Min kone og jeg har været sammen i 12 år det er vel ikke en helt dårlig familiefortælling, vel? I starten var alt fantastisk, jeg gik på arbejde, og min kone tog sig af hjemmet og gav mig to vidunderlige børn en datter og en søn.
For nylig blev jeg forfremmet på arbejdet, og familiens indkomst steg betydeligt. Man skulle tro, vi kunne nyde livet og bare være lykkelige. Men problemerne kom derfra, hvor jeg mindst ventede det. Pludselig blev min kone fuldstændig opslugt af tv-serier. Mærkeligt nok ser hun alt muligt, fra krimiserier og tyrkiske kærlighedshistorier til sydkoreanske dramaer, som jeg selv knap nok kan udtale navnet på jeg lærte endda først ordet k-drama for nyligt.
Egentlig har jeg ikke noget imod, at min kone slapper af foran fjernsynet. Men efterhånden begyndte tv-serierne at fylde alt hendes tid. Hun orkede nærmest ikke længere at gøre rent eller lave mad. Når jeg påpegede det, foreslog hun bare, at vi kunne bestille noget færdiglavet mad, hvis vi havde råd. Det er da fint ind imellem, men børnene kan jo ikke spise take-away hver dag.
På toppen af det hele begyndte hun at lægge sig ud, fordi hun stort set ikke rejser sig fra sofaen og hele tiden går og småspiser foran skærmen. Jeg har prøvet at foreslå, at vi sammen kunne melde os ind i fitnesscenter eller svømmehal, men svaret er altid det samme: Jeg er træt. Træt af hvad, spørger jeg mig selv? En dag besluttede jeg at forsøge at gøre hende flov, så jeg hyrede en rengøringsdame, som gjorde rent i hele huset. Men så mente min kone bare, at hun nu ikke længere behøvede at røre en finger. Hun har ikke engang altid overskud til børnene længere alt hendes tid går med de evindelige tv-serier.
Jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal få det til at fungere med hende. Hun er gået fra at være den energiske og spændende kvinde, jeg forelskede mig i, til en kvinde, hvis eneste engagement er med de karakterer på skærmen. Jeg må ofte tage tidligt fri fra arbejde for at sætte en vask over eller hjælpe børnene med lektierne. Min svigermor støtter hende fuldt ud og hun har altid ment, at hendes datter var for god til mig, så fra hende får jeg ingen hjælp.
Jeg er allerede begyndt at overveje skilsmisse. Jeg har så ondt af børnene, for det er dem, der lider mest i den her situation. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, eller om der overhovedet er en udvej.
