– Jørgen, hvor skal du hen? – Mette stak hovedet ud fra køkkenet, tørrede hænder af i et viskestykke og så forbavset på sin mand.
Jørgen, en 45-årig leder i en stor dansk byggevirksomhed, havde taget en beslutning. Han havde pakket sin kuffert, mens koncen lavede morgenmad i køkkenet. Nu stod han i entreen til deres store københavnske lejlighed.
Mette plejede altid at stå tidligt op for at lave mad til familien. For hende var en ordentlig morgenmad grundlaget for en god dag. Da børnene var små, var hun altid den første op. De havde tre børn, så hun var blevet hjemmegående – heldigvis tjente Jørgen nok til at forsørge dem alle.
Han stirrede på hende. Efter 25 års ægteskab vidste han, det var nu eller aldrig.
Hun havde mistet sin gnist. Ingen glød i blikket, ingen energi. Til gengæld var der Freja, den unge, kvikke kollega han havde mødt på en firmatur. Hun var alt, Mette ikke længere var: karismatisk, ambitiøs og ligeså handlekraftig som ham selv.
“Nu er det nok!” tænkte han. Børnene var voksne. Lars og Søren havde faste jobs, og Anne var færdig på universitetet om et år. Men konen… Hvorfor skulle han blive hos en kvinde, der bare sugede hans hårdt tjente kroner?
“Skal du afsted?” spurgte Mette roligt. “Du sagde ikke noget. Jeg kunne have lavet madpakke.”
“Madpakker? Hvem bruger det i dag?” brød det ud af ham. “Der er caféer overalt. Du lever i fortiden!”
Han kunne ikke få sig til at sætte punktum. Ikke endnu.
“Er der sket noget?” Hun lød oprigtigt bekymret.
Mette vidste godt, han havde en elskerinde. Hun havde ventet på dette øjeblik. Men hun var klog. Og hun kendte sin mand.
“Jeg forlader dig. For en anden,” sagde han omsider.
“Okay. Hvem er hun?” spurgte Mette, som om de talte om vejret.
“En fantastisk kvinde! Hun bruger ikke tiden på at gå i køkkenet som dig.”
“Flot. Tillykke.”
“Synes du ikke, jeg fortjener det?”
“Jo da. Du fortjener mere.” Hendes ro irriterede ham.
“Lejligheden skal deles. Du får etværelsen.”
“Selvfølgelig. Det er kun fair.”
Han blinkede overrasket. “Tak for… forståelsen. Jeg troede, du ville skrige.”
“Hvorfor? Vi elsker ikke hinanden mere. Sådan er livet.”
“Men hvad med arbejde? Jeg stopper med at sende penge.”
“Jeg skal nok klare mig.”
“Hvordan? Vil du tigge hos drengene?”
Mette kiggede ham ind i øjnene. “Jeg gifter mig igen.”
“HVAD?!” Han satte kaffen i halsen.
“Enlig kvinde på 50? Vi er efterspurgte på dating.dk. Især når man kan lave frikadeller og ejer sin egen bolig.”
Han følte en uventet knude i maven. “Det er latterligt! Mænd vil altid have unge piger!”
“Ja… indtil de opdager, hvor anstrengende det er.” Hun smilede mildt. “Når jeg skrev, jeg kan sy en jakke til og laver den bedste stegt flæsk, var der 37 henvendelser på én uge.”
Jørgens hånd dirrede om kaffekoppen. Hvorfor var han så irriteret?
“Jeg tænker, din veninde venter,” sagde Mette. “Jeg har selv date i aften. En ingeniør fra Odense. Han vil invitere mig på Noma.”
Pludselig huskede han en “vigtig aftale”. Han efterlod kufferten.
Hele dagen myldrede tankerne. Hvad nu hvis Freja ikke var den rette? Hvad hvis Mette faktisk…
Klokken 17 ringede Freja. “Hvor BLIVER du?! Vi skal vælge møbler OG booke Thailand!”
“Spiser du ikke aftensmad?” afbrød han.
“Mad? Jeg lever af proteinbars! Du skal da også tabe dig!”
Han tænkte på Mettes frikadeller. På trygheden. På den ukendte ingeniør.
“Jeg kommer ikke,” sagde han pludselig.
“Hvad?! Vi skal da…”
“Det er slut.”
Da han kom tilbage, stod kufferten stadig. Mette smilede, mens hun rørte i en gryle.
“Velkommen hjem. Der er brunsviger til dessert.”
Han sagde ingenting. Men han tog servietten.
