Hvis min mor ikke må bo hos os, så skal vi skilles! Og det gjorde han
Hvis du ikke lader min mor blive hos os så kræver jeg en skilsmisse: og det krævede han
En mand, der sværger dig kærlighed og troskab, kan pludselig blive en fremmed. Især når du står over for et valg at bevare familien eller at redde dig selv fra total undergang. Det har jeg prøvet.
Da jeg giftede mig med Mads, havde vi ikke vores eget hjem. Vi boede sammen med hans forældre. En lille to-værelses lejlighed, trængsel, men udholdeligt. Indtil den dag, hans stedfar kom hjem og fandt hans mor sin kone med en elsker. Yngre, mere fræk, med en attitude som en redningsmand. Han hviskede om nye horisonter og guld i bjergene. Men han stillede én betingelse:
Sælg lejligheden. Vi flytter til en anden by. Der starter vi et nyt liv.
Vi prøvede at få Else Marie til at indse det:
Han vil snyde dig. I bliver hjemløse.
Men hun spillede den krænkede:
I er bare misundelige. Bliv udenom.
En uge senere stod vi på gaden med vores barn i armene. Lejligheden var solgt, og vi var smidt ud. Mads arbejdede to jobs, jeg var på barsel og skrev opgaver om natten. Vi kunne knap betale huslejen, men vi kæmpede for fremtiden.
Vi ville tage et realkreditlån, men skæbnen gav os en chance: Min moster døde, alene, uden børn. I testamente efterlod hun mig en lejlighed i en anden by. Rummelig, lys, med vinduer ud til gården. Med de penge, vi havde sparet til udbetalingen, fik vi lavet renoveringer. For første gang i lang tid kunne jeg ånde lettet.
Men roen varede ikke længe.
En aften, mens jeg vaskede op efter middagen, bankede det på døren. På trappen stod Else Marie. Ansigtet hævet af tårer, øjnene som en hund, der er blevet slået.
Datter min dreng han har smidt mig ud Alt, hvad jeg havde, er væk. Jeg har kun en kuffert tilbage. Hjælp mig
Mads og jeg så på hinanden. Jeg så hans ansigt blive ømt. Han greb hende om skuldrene, satte hende i køkkenet, hældte te til hende. Og jeg stod der bare, med en dump smerte, der hamrede. Jeg vidste, jeg havde advaret hende, bedt hende om ikke at gøre noget dumt. Men ikke nok med, at hun ikke lyttede hun smed os ud med barnet, da hun stadig havde det fint.
Mads så på mig:
Hun kan ikke klare sig alene. Vi kan ikke lade hende gå. Hun er min mor.
Jeg bed mig i læben:
Hun kastede os ud som affald. Og nu vil du have hende her? I denne lejlighed? Hvor vi lige er begyndt at trække vejret?
Else Marie tav ikke:
Dreng, jeg kan ikke bo på gaden Hjælp mig Jeg har forstået det, det sker ikke igen
Og så sagde han det, der skar mig i to:
Hvis du ikke accepterer, at min mor bor hos os så kræver jeg en skilsmisse.
Det føltes, som om jeg blev blind. Jeg svarede roligt, selv om mit hjerte blødte: Så er skilsmissen den eneste løsning, for jeg vil aldrig leve med nogen, der stiller betingelser for vores kærlighed.
