Birthe var lige fyldt 60. Det var egentlig tid til at gå på pension, men det hastede nu ikke for hende. Den dag fik hun afsluttet sin vagt, hoppede i sit regntøj og begav sig hjemad. Regnen silede ned, og selvfølgelig havde hun glemt paraplyen. Med hætten trukket godt op om ørerne slentrede hun mod busstoppestedet. Pludselig lød der spædbarnsgråd på bænken lå et nyfødt barn, højst et par dage gammelt.
Birthe samlede den lille op og vuggede ham blidt. Hun skyndte sig tilbage til hospitalet, eftersom barnet var gennemblødt. Hun tilkaldte børnelægen for at få ham tjekket. Det er en dreng. Omkring to uger gammel. Særdeles sund og rask, konstaterede lægen. Hvorfor nogen har forladt ham, fatter jeg ikke. En lille trold som ham har brug for alt den kærlighed, han kan få.
Birthe bestemte sig for at tage endnu en nattevagt sove ville hun nok ikke alligevel. Ikke længe efter dukkede politiet op hun skulle selvfølgelig afgive forklaring. Birthe slap ikke barnet af syne et sekund, han lå som klistret til hendes arme.
To timer senere vendte betjentene tilbage med et ungt par. Pigen græd, og fyren så ud som om han netop havde set spøgelser.
Må vi se ham? Måske er det vores søn, snøftede pigen.
De fik hospitalskittel på og blev fulgt ind på børneafdelingen. Da pigen så babyen, kastede hun sig grædende over ham og nægtede at give slip. Birthe forstod ingenting, før betjenten forklarede:
Ida og Mikkel havde været kærester bag forældrenes ryg, for deres familier var alt andet end begejstrede. Idas forældre accepterede da nogenlunde, men Mikkels mor var som en sur struds og lod ingen chance gå fra sig for at skabe drama. Da drengen blev født, tænkte de, nu bliver hun blødere i kanten og glad men nej. Hun bildte sig ind, at Ida havde fået barn med en anden. En dag tilbød hun at passe barnebarnet, mens de unge tog ud og så en film og derefter sned hun sig ud og efterlod drengen på hospitalets bænk.
Sådan var det altså gået til. Man må næsten håbe, drengen aldrig kommer til at se sin bedstemor igen.
