Hvis man bare vidste, at det ville ende sådan…
Bussen hoppede i hullerne på vejen. Chaufføren bandede, mens han undgik vandfyldte huller og tilmed måtte køre over i modkørselsbanen. Der var kun få passagerer, det var trods alt en almindelig arbejdsdag.
Bjørn stirrede ud ad vinduet på den misfarvede, smeltende sne. Snart ville den helt forsvinde, og sommeren var lige om hjørnet. Ved næste hul gjorde bussen et sæt, og chaufføren bandede igen.
—Sådan kan man godt miste hjulene.
Endelig dukkede kirkegårdens hegn op i horisonten, bag det rakte rækker af gravsten mod den mørke himmel.
Hver gang han besøgte dette sted, følte Bjørn en knugende fornemmelse af livets flygtighed og uundgåelighed. Tanken om, at han en dag også ville finde ro her, var ubærlig. Han kom ikke af lyst, men af pligt. Sådan var det – man besøgte sine kæres grave på bestemte tidspunkter. En skyldfølelse over hans tanker vældede op i ham, og han sukkede højlydt.
Bussen standsede foran kirkegårdens port. Dørene sprang op, og passagererne steg ud og strakte benene. Folk gik straks mod rækkerne af kunstige blomster langs hegnet. Bjørn gik langsomt forbi og ledte efter friske blomster. De plastikagtige, voksduftende farver gjorde hans øjne smertefulde. Ved slutningen af rækken så han en kvinde med en spand fuld af røde nelliker.
Han købte fire stykker og gik ind ad porten. Stierne var oversvømmede af vandpytter. Han prøvede at undgå dem, men selv under den bløde sne ved siden af stierne var der vand. Han fortrydte, at han havde taget de gamle vinterstøvler på.
Han nåede næsten til skovbrynet og drejede til venstre. Hans kones grav fandt han straks, markeret af et kors. »Burde jeg få sat en gravsten? Eller vente? Så kan sønnen lave én til os begge engang.« Der var ingen midlertidige kors tilbage omkring ham. Han så ud over den uendelige række af graver. Mange nye var kommet til siden hans sidste besøg om efteråret.
Han trådte over det lave stakit og stillede sig i den smeltende sne, trampede den ned. Han mærkede, at hans fødder alligevel var blevet våde.
—Hej, Lise.
Fra det blegnede foto i rammen ved korset smilede hans kone til ham. Han elskede det billede. Det var sådan, han huskede hende, selvom hun kun var 36 her.
Han mindedes den fødselsdag. Han havde hentet blomster om morgenen, og da han kom hjem, var Lise allerede stået op og klædt sig i en ny kjole. Han gav hende et par guldøreringe. Hun satte dem straks i og smilede lykkeligt. Han nåede at tage et billede af det øjeblik. Som om det var i går…
—Tillykke med fødselsdagen. I dag ville du have fyldt 56. Bjørn overvejede, hvor han skulle placere nellikerne.
Graven var dækket af kunstige blomster stukket ned i jorden. De var ikke blegnet, som om de var blevet sat der i går.
Bjørn bøjede sig ned, trak en gul blomst op af sneen foran korset og plantede den ved gravens fod. I dens plads satte han nellikerne. Jorden var frossen, og de spæde stilke kunne ikke trænge igennem. Men sneen ville snart smelte, og blomsterne ville falde. De så simple ud sammenlignet med de skrigende kunstige blomster. Men de var i det mindste ægte.
—Jeg savner dig. Men jeg kan ikke komme her ofte. Undskyld, og vær ikke vred. Det burde have været mig, der lå her, ikke dig. Men livet besluttede anderledes…
Han talte længe, fortalte nyheder og stirrede på portrættet, indtil hans fødder var helt kolde. Af og til blev stilheden brudt af kragernes skrigen. Det gjorde kun alt mere uhyggeligt og trist.
—Jeg må gå nu, Lise. Jeg tog de gamle støvler på og fik våde fødder. Og nu er der ingen til at skælde mig ud. Jeg kommer igen efter påske, når det er tørt. Så ordner jeg din grav og bringer et nyt billede, det samme som dette. Du er så smuk her. Tilgiv mig for alt. Han sukkede, trådte over stakittet og gik uden at se sig tilbage mod kirkegårdens udgang.
Ved stoppestedet ventede allerede nogle få mennesker på bussen. Da han endelig satte sig, kunne han næsten ikke mærke sine tæer.
Han nåede knap hjem. Han tog straks de våde støvler og sokker af, satte vand over, og da det kogte, drak han to kopper te med honning. Han trak tørrede uldsokker på, tændte fjernsynet og lagde sig på sofaen. Der var en eller anden film. Teen gjorde ham træt, og søvnen kom listende…
***
Mette kom til deres byggeplads efter sin uddannelse. Hun var ung, med et livligt blik og forår i smilet. Bjørn morede sig over at betragte hende. Han havde en kone og en søn i tredje klasse, men han kunne ikke lade være med at stirre på den unge pige. Og hvad skulle han gøre, når hun konstant var i nærheden? Han kunne jo ikke bare vende ryggen til.
Lidt før nytår mødtes de ved en busstop. Mette trak kraven op om ørerne. Gadebelysningen blændede i hendes øjne. Bjørn kiggede på hende i smug. Da bussen kom, skubbede han sig ind efter hende og satte sig ved siden af.
—Hej, Mette. Hjemad? spurgte han for at starte en samtale.
—Ja. Og du?
—Også mig. Bjørn tav et øjeblik. Har du pyntet træet?
—Nej. Min far plejede altid at købe et ægte træ. Det lå på altanen. Og den 30. december pyntede vi det sammen. Du skulle bare vide, hvordan det duftede i lejligheden! Så blev det straks jul.
—Men det er jo den 30. i dag. Har du et ægte juletræ på altanen? spurgte Bjørn.
Mette lo højt og muntert. Bjørn kunne ikke lade være med at smile.
—Mine forældre bor langt væk, og jeg har et kunstigt træ. Når jeg kommer hjem, tager jeg det op og pynder det. Jeg lover dig, at jeg hænger slik på det. Sådan gjorde min mor altid. Så drikker jeg te og nyder synet. Hun lo igen.
Bjørn kunne tydeligt forestille sig stuen, træet, Mettes rødmende kinder, mens hun strakte sig efter en kugle… og lyden af den summende kedel i køkkenet…
—Må jeg komme med hjem? Som gæst? spurgte han pludselig.
—Hvorfor? blev hun forvirret.
—Jeg kan hjælpe med træet. Og så drikker vi te. Han følSådan blev det, at han tog tilbage alene, endnu en gang, med en tomhed der var sværere at bære end kulden i hans våde støvler.
