*Dagbogsnotat*
“Hvordan kan det være? Det er jo din mor. Du græd ved hendes seng, og nu vil du ikke begrave hende?” Kirsten fik vejret i kævler af harme.
“Kirsten Møller, patienten fra stue fire sagde, at Frandsen er død.”
Kirsten lagde pennen fra sig, rejste sig fra bordet, så sig selv i skabsspejlet, rettede en løs lok under sygeplejerskehætten og forlod lægeværelset.
Døren til stue fire stod på klem, og Kirsten trådte lydløst ind. Ved Anna Karen Frandsens seng stod en foroverbøjet ung mand. Han hviskede noget og sukkede højt. Kirsten gik nærmere og så straks, at Anna Karen virkelig var død – hun lå med lukkede øjne og en smule åben mund.
Hun kiggede mod de andre senge. Den ene var tom, men på den anden lå en ældre kvinde, som straks vinkede hende til sig, som om hun havde ventet på øjeblikket. Kirsten nærmede sig.
“Han har stået sådan i ti minutter. Sukker og beder om tilgivelse. Han ville ikke have, at vi ringede efter nogen – sagde, han ville sige farvel,” hviskede kvinden og spærrede øjnene ud for at understrege alvoren.
Kirsten vendte tilbage til den dødes seng.
“Vi bliver nødt til at flytte hende, de andre patienter bliver bekymrede…” Hun tav, da manden pludselig vendte sig mod hende med røde, tårevåde øjne. “Din mor er død. Det kan ikke ændres,” sagde hun stille.
*En voksen mand, der sørger sådan over sin mor. De må have haft et godt forhold,* tænkte hun med medfølelse.
“Hvorfor blev hun behandlet?” spurgte han pludselig med hæs stemme.
“Underligt spørgsmål. Normalt spørger folk, hvad personen døde af. Kom med mig til lægeværelset, jeg forklarer alt.” Kirsten vendte sig mod døren, men Frandsens søn greb hende om håndleddet. “Hvad bilder du dig ind? Slip mig. Det gør ondt!”
“Hvorfor lod du hende dø? Hun var aldrig syg. Hun…” Han græd og dækkede øjnene med hånden.
Kirsten rev sin hånd fri.
“Hvis hun ikke klagede til dig, betyder det ikke, hun var rask. Måske sparede hun dig. Eller ventede ikke hjælp fra dig,” sagde Kirsten hårdt. “Hun lå her i to uger, og du kom aldrig på besøg. Nu står du og græder.”
“Jeg vidste det ikke. Var på forretningsrejse. Naboen fortalte mig det i dag,” sagde han roligere.
“Kom nu,” gentog Kirsten træt, men han rørte sig ikke.
Hun gik for at give ordrer. Men sønnen kom aldrig forbi. Sygeplejersken Mette fortalte, at han var gået. Kirsten tænkte, måske kom han senere. Men to dage efter ringede kapellet og spurgte, hvorfor ingen havde hentet liget.
“Hvordan ingen? Jeg husker ham græde. Jeg finder ud af det,” sagde hun og lagde på.
*Hente hende ikke? Han græd sådan. Måske skete der noget? Eller drak han og mistede tidsfornemmelsen?* Hun fandt Frandsens journal med nærmeste pårørendes telefonnummer.
Ingen svarede længe. Lige før hun ville lægge på, lød der en hæs lyd, og en drukken stemme mumlede:
“Hva’ vil du?”
“Jeg er din mors læge. Har du tænkt dig at begrave hende?”
“Jeg… kan ikke…”
“Hvordan kan du ikke? Er du fuld og har glemt det? Det er din mor. Du græd ved hendes seng!” Kirsten tog en dyb indånding. “Husk, liggetiden er gratis i syv dage, derefter…”
“Du slog min mor ihjel, og nu ringer du…” Linjen knagede, og så var der tavshed.
“Fy!” udbrød Kirsten højt. “Hvor fuld skal man være for at glemme sin mors begravelse?”
Hun havde set alt i sin karriere – uhøflige patienter, vrede pårørende. Men denne sag blev hængende i hendes tanker.
Hun mindedes, hvordan hun selv begravede sin mor…
***
Deres forhold var altid komplicerede. Mor opdragede Kirsten alene og var streng. Selv i gymnasiet skulle hun være hjemme kl. 21. Alle klassekammerater farvede deres hår, men Kirsten turde ikke engang tænke på det. Makeup? Glem det.
At overtale mor til at købe det kjole, hun ville have, var umuligt. Mor valgte altid praktisk tøj, der passede til alt. Gråd og raseri hjalp ikke.
Sommerferierne brugte Kirsten som hospitalssjauer for at spare op til nyt tøj. Men glæden varede kort. Mor bebrejdede hende for ikke at give hende en krone af lønnen.
“Jeg troede, du ville hjælpe mig, når du blev stor. Hvor længe skal jeg forsørge dig?” skældte mor ud, da Kirsten fortalte, hun skulle læse medicin.
Livet var ulideligt. Kirsten flygtede hjemmefra på andet år og boede med en medstuderende. Da hun blev gravid, giftede de sig. Men hun fik en abort. De blev alligevel gift.
Da hun igen blev gravid på sidste år, ventede hun med at fortælle det. Men da hun endelig gjorde, fandt hun sin mand i sengen med en anden kvinde.
Hun forlod ham ikke – hun havde intet sted at tage hen. Da sønnen Anders blev født, forsvandt manden. Hendes svigermor hjalp hende, og til sidst kom livet på ret kurs.
En dag mødte hun en nabo, der fortalte, at mor var alvorligt syg. Kirsten skyndte sig til hende, bad om tilgivelse for at være løbet hjemmefra. Men mor nægtede at flytte til hendes hospital.
Efter udskrivningen lod mor dem ikke flytte hjem til sig. Kirsten arbejdede ekstra for at betale en hjælper.
En dag genkendte mor hende ikke og fortalte om sin “utaknemmelige datter”. Næste dag genkendte hun hende igen og jog hende væk:
“Er du kommet for at se, om jeg er død? Vil du have lejligheden? Du får den ikke!”
Kirsten ville råbe alle sine følelser ud, men vidste, det var nytteløst. Da mor blev sengeliggende, flyttede hun og Anders hjem til hende.
I en sjælden klar stund talte de hjerteligt. Begge græd og bad om tilgivelse. Men dagen efter genkendte mor hende ikke igen.
En nat vågnede Kirsten af uro. Hun fandt mor vågen – og smilende. Hun holdt hendes hånd til mor tog sit sidste åndedrag. Og der var ingen vrede tilbage…
***
Frandsens søn fik Kirsten til at se anderledes på sit forhold til mor. På Sankt Hans aften byttede hun vagt og tog til kirkegården. Vejret var varmt og tørt. Hun rykkede visne blomster og lagde friske. På billedet på stenen så mor strengt ud, men ikke hårdt”Da hun gik gennem kirkegårdens port, mødte hun Frandsens søn igen, og i dette øjeblik vidste de begge, at selvom sorgen aldrig helt forsvinder, kan den blive lettere at bære sammen.”
