15. marts 2019
I dag tænkte jeg tilbage på dengang, jeg arbejdede som ekspedient i en lille dagligvarebutik i Århus. Det var en af de tidspunkter i mit liv, hvor jeg virkelig følte, at jeg kunne gøre en forskel for andre mennesker. En dag trådte en ældre dame ind hendes navn var Birthe. Hun handlede ind, og da hun stod ved kassen, så jeg straks på hende, hvor fortvivlet hun var over at skulle bære alle varerne hjem.
Bor du mon langt væk? spurgte jeg forsigtigt.
Kun tre gader herfra, svarede hun blidt.
Jeg kan følge dig hjem med poserne, tilbød jeg uden at tøve.
Butikken nærmede sig sin frokostpause, så jeg lukkede ned og ofrede glad min pause for at hjælpe Birthe. Da vi gik sammen, snakkede vi, og jeg opdagede hurtigt, hvor sød og hjertelig hun var. Hun var 78 og helt alene i verden. Hendes søn var gået bort alt for tidligt af kræft, og datteren havde meldt sig ud af samfundet og kontaktede aldrig sin gamle mor. Siden den dag blev vi venner.
Jeg fandt hurtigt stor glæde i at besøge Birthe hjemme i hendes hyggelige lejlighed. Vi drak te, snakkede længe om livet, og jeg hjalp hende med lidt praktiske ting i hjemmet. Nogle gange sad vi bare stille sammen, og det trøstede os begge.
Men en dag kunne jeg ikke få kontakt med hende. Jeg blev bekymret, tog hjem til hende og bankede længe på. Endelig åbnede en kvinde døren. Det var naboen.
Er du Stina? spurgte hun stille.
Ja, hviskede jeg.
Birthe er gået bort. Hun efterlod et kort til dig, inden hun blev kørt på hospitalet.
Jeg smed brevet i min lomme og gik jeg kunne ikke få mig selv til at læse det på det tidspunkt. Om aftenen fortalte jeg min mand, hvad der var sket, og sammen satte vi os og læste brevet.
Kære Stina, du har været mit eneste faste holdepunkt. Jeg har en lille datterdatter min datter fik frataget forældremyndigheden og pigen blev anbragt på børnehjem. Jeg plejede at besøge hende hver weekend … Hvis du har mulighed, kunne du måske besøge hende af og til? Her er nummeret ring, der venter dig noget…
Jeg tastede nummeret ind og lavede en aftale. Min mand tog med mig, og til min overraskelse mødtes vi med en notar. Det viste sig, at Birthe havde testamenteret sin lejlighed til mig.
Dagen efter besøgte vi den lille pige på børnehjemmet. Helle en rødhåret pige på ti med det kærligste smil rørte os begge dybt, og vi besluttede straks at ansøge om at adoptere hende. Børnene hjemme blev glade.
Tre år gik. Jeg og min mand kom ud i et stort skænderi, og han flyttede ind hos sin mor. Senere fandt vi dog sammen igen, og familien blev hel.
Helle voksede sig stor, men hun ønskede ikke at flytte ind i sin afdøde mormors lejlighed, så vi lejede den ud for at supplere vores økonomi. Vores andre børn blev ved med at bo hjemme lidt endnu som det nu er her i Danmark.
En aften kom min mand sent hjem fra arbejde. Jeg løb ud for at tage imod ham, men han var ikke alene. En lille dreng holdt ham i hånden.
Jeg kan forklare, sagde han alvorligt.
Lad os spise først, få ro på børnene, så kan vi tale bagefter, svarede jeg.
Det viste sig, at mens han boede hos sin mor, var der sket noget. Han havde drukket for meget og havde ja, sådan kan livet gå sine uventede veje. To dage senere havde han nærmest glemt det hele. Men i dag havde de sociale myndigheder ringet. Kvinden havde født en dreng, men var nu frataget retten til at tage sig af sit barn pga. alkoholproblemer, så man havde fundet frem til min mand. Hvis vi sagde nej, ville drengen ende på et børnehjem. Hvis du vil det, sagde han, kan vi lade ham gå til adoption. Jeg vil forstå dig.
Men jeg kunne ikke lade det ske. Drengen var som et spejlbillede af min mand, og jeg kunne ikke andet end at åbne mit hjerte og tage ham til mig som min egen.
Og sådan lever vi vores liv videre et liv, der pludselig tog uventede drejninger. Men i Danmark lærer man, at familie ikke kun handler om blod det er dem, man vælger at holde af og passe på hinanden.
