Hvor kan man klage, hvis ens datter hader en?
“Jeg må klage over min datter et sted,” mumlede Mette, mens hun lå på den sunnedne sofa med hånden for ansigtet, “så nogen kan forklare hende, at man skal respektere sin mor. Bare én. Bare én eneste…”
I stuen hang en grå halvmørke. Lugten af for gammel vin, beskidte tallerkener og tung luft havde sat sig i tapetet og væggene. Mette kunne ikke stå op – hendes hoved summede, som om der var et tog fastklemt i hendes kranie, og hver gang det standsede, fulgte kvalme. Hvor var hun faldet i søvn? Hvornår? Hun huskede det ikke. Ligesom hun ikke huskede, hvornår flasken var dukket op aftenen før, eller hvor de sidste timer var blevet af.
Hun var alene igen.
Freja hadede fulde mennesker.
Det var ikke bare en lille aversion. Det var had, dybt og gammelt, som en rod fra et gammelt træ, der havde spredt sig til hver en celle i hende. Siden barndommen, fra de aftener, hvor deres lejlighed blev til noget, der lignede helvede: hendes mor, vaklende, væltede ind ad døren, smækkede hårdt med den, ramte ikke lysknappen, snublede langs væggene. Nogengange faldt hun. Nogengange sov hun på gulvet i entreen, uden at nå sin seng.
Engang fandt Freja Mette liggende ved hoveddøren med ansigtet i mudderet. Hun var syv. Syv år gammel – og hun vidste allerede, hvad skam var. Hvad fnisende naboer og klassekammerater, der grinede ad hende, betød:
“Freja, er din mor faldet i grøften eller ligger hun under bordet i dag?”
Hun lærte at holde tårerne tilbage. Lærte at skjule det knust service, samle tomme flasker i poser og bære dem til skraldespanden, så ingen så det. Freja gjorde rent, når hendes mor ikke engang kunne stå op. Hun vaskede, ryddede, lavede mad – for ellers kunne man ikke leve. Som tiårig vidste hun allerede, hvordan man fjernede vinpletter fra tæppet og opkast fra væggen.
Hver aften var en prøvelse. Hendes mor talte til sig selv, skreg, græd, smadrede glas mod væggen, faldt. Og Freja sad i mørket, krammende en pude, og holdt vejret. Ventede. Bare for ikke at vække opmærksomhed. For en fuld mor kunne være forskellig. Nogle gange græd hun, nogle gange skreg hun, og nogle gange slog hun.
Freja voksede op. Hun flyttede, så snart hun kunne. Kom ind på universitetet, arbejdede om aftenen for at leje et værelse. Så mødte hun Rasmus. Rolig, pålidelig. De blev gift. Fik en søn – Emil. Og Freja lovede sig selv:
“Mit barn skal aldrig se mig fuld. Aldrig være bange for lyden af skridt i gangen. Aldrig tørre gulvet op efter mig.”
Hun beskyttede sin søn, som hun kunne. Stille, hygge, hjemmelavet brød, aftentimer med historier og rene lagen, der duftede af lavendel. Alt det, hun aldrig selv fik.
Hun talte næsten ikke med sin mor. Kun lejlighedsvis – korte samtaler, altid afmålt. Og kun, når Mette havde en “lys” periode. Freja ville ikke lade hende komme ind i sit liv. Ikke en millimeter.
Men Mette forstod det ikke.
Hver morgen startede med hovedpine og forbandelser. Hun brokkede sig, bandede, snublede rundt i lejligheden. Nogle gange vågnede hun på køkkengulvet mellem cigaretskodder, askebægre og en tallerken med stivnet fedt. Nogle gange på sofaen uden at huske, hvordan hun var kommet derhen.
Nogle gange i tårer, med bitterhed:
“Så utaknemmelig! Jeg har født hende, været vågen om natten, og så løber hun sin vej som en rotte. Ikke et opkald, ikke et ord. Og det er min egen datter…”
Nogle gange kastede hun et glas mod væggen i raseri og råbte så hele huset kunne høre det:
“Parasit! Tror hun, man bare kan slette sin mor som en fejl! Jeg dør her, og hun finder det først ud af efter begravelsen!”
Nogle gange græd hun. Stille. Bittert. For hun vidste det. Vidste, at hun selv havde smadret alt. At hver eneste “en til” havde kostet hendes datters kærlighed. At hun havde byttet alt til flasker. Og at det nu var for sent.
Nogle gange prøvede Mette at huske, hvor det gik galt. Hvor var det lige, hun tog den forkerte drejning? Efter mandens død? Efter hun mistede jobbet? Eller tidligere – da hun besluttede, at et glas om aftenen “til afslapning” var normalt?
Nu levede hun alene. Uden familie. Uden sit barnebarn. Med en flaske og gamle billeder.
Hun åbnede et støvet fotoalbum og kiggede på Freja – den lille pige med sløjfe og tillidsfulde øjne. Så på sig selv. Yngre. Før alt gik ned ad bakke.
Og i hendes øjne skinnede noget, der lignede frygt.
“Hvad har jeg gjort?”
Men oftest vågnede vreden.
“Hun er MIN datter! Hvorfor gør hun ikke noget?! Hvorfor er jeg alene, mens hun lever, som om intet er hændt?!”
Så greb Mette telefonen for at ringe til “de rette myndigheder” og klage:
“De må tvinge hende til at respektere sin mor! Der må da være en lov! Jeg er jo hendes mor!”
Men så… lagde hun røret på. Væltede sig ud af sofaen. Og gik hen til skabet, hvor der stod en halvtom flaske. Fordi det var nemmere at glemme end at acceptere sandheden.
Freja vidste, at hendes mor var alene. At hun drak. At hun måske en dag ville dø i en tom lejlighed, uden at nogen opdagede det. Men hendes hjerte var brændt ud. Der var kun et tyndt lag aske tilbage. Den smerte, hun havde båret hele livet, havde lært hende én ting – red dig selv først. Og hvis nogen trækker dig ned – slip dem. Selv hvis det er din mor.
For nogle gange kan man ikke kræve respekt. Nogle gange skal man fortjene den. Eller undgå at miste den. Men når den først er væk, kan man ikke få den tilbage. Selv hvis man virkelig vil.
Og så er der ingen at klage til.
Ingen og intet.
Fordi man selv har smadret alt. Med egne hænder. Med flasker. Med tavshed, da man burde have sagt: undskyld…
