Hvordan jeg på tre timer gav min hund fem dødelige diagnoser, blev gråhåret, sørgede, begravede… Og så åbnede dyrlægen.
En historie med en lykkelig slutning.
Gry vågnede mig midt om natten med en langtrukken hyl.
Det skal siges, at dobbermænd til tider kan få lette anfald af “sangtrang”. Disse sangglade skabninger kan finde på at slå en tone an klokken tre om natten bare af kedsomhed. Men oftere skyldes det dårlig mave, selvfølgelig. Og denne skørhed er generelt en del af racen.
Derfor blev jeg ikke specielt overrasket over lyden af hundens serenade, og mens jeg stadig halvt sov, begyndte jeg at iklæde mig mit træningstøj. Med ordene “så, så, vi går nu, græd ikke” åbnede jeg mit højre øje.
Og blev rædselsslagen.
Synet foran mig mindede mere om en low-budget gyserfilm – en mund fuld af hvidt skum stirrede på mig.
Der var skum overalt, på gulvet, tæpperne, sofaerne.
Rabies! Første tanke der strejfede mig, selv om hunden var vaccineret. Men selvfølgelig mente jeg, at vaccinen nok var for gammel – min paranoia kunne ikke lade være.
Næste på listen var – piroplasmose (en sygdom forårsaget af flåtbid) og rottegiftsforgiftning.
Gry var behandlet mod flåter, og hvor giften kom fra, det stod uklart i min fantasi.
Med morgenens komme som tiden for enden, gav jeg i total desperation de truende symptomer til den dygtige dyrlæge Marie, mens jeg græd i telefonen.
Marie blev så rørt af mine tårer midt i sin søvn, at hun sendte os til en klinik på den anden side af byen. For ifølge mine beskrivelser ville hendes praksis simpelthen ikke kunne håndtere det. Der var ikke moderne udstyr til sådanne skrækindjagende tilfælde.
Jeg må indrømme, at jeg ventede på klinikkens åbning med tårer i øjnene. Jeg tørrede jævnligt det skummende skum væk fra munden på Gry, mens jeg funderede over, hvordan jeg skulle få en femtredive kilo tung døende hund til bilen.
Overraskende nok gik Gry selv. Vi nåede derhen meget hurtigt. Jeg må undskylde til posten med det danske politi, som vi kørte forbi som en stormvind.
Ved klinikkens indgang ventede et hold med handsker og skalpeller på os. Spøg til side, men det var tydeligt, at de var forberedt på vores ankomst. Rygtet om en dobbermand med rabies, piroplasmose og bid fra en sort mamba havde nået dem før os.
Konsultationen varede femten sekunder. Ti af dem brugte vi på at overtale Gry til at “åbne munden”. I de resterende fem sekunder udtrak dyrlægen Lise som en blændende illusionist et stykke af grene fra hundens mund.
En splint.
Den unge bæver havde gnasket på en gren.
Med den skræmmende diagnose “fremmedlegeme i mundhulen” blev vi sendt hjem.
Og mens jeg vaskede gulvet fri for skum, faldt den udmattede dobbermand i søvn med hovedet på stuebordet. Han havde haft en krævende dag, vores stakkels sygdomsramte 😊.
