Vi har alle sammen familie, og hvis man har en stor slægt, findes der næsten altid nogle, der har det særdeles godt økonomisk. Ofte bliver sådanne familiemedlemmer ikke just mødt med varme blikke fra resten af flokken der er misundelse på deres velstand. Trods det er man dog altid omhyggelig med at sende dem invitationer, når der skal holdes fester for hvem ved, måske kommer de med en særlig flot gave. Sådan var det også i min familie engang.
Der var et bryllup for fem år siden min fætter Viggos barnebarn, Asger, skulle giftes med Anne-Mette. Fra brudens side var der inviteret nogle lidt mere fjerne og velhavende slægtninge; folk, man kun sjældent ser. Men til et bryllup gælder det gamle ordsprog: det er ikke gæsterne, men gaverne, der tæller især når pengene er løst ved lommerne.
Aftenen bød på glade gæster, huset var fuldt af latter, solskin, og Asger og Anne-Mette strålede af lykke. I sidste øjeblik netop som de skulle til at åbne gaverne kom så de velstående slægtninge. Manden gled ind i stuen med sin hustru, begge iført dyrt tøj og et diskret smil.
En rar dame, der sad ved min side, lænede sig ind til mig og sagde roligt: “Lad os nu se, hvad der sker. Jeg tror svigermor bliver slemt skuffet over den gave og det gør brudeparret nok også.”
Jeg kunne ikke lade være at spørge: “Hvorfor dog det? Betyder det virkelig så meget, hvad gaven er?”
Så blev det deres tur. Det velhavende ægtepar overrakte gavekuverten til toastmasteren. Han åbnede den, og det blev helt stille i rummet. Jeg kunne mærke nysgerrigheden snige sig frem var det mon nøglerne til en villa i Hellerup, en splinterny Volvo, en rejse til Sydeuropa, eller måske bare et stort beløb i danske kroner? Toastmasteren kiggede, og straks kom bryllupsmor, Olga, hen og talte pengene op. Hun rettede et overrasket, nærmest bebrejdende blik mod gaverne.
“Er det alt? I kører i Mercedes med chauffør, og så giver I sådan en gave nærmest som fattigfolk!” udbrød hun.
De velhavende slægtninge sagde intet, men tog roligt kuverten med sig og sagde: “Kan I ikke lide vores gave, så giv den til nogen, der har mere glæde af den.” Og så forlod de selskabet uden et ord mere.
Det må I have set: hele lokalet brød ud i latter. Jeg selv grinede også.
Det kom senere frem, at man ofte kun inviterede disse folk i håbet om dyre gaver, både til bryllupper og fødselsdage. Og hvor meget var der i kuverten? Der var penge nok til en uge på badehotel ved Vesterhavet. For mig personligt ville det have været en fornem gave især når man tænker på, hvor fjernt beslægtede de var. Men for Asgers mor var det åbenbart kun et gaveindslag for de mindre bemidlede. Sådan kan man jo også se på det i danske familier men jeg husker stadig brylluppet med et smil.
