Hvisken bag glaset
Sygeplejersken, en kvinde med et træt, forpint ansigt og øjne, der var slukket af daglige møder med andres lidelse, flyttede ubehageligt Alviras gennemsigtige taske fra den ene slidte hånd til den anden. Plastikken knitrede og brød den dødsstille tavshed i elevatoren. I tasken lyste babys ting frem som en hån en lille lyserød jumpsuit med kaniner, en trøje med broderingen »Mors lykke« og en pakke bleer med hvid og blå kant. På pakken stod der et stort, påtrængende »1« for nyfødte. For dem, der lige er begyndt deres rejse.
Elevatoren raslede af stædighed, mens den langsomt sænkede dem mod stueetagen, og med hver etage blev Alviras hjerte mere sammenklemt, til det var blevet til en lille, forsvarsløs klump af smerte.
»Det skal nok gå, pige,« sagde sygeplejersken med en hæs, håbløs stemme, som lyden af en rusten dør i et tomt hus. »Du er ung og stærk. Du får flere børn. Alt skal nok ordne sig…«
Hun kastede et hurtigt, skråt blik på Alvira, fyldt med akavet medfølelse og et ønske om at få denne pinefulde tur forbi.
»Har du andre børn?« spurgte hun for at bryde den trykkende tavshed.
»Nej…« sukkede Alvira og stirrede på de blinkende etageknapper. Hendes stemme var tom, livløs.
»Det gør det sværere…« fortsatte sygeplejersken. »Hvad har I besluttet? Begravelse eller… kremering?«
»Vi begraver hende,« svarede Alvira og vendte sig bort, mens hun bed sine læber til de blev hvide. Hendes blik forsvandt i elevatorens beskidte, ridsete spejl, hvor hun så sit eget, ukendte ansigt blegt og udhulet.
Sygeplejersken sukkede forstående, næsten professionelt. Hun havde set tusinder som hende. Unge, gamle, knuste. Livet i disse mure var delt i »før« og »efter«. Og for Alvira var »efter« lige begyndt.
Hun forlod fødegangen alene. Ingen rosenrøde eller lyseblå bånd. Ingen lykkelig knitren fra et forsigtigt indpakket hjørne. Ingen smil, lykønskninger eller forvirrede, lykkelige blikke fra familie. Ingen duftende nelliker. Kun hendes mand, Magnus, der stod ved hospitalstrappen med sænkede, skyldfyldte øjne, bøjet som om han bar en uudholdelig byrde. Og den frygtelige, isnende tomhed, der ringede i hendes ører og tog vejret fra hende.
Magnus holdt om hende stift, usikkert, som en fremmed, der var bange for at gøre ondt værre. Hans favn varmede ikke. Den var blot en formalitet, en ritualhandling. Uden ord, uden de ønskede, fjollede billeder ved udgangen, forlod de tavst fødegangen. Dørene smækkede bag dem, som om de lukkede et kapitel for evigt.
»Jeg har allerede… øhm…« Magnus hakkede, da han startede bilen. Motoren gav et dødt, livløst brøl. »… været hos begravelsesagenten. Alt er ordnet til i morgen. Men hvis du vil, kan du ændre noget. Jeg valgte en lille hvid krans, og kisten… den er beige, med rosa…« Han tav og synkede en klump.
»Det betyder ikke noget,« afbrød Alvira og stirrede ud ad den duggede rude. »Jeg kan ikke… Jeg kan ikke tale om det nu.«
»Okay. Øhm…« Han hostede igen og krammede rattet.
Hvorfor skinnede solen så forræderisk klart og muntert i december? Den blændede i søer, spillede på bilruder og skreg om liv, der ikke længere var der. Hvor var vinden? Hvor var den iskolde regn eller den våde, klamme sne, der klæbede til ansigtet som en spytklat fra Gud? Det ville have været mere retfærdigt… Mere ærligt. De kørte i tavshed forbi porten og ud på den solfyldte gade. Alvira så med en absurd medfølelse på bilens snavsede side.
»Den er virkelig beskidt…«
»Jeg skulle have taget den til vask. Men så… øhm… skete det hele.«
»Er du syg?« Alvira vendte sig mod ham.
»Nej. Hvorfor spørger du?«
»Du hoster.«
»Nej, det er bare… nerverne. Min hals strammer af nervøsitet.«
De kørte. Verden udenfor var uændret. De samme gader med cigaretskodder, nøgne træer mod grå boligblokke. En blå, skamløs himmel uden en eneste sky. En rusten skolehegn med friske kærlighedserklæringer malet på. Duer puffede sig på ledninger. Den grå asfaltbånd, der førte ingenting. Alt var som før. Og det var uudholdeligt.
* * *
Allerede i tredje måned af graviditeten følte Alvira sig utilpas. Først en prikken i halsen, så feber, smerter. En forkølelse, tænkte hun. Men det var sandsynligvis influenza. Lægerne beroligede hende: barnet var beskyttet. Efter bedring fik hun et mærkeligt udslæt på ryggen. En infektionsmediciner kastede et blik på det og erklærede det for herpes, hvilket krævede stærk medicin. Udslættet forsvandt, men en dermatolog afviste diagnosen det var bare en allergisk reaktion!
På fødselsdagen startede veerne svagt, men Alvira tog til hospitalet. »Ingen åbning,« sagde jordemoderen. »Falske veer.« De forsøgte at stoppe dem, men veerne blev værre. Efter en lang nat besluttede de at springe vandet.
»Er væsken ren?« spurgte Alvira.
»Ja, klar, ingen grøn farve,« svarede de.
De stimulerede fødslen, men efter timer viste monitorer alarm babys hjerte slog langsommere. »Hypoksi,« hviskede jordemoderen. En kejsersnitt blev nødvendigt.
Alt gik godt. Pigen kom til verden, raslende og sund. De viste hende til Alvira et lille, rynket ansigt og lagde hende kort til brystet. Fem minutter senere var alt forbi. Næste gang Alvira så hende, lå hun på intensiv, tilsluttet maskiner. Blod løb fra hendes mund.
»Lungebetændelse,« sagde overlægen. »En infektion fra fødslen. Svær at bekæmpe.«
På tredjedagen, da babys tilstand stabiliseredes, prøvede Alvira at malke mælk. Magnus tændte et lys i kirken. De skiftede navn på barnet en gammel overtro. Men i det øjeblik kom overlægen ind.
»Jeg beklager, Alvira,« sagde han og så væk. Ord fulgte, men budskabet var klart: alt var slut.
* * *
Alvira så
