Hvordan kunne hun dog gøre det?! Uden at spørge! Uden at drøfte det med mig først! Det er jo utroligt: Bare at komme ind i mit hjem og begynde at herske, som om det var hendes eget! Slet ingen respekt! Hvorfor skal jeg dog igennem det her, Gud? Jeg har taget mig af hende hele mit liv, og sådan her betaler hun mig tilbage! Hun betragter mig jo ikke engang som et menneske! Helle tørrede de varme tårer bort fra kinderne. Hun kan åbenbart ikke lide mit liv! Men hun kunne jo tage og kigge på sit eget først! Sidder ovre i sin lille lejlighed og tror, hun har fanget lykken. Hverken en ordentlig mand eller et rigtigt arbejde bare sådan noget hjemmearbejde på computeren. Hvad lever hun overhovedet af? Og nu prøver hun at belære mig om, hvordan man lever! Jeg har jo for længst lært det, som hun stadig skal til at finde ud af!
Den sidste tanke fik Helle til at fare op fra lænestolen. Hun gik ud i køkkenet, satte el-kedlen over og stillede sig ved vinduet.
Mens hun kiggede ud over Københavns festlige gader badet i lys, brød hun endnu en gang sammen i gråd:
Alle andre forbereder sig til nytår, men mig Jeg har slet intet at glæde mig til Helt alene.
Kedlen begyndte at larme, men Helle var for dybt begravet i sine minder til at bemærke det…
Hun var bare tyve, da hendes mor i en alder af 45 fik endnu en datter. Det overraskede Helle hvorfor skulle hendes mor igennem alt det bøvl?
“Jeg vil ikke have, du skal være helt alene her i verden,” forklarede moren, “Det er vidunderligt at have en søster. Du forstår det nok en dag.”
“Jeg forstår det allerede,” sagde Helle ligegyldigt dengang, “men du skal ikke regne med, jeg gider alt det bøvl. Jeg har mit eget liv.”
“Dit eget liv har du ikke mere,” smilede moren.
De ord viste sig at være profetiske. Lillesøsteren Ida var knap tre, da moren døde og faren var gået bort længe forinden.
Alt ansvar for den lille pige landede på Helle, der reelt blev Idas mor. Lige indtil Ida var omkring ti, kaldte hun Helle for mor.
Helle blev aldrig gift. Ikke på grund af sin søster, men fordi hun aldrig mødte den helt rigtige. Og chancerne for det var små; Helle deltog ikke i noget særligt, søgte aldrig underholdning det hele var hjem, arbejde, Ida, hjem, arbejde, Ida
Hun blev hurtigt voksen efter forældrenes død og brugte hele sit liv på søsteren: opfostrede hende, sørgede for hun fik sin uddannelse.
Nu er Ida voksen, bor for sig selv og skal giftes snart.
Hun kommer ofte forbi Helle; de to søstre er meget tætte, selvom de er så forskellige i både alder, temperament og livssyn.
Helle, for eksempel, er ekstremt sparsommelig. Hendes lejlighed ligner mest af alt et arkiv for gamle, unødvendige ting. Hvis man leder efter det, kan man finde den morgenkåbe, hun gik i for ti år siden, dengang hun var meget slankere. Eller kvitteringer for husleje tilbage fra 2003.
I Helles køkken står der mængder af revnede krus, skrammede emaljegryder og stegepander uden håndtag. Hun bruger dem ikke længere, men kan ikke nænne at smide dem ud måske får jeg brug for dem en dag?
Helle har ikke lavet bare det mindste vedligeholdelsesarbejde i lejligheden længe, og ikke fordi hun mangler penge, men fordi tapetet stadig hænger nogenlunde sammen.
Hendes vane med altid at spare på sig selv og sætte alt ind på Idas ve og vel har sat sine spor.
Ida er helt anderledes munter og spontan. Hjemme hos hende er der ingenting overflødigt. Ingen lagre, kun det nødvendige.
Hun har endda lavet sin egen regel: “Hvis jeg ikke har brugt det i et år, skal det væk!”
Derfor er der lyst, luftigt og rart at trække vejret i Idas lejlighed.
Utallige gange har hun foreslået Helle:
Skal vi ikke lave lidt om herhjemme? Vi kan ordne lidt og sortere i tingene; ellers er der snart ikke plads til dig selv herinde.
Jeg vil ikke smide noget ud og ikke ændre noget, svarede Helle, jeg behøver ikke nogen ombygning.
Hvordan kan du sige det? Se på din entré! Det tapet er mindst hundrede år gammelt. Man føler sig som i en kælder, når man træder ind. Alt det skrammel sluger så meget energi det ved du vist slet ikke! Man kan blive syg af det, forsøgte Ida at overtale.
Men Helle afviste det altid.
Til sidst besluttede Ida, at hun ville overraske sin søster! Hun skulle mærke forskellen på før og efter.
Til nytår valgte Ida at tage fat på entréen der stod alligevel ikke så meget.
En uge før årsskiftet, da Helle havde døgnvagt på plejehjemmet, kom Ida og hendes kommende mand Mads de havde begge hinandens nøgler og satte nyt tapet op: de mørke vægge blev til lysegrønne med gyldent mønster.
