»Hvordan kunne du tillade din eks-svigermor at se din datter?»: Har du virkelig ingen stolthed tilbage?
— I sidste uge fyldte min lille pige to år. Det blev en lille fødselsdag med bare os nærmeste. Hendes far, min eksmand, glemte det fuldstændigt. Ikke et opkald, ikke en besked, ingenting. Men hans mor, min eks-svigermor, ringede først. Hun sagde, hun gerne ville komme for at ønske tillykke. Jeg tænkte, hvad kunne der være galt i det? Hun kom, børagtig en blød legetøjshund, nogle små slikposer og en konvolut med penge. Vi tog i parken og hyggede os. Men da vi kom hjem… ja, så blev det helt galt, fortæller den 30-årige Freja med et dybt suk.
— Hvad skete der?
— Min mor så mig sammen med Ellen Margrethe og eksploderede næsten af raseri. Hun råbte, at jeg havde vanæret familien, at jeg ingen selvrespekt havde. »Hvordan kunne du tillade hende at omfavne dit barn?« sagde hun. Jeg skulle have smidt de »ynkelige gaver« i hovedet på hende og sparket hende ud, mente hun.
— Var hun seriøst sur over gaverne?
— Ja! Legetøjet var billigt, slikket usundt, og pengene kunne hun godt have givet flere af, sagde hun. Hun brokkede sig hele natten! Anklagede mig for at kaste mig om halsen på min eks-svigermor. »Hun er den onde bedstemor, og du lukker hende bare ind!« Som om hun havde glemt, at samme kvinde engang smed mig ud på gaden uden en krone.
Freja blev skilt for et år siden. Manden var bare ikke klar til en rigtig familie. Da det blev hårdt — søvnløse nætter, gråd, pengeproblemer — gav han op. Han besluttede, det var nemmere og billigere at leve alene. Han pakkede stille og roligt og forsvandt. Lejligheden var i hans mors navn, så Freja blev bedt om at forlade stedet på stedet.
— Jeg forstod det ikke engang. Det var, som om lyset slukkede. Hvor skulle jeg tage hen? Jeg var i chok.
Skilsmissen blev ordnet af svigermorens advokat. Der var ikke rigtig noget at dele — både lejlighed og bil tilhørte mandens forældre, og han havde ingenting på papiret. Han betaler en symbolsk børnebidrag. Freja havde ikke kræfterne til at kæmpe.
— Jeg bad kun om én ting: at måtte blive boende til mit barsel var slut. Jeg ville ikke hjem til min mor, for hun er… svær at leve med. Men Ellen Margrethe sagde nej. »Du er ikke den første svigerdatter,« sagde hun. »Det her er ikke et hotel.«
Før Freja flyttede, hjalp svigermor dog med flytningen. Hun hyrede flyttemænd, pakkede tingene og fik dem bragt til Fregas mor. Freja tog kun sine egne ting — hun ville ikke høre på senere bebrejdelser.
Nu bor hun og hendes lille datter i en lille toværelses med sin mor. Børnepengene dækker knap nok bleer. Hverken faren eller hans familie ringer eller spørger ind til pigen. Kun Ellen Margrethe, eks-svigermoren, snakker af og til om hende.
— Jeg ville ikke have konflikt. Derfor mødtes vi i parken, hvor alle kunne gå, forklarer Freja. — Jeg vidste, min mor ville blive sur, men håbede på forståelse. Det var naivt.
— Hun var ikke bare sur. Hun var ved at smide mig ud. »Hvis du er så venlig, kan du jo flytte ind hos dem i stedet!« råbte hun. »Du kan ikke engang opdrage ordentligt på dit barn, når du ingen rygrad har!« De behandlede dig som affald, og nu lader du hende komme tilbage?
— Men Freja, Ellen Margrethe behøvede jo ikke at ringe. Hun prøvede da på en måde?
— Det synes jeg også. Men min mor ser kun sort og hvidt. Fjender er fjender — ingen kontakt, ingen gaver, ingen sammenkomster. Men jeg vil gerne, at min datter har forbindelse til dem, der elsker hende, selv om det er fra den anden side.
Nu frygter Freja en ny scene. Bedstemoren, der engang hjalp, er nu erkefjende. Moderen kræver en total brud med fortiden. Og Freja vakler mellem, hvad der er rigtigt og nødvendigt.
— Hvad skal jeg gøre? Skal jeg fratage min datter en bedstemor? Men at skændes med min mor er heller ikke en løsning. Jeg er alene med en lille én, uden nogen at stole på. Jeg er bange. Men jeg er træt af at være i krydsild. Jeg vil bare gerne have, at min datter vokser op i fred — ikke i en krig mellem voksne kvinder.
