Jeg arbejdede som ekspedient i en lille butik i Odense. En ældre kvinde kom en dag ind for at handle. Da hun havde fyldt sin nettopose, stod hun lidt rådvild og så sig omkring. Jeg fattede hurtigt, at hun næppe kunne slæbe varerne hele vejen hjem alene.
Hvor langt bor du fra butikken? spurgte jeg hende.
Jeg bor tre gader herfra, svarede hun stille.
Så skal jeg nok hjælpe dig med at bære tingene hjem.
Butikken lukkede snart, så jeg sprang bare min frokostpause over for at følge hende. Vi endte med at sludre hele vejen hun var virkelig sød og snakkesalig. Hun hed Bodil, var 78 år, og hun boede helt alene. Hendes søn var død af kræft, da han var ung, og hendes datter havde mistet forældreretten og havde ikke kontaktet hende i årevis. Efter den dag blev vi faktisk venner.
Jeg begyndte at besøge Bodil tit. Så sad vi og drak te ved hendes lille køkkenbord og snakkede om livets store og små ting. Jeg hjalp hende med at gøre rent og handle og prøvede at muntre hende op.
En dag blev jeg bekymret, for jeg kunne ikke få fat i hende. Jeg gik derfor over til hendes lejlighed og bankede længe på døren. Til sidst kom en nabo ud og spurgte:
Er du Stine? Hendes veninde?
Ja, svarede jeg.
Bodil døde for et par dage siden. Hun efterlod dig et kort, da hun blev kørt på hospitalet.
Jeg tog kortet med hjem jeg kunne simpelthen ikke læse det lige der og da. Om aftenen læste jeg det højt for min mand.
Kære Stine, du har været min største støtte. Den eneste jeg har kunne bede om hjælp. Min datter blev frataget forældremyndigheden, og derfor bor mit barnebarn, Freja, på børnehjem. Jeg besøgte hende hver weekend Hvis du orker, vil du så ikke besøge hende en gang imellem? Her er nummeret de venter dig der
Næste dag ringede jeg og aftalte et besøg. Min mand tog med og overraskende nok viste det sig, at manden vi mødte, var notar. I hans kontor fik vi at vide, at Bodil havde testamenteret sin lille lejlighed til mig.
Inden længe tog vi sammen op for at hilse på Freja. Hun var en lille rødtop på ti år, sød og varm, og både min mand og jeg faldt hurtigt for hende. Vi besluttede os for at adoptere hende vores børn tog gladeligt imod hende i familien.
Der gik tre år. Min mand og jeg blev uvenner og han flyttede hjem til sin mor for en periode. Men senere fandt vi sammen igen.
Freja voksede sig stor, men havde ikke travlt med at flytte ind i mormorens gamle lejlighed. Vi udlejede den, så familien havde lidt ekstra kroner at gøre godt med. Samtidig blev vores egne børn boende hjemme det var nu hyggeligt nok.
Så en aften, hvor min mand havde arbejdet over, og jeg hørte hoveddøren gå sent, skyndte jeg mig ud for at tage imod ham. Men han kom ikke alene han havde et barn i hånden.
Jeg kan forklare det her, sagde han stille.
Lad os lige spise lidt aftensmad, få lagt ungerne og så tager vi snakken, svarede jeg.
Det var, mens jeg var flyttet hjem til min mor sagde han. Det var en fejl, jeg har altid elsket dig. Jeg var for fuld og To dage senere skammede jeg mig og forsøgte at glemme. Men i dag blev jeg ringet op af kommunen hun havde fået en søn, og har skjult det. Hun har drukket, ikke passet ordentligt på ham så nu har hun mistet al forældreret. Hvis jeg siger nej, kommer han på børnehjem. Hvis du synes, vi skal sige nej, forstår jeg dig.
Jeg kunne jo ikke sige nej til det barn. Han lignede min mand på en prik, og jeg tilgav og tog ham til mig som mit eget. Sådan blev vores lille familie lidt større, lidt mere kaotisk og meget, meget dansk.