Derefter satte de alt på plads igen, for Ida turde ikke selv sortere i Helles ting, og så gik de.
Nothing anende trådte Helle ind ad døren, så sig omkring og fór ud igen, overbevist om at hun havde taget fejl af dørnummeret.
Hun kiggede op… jo, det var den rigtige lejlighed.
Trådte ind igen. Forstod med det samme. Ida!
Hvordan kunne hun tillade sig det?
Med rystende hænder ringede Helle op. Skældte søsteren hæder og ære fra og lagde på.
En halv time senere stod Ida i døren.
Hvem har bedt dig om det?! rasede Helle.
Helle, jeg ville bare lave en lille overraskelse. Se nu, hvor fint det er lyst, pænt, rummeligt, forsøgte Ida at forklare.
Du skal ikke bestemme over mit hjem! langede Helle ud.
Sårende ord regnede ned over Ida.
Til sidst kunne Ida ikke mere:
Nu er det nok. Lev endelig i dit rod, som du vil. Jeg sætter ikke mine ben her igen!
Synes sandheden gør ondt? Du flygter!
Jeg har bare ondt af dig, sagde Ida stille, og gik…
Hun gik og har ikke ringet i en uge. Søstrene har aldrig været uvenner så længe før. Og nu nytår lige om hjørnet. Skulle de virkelig fejre det hver for sig?
Helle gik ud i entréen og satte sig. Det er faktisk blevet pænere og mere luftigt, tænkte hun, og forestillede sig Ida og Mads, der med omhu satte tapetet op, uden en eneste fold, med et smil om munden og forventningen om hendes overraskelse. Hvorfor blev jeg så vred? Det er jo meget bedre nu. Lysere. Det føles gladere. Måske har hun ret?
Pludselig ringede telefonen…
Helle, græd Ida, tilgiv mig. Jeg ville ikke gøre dig ked af det. Jeg ville bare glæde dig…
Kæreste pige, jeg er slet ikke vred længere, snøftede Helle selv af følelser, der er intet at tilgive. Du har helt ret, og tapetet er virkelig smukt. Efter nytår går vi i gang med at rydde op. Hvis du vil hjælpe mig, altså.
Selvfølgelig vil jeg det! Jeg glæder mig. Men hvad med i aften? Jeg kan slet ikke forestille mig nytår uden dig…
Det kan jeg heller ikke…
Så gør dig klar! Vi har alt klart: træet står og pynter, lyskæderne lyser, og der er stearinlys, som du elsker. Du skal bare slappe af jeg har allerede sørget for det meste. Ingen panik med indkøb. Jeg håbede til det sidste, vi blev forsonet og kunne fejre det sammen. Tag dig god tid Mads henter dig snart!
Helle gik igen hen til vinduet. Nu så hun ud over det festlige København med helt nye øjne.
Hun så ud, smilede og tænkte: Tak, mor For IdaFor første gang i dagevis føltes lejligheden ikke tom, men spækket med små tegn på håb. Helle tørrede øjnene, pakkede sit gamle, men varme tørklæde omkring halsen og fandt støvlerne frem. Mens hun klargjorde sig, bredte en boblen af glæde sig ikke den voldsomme slags, men sådan en stille, varm fornemmelse, der kun kommer, når man erkender, at man stadig er elsket, på trods af alt.
Da det ringede på døren, stod Mads udenfor med et bredt smil og favnen fuld af knitrende stjernekastere.
Skal vi? sagde han med glimt i øjet.
Ja, nu skal vi, svarede Helle og trak døren til sit hjem bag sig, som om hun nu for første gang lukkede døren op for noget nyt.
På vej gennem opgangen bemærkede hun, at selv lampernes lys virkede varmere, og idet hun gik ud i den kolde aftenluft, hørte hun stemmer og latter overalt fra de omkringliggende lejligheder. Et par børn skød allerede de første gnister op i mørket, og Helle kom til at smile; måske var det, hun havde frygtet allermest, ikke tabet af tingene, men tabet af tilknytningen og nu, hvor Ida ventede på hende, var der intet at frygte.
I Idas stue duftede der af appelsin og levende lys. En skål med konfekt, hjemmelavede nødder og varm te ventede på hende, og på sofabordet lå en blank kuvert: “Til søster,” stod der udenpå, skrevet med Idas barnligt runde bogstaver.
De omfavnede hinanden, først forsigtigt, så ivrigt, uden ord men med alt, hvad der skulle siges. Tårer og latter smeltede sammen, fortidens misforståelser faldt stille til jorden.
Ved midnat, mens fyrværkeriet bragede over byen og himlen glimtede af nyt håb, stod Helle og Ida side om side ved vinduet, skuldre mod skuldre.
Vi starter forfra, sagde Ida blidt.
Ja, men med alt det bedste fra før, svarede Helle.
Hvis nogen havde spurgt hende tidligere på aftenen, ville hun have sagt, at der ikke var noget at glæde sig til. Men nu med varme hænder i sine og byen svøbt i stjernedrys vidste Helle, at der netop her, i kærligheden og det forsonede hjerte, altid ville være plads til nye begyndelser.
