Vi har jo alle sammen familie. Og hvis man har mange slægtninge, så kan der blandt dem sagtens være nogle ganske velstående nogen, der ofte ikke er de mest populære – de øvrige slægtninge ser skævt til deres rigdom og misundelse sniger sig ind. Alligevel forsøger man altid at få netop disse rige familiemedlemmer med til store højtider, i håb om en ekstra flot gave. Sådan nogle slægtninge har vi også i min familie. Jeg kan huske et bryllup for fem år siden, hvor jeg var inviteret. Det var min grandfætters datter, Anne-Mette, der blev gift. Fra brudens side var nogle meget velhavende slægtninge blevet inviteret fjerne slægtninge, som de fleste af os aldrig havde talt med før.
Mange tænker: Lad os invitere dem med penge, så får vi garanteret en dyr gave! Især til et bryllup burde gaven jo imponere. Stemningen til festen var høj, huset summede af gæster og både brud og gom sad med store smil. De rige slægtninge ægteparret kom selvfølgelig for sent. Faktisk ankom de lige præcis, da gaverne skulle bringes frem.
Damen ved siden af mig lænede sig ind og sagde roligt: Nu bliver det spændende at se. Jeg er helt sikker på, at brudgommens mor bliver skuffet over gaven. Det gør brudeparret nok også.
Det undrede mig: Hvorfor dog det? Er det ikke tanken, der tæller?
Så blev det tid til, at de velstillede slægtninge skulle overrække deres gave. De rakte et diskret hvidt kuvert til toastmasteren, som åbnede den. Pludselig blev stuen helt stille alle ventede spændt. Skjulte den mon nøglerne til en lejlighed, eller måske til en ny bil? Eller havde de bare lagt en ordentlig stak kroner i?
Toastmasteren hviskede hvad der var i kuverten. Brudgommens mor tjekkede hurtigt indholdet og sendte et spørgende blik til ægteparret med stor bil og privatchauffør.
Er det alt? sagde hun lettere hånligt. I er inviteret til bryllup, i lever et liv i luksus, og så forærer I sådan en gave det er jo nærmest tiggeri!
De rige slægtninge tog stille og roligt kuverten tilbage og sagde:
Kan I ikke lide gaven, så giv den til nogen, der vil sætte pris på den. Og så gik de uden et ord mere.
Man skulle have været der. Hele selskabet begyndte at le, og jeg kunne ikke lade være.
Senere fandt jeg ud af, at de ofte kun blev inviteret til fester på grund af deres rigdom, aldrig for selskabets skyld. Hvor meget var der i kuverten? Beløbet kunne snildt have rakt til en uges ferie for to på et glimrende hotel sydpå. For mig ville det være en luksusgave især fra så fjerne slægtninge. Men alligevel mente brudgommens mor, at det var en gave til fattigfolk.
