Det gjorde så ondt…
Mette talte i telefon, da Kasper kiggede ind på kontoret. Lise sendte hende et blik, der signalerede, at telefonsamtalen var vigtig, og at de ikke havde tid til ham. Kaspers hoved forsvandt igen, og døren lukkede sig bag ham.
Ti minutter senere lagde Mette telefonen fra sig.
“Han kom forbi dig,” sagde Lise.
“Hvorfor til mig? Måske til dig?” svarede Mette og blev rød i kinderne.
“Jeg er gift. Har du ikke lagt mærke til, hvordan han ser på dig?”
“Hvordan?” Mette løftede hovedet fra skærmen.
“Interesseret,” svarede Lise med et lille smil.
Selvfølgelig havde Mette lagt mærke til det. Hun havde jo øjne i hovedet. Ja, han var flot, lige den type mand, hun kunne lide. Hvis ikke aldersforskellen havde været…
Der var så meget arbejde, at Mette sagde nej tak til at spise frokost med Lise. Lidt senere kom Kasper ind på kontoret og stillede en kop kaffe foran hende.
“Tag en pause. Meget at lave?” spurgte han.
“Ja, som altid,” svarede Mette med et taknemmeligt smil og tog en slurk af den varme kaffe.
“Skal vi tage i biografen i aften?”
“Undskyld, jeg har min lille datter,” svarede Mette og drak igen, uden at se på ham.
“Jeg ved det. Kan du ikke få din mor til at passe hende en aften?”
Mette så op på Kasper. Endelig havde han taget det første skridt, efter alt det tidligere flirten. Han var flot og smilende. Hvis bare han havde været nogle år ældre, havde hun slet ikke tøvet med at svare på hans opmærksomhed.
Hun så meget yngre ud, end hun var, men forskellen mellem dem var alligevel tydelig. Efter en smertelig skilsmisse havde Mette i årevis ikke kigget på mænd. Hun var blevet forsigtig, bange for at begå nye fejl og blive skuffet igen. Som bekendt læger tiden sår, og forsigtigheden svandt langsomt. Mette følte, hun var klar til et nyt forhold. Men mon ikke Kasper var for ung?
“Nå, kom han forbi?” spurgte Lise, da hun vendte tilbage fra frokosten.
“Hvem?” Mette lod, som om hun ikke vidste, hvem der blev tale om.
“Hvorfor undviger du ham? Han er en god fyr. Hvis jeg ikke var gift…”
“Hold op med det sludder,” afbrød Mette. “Jeg er virkelig for gammel for ham.”
“Og hvad så? Du ser ikke din alder ud. At omgås mænd er godt for enhver kvinde, især én, der er alene. Jeg kan jo se, at du også kan lide ham. Når han er der, lyser dine øjne, du får farve i kinderne, og du smiler mere. Sig nu, har jeg ikke ret?”
Mette svarede ikke.
“Du har været alene i årevis. Selv sagde du, det var tid til at møde nogen igen. Hør nu her – mens du venter på en mand på din egen alder, kan Kasper sagtens blive taget af en anden. Giv ham en chance. Bare for sundhedens skyld, for at få lidt glæde.”
Mette tav. Men hvad nu, hvis Lise havde ret? Måske skulle hun alligevel tage i biografen med ham?
Hun ringede til sin mor og aftalte, at hun skulle passe Freja. Efter arbejdet kørte hun datteren derhen. Filmen ville slutte sent, og for ikke at forstyrre Freja om natten, ville hun hente hende næste morgen, før børnehaven. Moren kneb øjnene sammen og så undersøgende på Mette, men sagde ikke noget.
Aftenen var vidunderlig. Mette havde ikke væMen da hun en sen aften stod og så ud over Københavns lys, forstod hun, at kærlighed ikke handler om alder, men om modet til at leve i nuet og stole på, at livet nok skal føre én den rigtige vej.
