænkte: “Tak mor, for Lærke…”

Livet lærer os, at kærlighed og familiebånd ofte er vigtigere end principper. Nogle gange kræver det mod at give slip på fortiden og åbne sit hjerte, for først der mærker man, hvad det egentlig vil sige at høre hjemme.