»Hvor jeg savner dig,« hviskede Mette og rystede ved lyden af sin egen stemme i stilleværelset. Hendes fingre hvilede over det gamle fotoalbum. På det falmede billede stod Lasse og smilede, mens han løftede den lille Emil op på sine skuldre. Mette strøg forsigtigt over hans ansigt med fingerspidserne. Ni år var gået, men smerten var stadig lige skarp.
Udenfor hvirvlede snestormen, slyngede snefnug mod vinduerne. Mette rejste sig og gik hen til vindueskarmen, hvor et lille fad med en tændt stearinlys stod. Årsdagen. Netop i sådanne nætter føltes hans fravær tungest.
»Jeg klarer den, hører du?« sagde hun til den tomme luft. »Emil er næsten lige så høj som dig nu. Og Otto han ligner dig så meget.«
I hjørnet knitrede brændeovnen. Mette svøbte sig i et gammelt tæppe og sank ned i lænestolen. Det gamle træhus knagede under vindens stød.
Hun mærkede ikke, hun faldt i søvn. Måske var det minutter eller timer senere, da tre hårde bank på døren rev hende ud af drømmene. Mette fór sammen, hjerte hamrede vildt. Hvem kunne komme i sådan en snestorm? De nærmeste naboer boede en kilometer væk.
Banket gentog sigtre skarpe slag, som om nogen insisterede.
Mette listede gennem gangen, famlede efter væggene i mørket. Hendes blik faldt på en køkkenkniv på bordet. Hun greb den og klemte hårdt om skaftet.
»Hvem er der?« stemmen dirrede.
Stilhed. Så igentre slag, endnu mere insisterende.
Mette holdt kniven tæt til låret og drejede låsen med den anden hånd. Iskold luft væltede ind sammen med snefnug, og på dørtrinnet stod
»Mette, det er mig. Jeg er kommet hjem.«
Lasse. Hendes Lasse. Den samme mand, der forsvandt for ni år siden. Skægstubbe, trætte øjne, det velkendte smil.
Kniven faldt fra hendes lammende fingre. Mette vaklede, greb fat i dørkarmen.
»Dette er ikke« hun gispede. »Du er væk.«
»Jeg er her,« han trådte ind og holdt om hende.
Varm. Virkelig. Duftede af frost og jord. Mette klyngede sig til hans jakke, begravede ansigtet i hans skulder, og tårerne brød frem. Benene svigtede, og de sank begge ned på gulvet i entreen.
»Hvordan?« var det eneste, hun kunne frembringe.
»Jeg ved, du ikke forstår,« Lasse strøg hendes hår. »Men jeg skal forklare det. Lad os først lukke døren. Det er koldt.«
Han hjalp hende op. Mette slap ikke sit greb om ham, som om hun frygtede, han ville forsvinde.
»Drengene?« spurg
