Hvor du dog går mig på nerverne! Jeg spiser forkert, jeg klæder mig forkert, faktisk gør jeg alting forkert! min stemme knækkede, og det lød nærmest som et råb.
Du kan ikke finde ud af noget! Du kan ikke engang tjene rigtige penge græd Kirstine, og du hjælper jo aldrig til herhjemme! tilføjede hun næsten uhørligt, Og vi har ingen børn
Vores kat, Mille, en ti år gammel hvid-rød huskat, havde for længst fundet plads oven på klædeskabet og lå nu tavs og iagttog det seneste drama i familien. Hun fornemmede virkelig, at mor og far elskede hinanden, det kunne hun mærke helt ind i knoglerne. Derfor forstod hun ikke, hvorfor de skulle sige så bitre ord til hinanden, ord, som gjorde alle kede af det.
Kirstine græd sig ind i soveværelset, og jeg blev stående i stuen og røg den ene cigaret efter den anden. Mille, som tydeligt kunne mærke, familien var ved at falde fra hinanden, begyndte at bekymre sig: Vi har brug for lykke i huset, og lykke er børn Vi må skaffe nogle børn…
Mille selv kunne ikke få killinger hun var steriliseret for længe siden. Og Kirstine lægerne sagde, at det kunne lade sig gøre, men et eller andet gik aldrig, som det skulle…
Næste morgen, da vi var taget på arbejde, besluttede Mille for første gang at smutte ud gennem et åbent vindue for at besøge nabokatten Saga og få et godt råd.
Hvorfor i alverden vil I have børn? hvæsede Saga. Når ungerne kommer, gemmer jeg mig for dem de smører læbestift på min pels, eller krammer mig, så jeg ikke kan få vejret!
Mille sukkede: Vi har bare brug for nogle dejlige børn Bare det var muligt at finde nogle et sted
Tjoh Den gamle gårdkat Trisse på gaden har lige fået et kuld igen der ligger fem små dernede sagde Saga eftertænksomt, Vælg bare
Mille bestemte sig. Hun hoppede fra altan til altan og sneg sig ned til kældervinduet i gården. Med nervøse knurhår listede hun sig ind og kaldte forsigtigt:
Trisse, kom lige ud et øjeblik
Inde fra mørket lød forsultne klynk. Mille krøb tøvende nærmere, mens hun holdt øje med alt omkring sig. Under et gammelt rør lå fem små, blinde killinger, der trykkede snuderne mod luften og højt råbte på deres mor. Mille duftede til dem og forstod, at Trisse ikke havde været der på mindst tre dage børnene var sultne
Mille, hvis øjne næsten blev våde, bar forsigtigt, men målrettet hver killing med i opgangen. Hun lagde sig hos dem udenfor og ventede, uroligt spejdende efter Kirstine og mig, der ville komme hjem fra arbejde.
Da vi kom gående hen mod opgangen, standsede vi målløse. Der, på trappestenen, lå vores Mille som aldrig før havde sat fod ude alene og omkring hende forsøgte fem små, miavende killinger ihærdigt at die.
Hvordan kan det her være? udbrød jeg forvirret.
Et mirakel sagde Kirstine stille, og vi løftede kat og killinger op og bar dem hurtigt ind.
Senere, mens Mille spandt fornøjet i kassen sammen med de små, spurgte jeg:
Hvad gør vi med dem?
Jeg mader dem med sutteflaske, og når de er store nok, finder jeg nye hjem til dem Jeg kan ringe til veninderne, hviskede Kirstine.
Tre måneder senere sad Kirstine og strøg katteflokken, mens hun rystede på hovedet og hele tiden gentog: Det kan bare ikke passe sådan sker det jo ikke
Senere græd vi begge af glæde, jeg svingede hende rundt, og vi talte i munden på hinanden:
Det var ikke forgæves at jeg byggede huset færdigt!
Ja, børn skal have frisk luft!
Kattene skal bare løbe rundt derude!
Der bliver plads til os alle!
Jeg elsker dig!
Og jeg elsker dig endnu højere!
Kloge Mille tørrede en usynlig tåre væk livet er ved at falde på plads igen
Og jeg lærte: Nogle gange ændrer lykken retning, når man mindst venter det man skal bare tage imod, når den viser sig.
