– Hvad er du for en kone? Har jeg været på borgerservice med dig? Fået stempler i pas? Sat ring på din finger?
Freja tav. Hun havde ønsket alt dette, men de havde nu klaret sig uden.
– Nej! Nej! Og nej! – råbte Magnus. – Du er ingenting for mig! Hvorfor kalder du dig min hustru?
– Magnus, lad være med at straffe mig med tavshed! – bad Freja. – Lad os tale sammen!
– Har du mere at sige? – udbrød han. – Du har allerede sagt mere end nok!
– Jeg sagde jo ingenting forkert, – svarede Freja.
– Husk dette: Tavshed er guld! Især for dig! – Han vendte sig væk.
– Skat, stop nu med at surmule! – Hun flyttede sig tættere på.
– Du burde holde mund permanent! – Han slog ud med hænderne. – Hvor lærer I kvinder at ødelægge alt med én sætning? Er det en kursusgave?
Freja troede, hans tavshed skyldtes deres skænderi om morgenen. Selv havde han jo også smadret deres kopper.
– Hvordan kunne du? – hun fnyste. – Alle har almindelige hænder, men dine hænger forkert på!
Okay, du ødelagde din egen kop – hvorfor røre min? Er vores favoritkopper en samling værd?
En harmløs hverdagsbebrejdelse. Man plejer at ignorere sådan noget.
Men Magnus forlod surmulig arbejdet og nægtede at tale ved hjemkomst. Han ignorerede hende fuldstændig, nægtede at spise.
Forliget måtte genoprettes!
– Magnus, glem kopperne! Lad os købe nye i Magasin lørdag! Og dine hænder er helt fine!
– Hvilke forbandede kopper? – Magnus stirrede vanvittigt på hende. – Forstår du ikke, hvad du har ødelagt med din mund?
– Jeg kan undskylde, – sagde Freja forvirret. – Vær ikke vred!
– Undskylde? – han fnisede hysterisk. – Hvis et “undskyld” kunne fikse dette, var jeg verdens lykkeligste mand! Nu har du knust mig totalt!
– Gud, hvad sagde jeg dog? – Freja forstod, det ikke handlede om kopper. Men hvad?
– Hvem fortalte min chef i dag, at hun talte med “Magnus’ hustru”? – råbte han, mens spyt fløj.
– Du var i bad, telefonen ringede, – forklarede hun. – Jeg svarede og sagde, jeg var din kone. Da jeg bragte telefonen, havde hun lagt på. Hvad er problemet?
– PROBLEMET? – hans ansigt blev ildrødt. – Hvem er du for mig? Har vi været i kommunen? Fået papirer? Blevet viet?
Freja vaklede. Hun havde altid ønsket det, men de havde klaret sig uden.
– Nej! Nej! – skreg Magnus. – Du er INGEN! Hvor vover du at kalde dig min kone?
***
– Hvor længe vil dette fortsætte? – spurgte Solveig Eriksen med et smil.
– Mor, – Freja så bebrejdende ud, – det er nutiden. Du lever heller ikke som nonne efter fars død!
– Vov ikke at bagtale mig! Jeg ved, hvad jeg gør! – Solveig fortsatte at smile. – I min alder klæber sladder ikke. Du er ung – tænk på fremtiden!
– Mor, 54 er ikke gammelt! Du kunne selv giftes – måske flere gange!
– Hvis en ordentlig mand dukkede op, kunne det være… – hun glattede håret. – Nu må jeg nøjes med tilfældige.
– Og du giver mig råd? – Freja lo.
Pludselig blev Solveig alvorlig:
– Freja, jeg ved, mange lever uden vielse nu. Børn fødes – det kaldes familier. Men juridisk er det samliv. Ingen garantier!
– Kærlighed er den bedste garanti, – svarede Freja.
– Kærlighed forsvinder. En ægtemand giver sikkerhed. Børn får børnepenge. Hvis I køber hus eller bil, får du intet, hvis han nægter!
– Magnus og jeg har det godt. Seks år sammen. Hvorfor stempler? Vi tjener lige meget.
– Uoverbevisende! – Solveig rystede på fingeren. – Brug ord som “mand” og “hustru” i sjov. Lad ham vænne sig til tanken. Så kan du måske få en ring på fingeren!
– Hvis jeg skræmmer ham, får jeg skænderier og ensomhed! – Freja rystede på hovedet. – Lykke er skrøbeligt. Det skal passes på!
– Dit liv, – trak Solveig på hænderne. – Jeg accepterer dig, uanset om du er alene eller med børn. Men ansvar følger med voksenliv. I jeres forhold har ingen pligter. Det virker… meningsløst!
***
Freja takkede mentalt for moderen støtte, men rådene gav tanker. Ægteskabet var hendes sikkerhedsnet. Veninden Ida havde også opfordret til papirer:
– Hvis I tager lån til hus eller bil, og han skriver det på sig – hvad hvis I går fra hinanden?
– Ida, – Freja så strengt ud.
– Okay, – sukkede Ida. – Hvis han giver ejendom til familie, kan du intet gøre. Du har ingen rettigheder!
– Retten? Vidner?
– Kun ægteskab giver juridisk beskyttelse. Ellers skal du bevise alt med kvitteringer! – Ida smilede pludselig blidt. – Eller gift jer bare.
– Mor siger også, jeg skal trække ham i ørene. Men han skal selv ville det. Jeg prøver at vænne ham til ordene “mand” og “kone”.
– Så fortsæt!
***
Udtrykkene “lille mand” og “hustrulille” blev gradvist normalt. Freja frygtede oprør, men Magnus grinede bare. Selv brugte han ikke ordene.
Freja intensiverede det. Overalt kaldte hun ham “mand”, sig selv “hustru”. Så naturligt, at hun ubevidst fortalte hans chef det samme.
***
– Magnus, vi har været sammen i seks år, – sagde Freja. – Jeg troede, vi var familie. Mærker betyder ingenting nu. Vi får børn og et langt liv!
– Bliv ved med det! Hvorfor fortalte du Mette, du var min kone? Du skulle bare have givet mig telefonen!
– Skat, jeg kalder dig jo altid mand. Hvorfor er det et problem?
– Fordi hun ville have mig i seng! – råbte han. – Nu har hun fyret mig! Du har ødelagt min karriere!
Jeg vil ikke bare undgå vielse – jeg forlader dig! Packer mine ting NU!
– Magnus, overdriver du? – Freja stirrede. – Jeg sagde bare, jeg var din kone. Hvad ændrer det?
– Mette holdt mig kun i jobbet, fordi hun drømte om at score mig! Nu jeg har “kone”, er jeg værdiløs! Hun har allerede underskreget min afskedigelse!
***
En uge efter Magnus’ udflytning dukkede Mette op:
– Undskyld, – sagde hun. – Ikke for fyringen, men for at vi begge levede i løgn om hans status.
– Jeg forstår, – Freja afbrød.
– Jeg havde… planer for ham. Kollegerne konkurrerede. Hvis vi vidste, han var gift…
– Vi var ikke gift.
– Nå, samlever…
– Ikke længere.
– Ved du hvad? – Mette smilede koldt. – Det er bedre sådan. For han er hverken ægtemand eller samlever – bare en kæmpe… tumpe! Godt, han frigjorde dig.
Freja kunne ikke modsige hende.
Hverken mand, samlever – bare en… tumpe.
