“Hvor skal du hen? Hvem skal lave mad til os?”
“HVAD laver du? Hvor skal du hen? Hvem skal så lave mad til os?” spurgte den forbløffede mand, da han så, hvad Antonie gjorde efter skænderiet med hans mor
Antonie stirrede ud ad vinduet. En grå, trykkende stemning, trods det tidlige forår. I deres lille by i Nordjylland var der næsten aldrig solskin. Måske var det derfor, indbyggerne altid virkede så surmulende og uvenlige.
Selv Antonie bemærkede, at hun sjældent smilede mere. Rynken mellem hendes øjne, altid sammenknebet, gjorde hende ældre.
“Mor! Jeg går en tur!” råbte hendes datter, Maja.
“Fint,” nikkede Antonie.
“Hvad mener du med ‘fint’? Giv mig penge.”
“Hvad, er gåture ikke gratis længere?” sukede hun.
“Mor! Hvad er det for nogle spørgsmål?!” tapte Måja tålmodigheden. “De venter på mig, okay! Hurtigt! Og hvorfor så lidt?”
“Det er nok til is.”
“Du er så nærig,” mumlede Maja, men fik ikke noget svar, for hun var allerede ude af døren.
Nå, nå Antonie rystede på hovedet, mens hun mindedes, hvor sød en pige Maja havde været før puberteten.
“Tosia, jeg er sulten! Hvornår bliver der mad?” råbte manden, Thorsten, utålmodigt.
“Gå og spis,” svarede hun ligegyldigt og satte en tallerken på bordet.
“Skal du ikke servere det?” spurgte han.
Antonie var lige ved at tabe gryden. Hvad bilder han sig ind
“Man spiser i køkkenet, Thorsten. Hvis du vil, så spis. Hvis ikke så lad være,” sagde hun og satte sig selv ved bordet.
Efter et kvarter dukkede Thorsten op i køkkenet.
“Kold ad.”
“Du kunne have været hurtigere.”
“Jeg bad dig! Ingen kærlighed, ingen omsorg! Du ved godt, jeg skal se kampen!” Han proppede en bid kylling i munden. “Smager ikke af noget.”
Antonie rullede bare med øjnene. Når der var fodbold, blev manden en anden person. Væddemål, merchandise, dyre billetter Han var blevet afhængig, selvom sport aldrig havde interesseret ham i ungdomsårene.
Uden at sætte sig spiste Thorsten en pose chips “mod sulten” og vendte tilbage til tvet. Og Tosia blev tilbage i køkkenet for at rydde op.
Ingen anerkendte hendes arbejde.
Hun var udmattet efter sin vagt som sygeplejerske på hospitalet. Hver dag mødte hun stress på jobbet, og derhjemme ventede ikke fred, men endnu en arbejdsplads server, hent, ryd op.
“Er der mere at drikke?” Manden rodede i køleskabet efter endnu en dåse. “Hvorfor er der ikke noget?”
“Du har drukket det hele! Skal jeg også købe det til dig?! Hav dog lidt selvrespekt, Thorsten!” rablede Antonie af.
“Åh, hvor følsomt” fnøs han og smækkede døren, da han gik for at fylde “lageret” op til næste kamp.
Antonie besluttede at gå i seng, for næste dag ventede masser af arbejde. Men hun kunne ikke sove. Hun bekymrede sig om Maja hvor var hun henne? Hvem var hun sammen med? Udenfor var det mørkt, og Maja var stadig ikke kommet hjem. Hun turde ikke ringe, for det endte altid i skænderi.
“Gør du mig til grin foran mine venner?! Stop med at ringe!” skreg Maja i telefonen. Efter sådanne opkald holdt Antonie op med at ringe og trøstede sig selv med, at datteren lige var fyldt 18. Hun gad ikke arbejde eller studere. Hun var færdig med skolen og ville “finde sig selv.”
Lige da hun blev halvt sovende, vækkede hendes mands jubel hende. Nogen havde åbenbart scoret et mål. Så begyndte han højlydt at diskutere kampen med naboen, der tilfældigvis var kommet forbi og blev hængende. Naboen havde sin kæreste med, og nu “heppede” de tre sammen. Ved midnatstid kom Maja hjem, smækkede med tallerkener, bankede i væggene og gik i seng. Da alt endelig var stille, og Antonie kunne sove, begyndte katten at mjavse efter mad.
“Er der ingen andre i dette hus, der kan fodre katten?!” udbrød Antonie, irriteret af hovedpine og søvnløshed. Hun ville gerne blive hørt, men Maja havde høretelefoner på og rullede bare med øjnene. Thorsten snorkede foran tvet med en øl i hånden.
“Jeg kan ikke mere Jeg kan simpelthen ikke holde det ud!” tænkte Antonie.
Næste morgen vækkede svigermoren hende med et opkald.
“Antonie, skat, husker du, at det er tid til at plante grøntsager? Og vi skal ud til sommerhuset gøre lidt rent.”
“Jeg husker det,” sukkede Tosia.
“Så tager vi afsted i morgen.”
Antonies eneste fridag blev brugt på kolonihaven under svigermors opsyn.
“Hvordan fejer du?! Man skal holde kost
