Agnete vidste ikke, hvorfor hun blev tiltrukket af stationerne. Måske fordi togene aldrig venter – de afgår til tiden, selvom man ikke er klar. Eller måske fordi det er lettere at trække vejret på perronerne: larm, bevægelse, fremmede ansigter. Ingen stirrer for længe. Ingen stiller spørgsmål. Alt er flygtigt, som om livet selv kun er på gennemrejse her. Og i denne forgængelighed lå der en form for trøst. Her var der ingen, der vidste, hvem hun havde været før denne morgen. Ingen spurgte, hvorfor øjnene var røde, og hænderne rystede.
Tre gange om ugen, efter vagten på sygehuset, gik hun til Københavns Hovedbanegård. Hun købte te i en papkop, tog en bolle og satte sig ved vinduet i ventesalen. Nogle gange sad hun bare og følte varmen fra koppen som den eneste faste ting i dagen. Andre gange skrev hun i sin notesbog – ikke tanker, bare ord, for at sikre sig, at hun stadig kunne sætte dem sammen til sætninger. Nogle gange stirrede hun på skiltene – ikke for at rejse, men for at huske: det var muligt. Det var muligt at gå. Muligt at komme tilbage. Muligt at blive en anden. Eller måske bare sig selv, men ikke den, der var blevet tilbage i fortiden.
For et år siden forsvandt hendes bror. Bare gik ud af lejligheden og kom ikke tilbage. Ingen opkald. Ingen beskeder. Ingen overvågningsbilleder. Ingen spor – som om han var fordampet. Politiet sagde: “Sådan noget sker. Mænd forsvinder ofte selv.” Papirerne blev udfyldt, de nikkede, de glemte det. Men hun vidste – han var ikke gået. Han var forsvundet. Som et lys, der bliver slukket. Med det samme. Uden advarsel. Uden forklaring. Som om nogen havde revet ham ud af hendes liv uden at efterlade så meget som en skygge.
Efter det gik hendes mor i seng. Næsten med det samme. Hun stirrede på væggen, tav, spiste ikke. Hendes far lukkede sig inde, talte gennem tænderne, som om hele huset var blevet fremmed. Der var kun Agnete tilbage – med fotos, med den svage duft i hans jakke, med spørgsmål, ingen havde tænkt sig at besvare. Huset fyldtes af ekko. Alt, der før havde lydt levende, klang nu tomt.
De første måneder ledte hun: ringede til hospitaler, ligkistuer, frivillige. Hun hængte plakater op på stoppestederne. Stirrede hjemløse i øjnene, som om hun håbede, at en af dem ville vende sig – og det ville være ham. Så stoppede hun. Ikke fordi hun havde accepteret det. Bare fordi hun var træt af at håbe forgæves. Håb, som et bål, dør også, hvis ingen kaster brænde på det. Og hun indså: den eneste måde at leve på var at trække vejret videre. Uden mål. Uden sikkerhed. Men at trække vejret.
På stationen lagde hun først mærke til drengen – omkring syv år, i en alt for stor hættetrøje. Han sad op ad væggen, tyggede på en bolle og stirrede på gulvet. Hans ansigt var blegt, med tynde læber og grå ringe under øjnene. Blikket var forsigtigt, som en kat på gaden: anspændt, vagtsomt. Næste dag var han der igen. Og så hver gang. Hun bragte ham saft, en notesbog, en hue. Han sagde ingenting. Nikkede bare. Nogle gange så han lige på hende, som om han prøvede at forstå, hvorfor hun gjorde det. Som om der var en alarm inden i ham: hold alle på afstand.
Efter to uger satte han sig ved siden af hende. Langsomt. Tøvende. Som man gør, når man ikke har prøvet at være tæt på nogen i lang tid.
“Har du mistet nogen?” spurgte han, mens han stirrede lige ud.
Agnete fo’r sammen. Først af overraskelse. Så af selve spørgsmålet. Hun satte sig og tav længe. Som om hun var bange for at sige højt, hvad hun havde båret indeni i et år.
“Min bror. Har du?”
“Min mor. For tre år siden. Jeg sov. Hun gik – og det var det.”
Han sagde det roligt. Som om han fortalte, hvor længe en tegnefilm varede. Uden klager. Uden tonefald. Bare et faktum. Så rejste han sig og gik. Uden farvel. Men uden at skubbe hende væk. Bare – som man gør, når man er vant til, at ingen bliver ved en for længe.
Siden da sad de ved siden af hinHun vidste ikke, hvor fremtiden førte dem, men i det øjeblik, mens de sad der sammen på bænken og så hanen stige over skinnerne, føltes det nok.
