For nogle år siden blev min ven Mikkel gift. Jeg må indrømme, han holdt ud længe Mikkel var allerede treogtredive. Han havde altid levet sit helt eget liv og givet klart udtryk for, at ægteskab var noget for de andre. Alt det med at tage hjem til forældrene til søndagsfrokost, købe ind til en hel uge ad gangen, og familiemiddage det var helt uspiseligt for ham. Når vennerne drillede, fik de altid samme svar:
Jeg har min egen lejlighed, fast arbejde hvad skal jeg med familie? Jeg klarer mig glimrende! Desuden har jeg en trofast ven min hund, Balder. Vi hygger os her, uden at skulle tage hensyn til nogen. Og kvinder? Dem har jeg i dag, og ikke i morgen.
Men alt har en ende, og Mikkel blev selvfølgelig også ramt. Han faldt for en kvinde. Og hun var ikke hvem som helst… Hun var notorisk utilnærmelig, hvilket bare gjorde hende endnu mere interessant. Hun hed Freja, og de mødtes første gang på en café i Indre By. Hun var 29, allerede skilt, men uden børn.
Siden så de hinanden igen, et par gange hjemme hos Mikkel og pludselig hang hendes tøj i hans garderobe. Før han fik set sig om, boede hun der fast. En dag sad de i køkkenet over en kop kaffe, da Freja pludselig siger:
Mikkel, du har jo hentydet til bryllup et par gange. Og, tja, jeg tror faktisk, jeg er klar på det.
Mikkel kunne vride sin hjerne nok så meget han kunne ikke huske, han havde nævnt det. Men sige direkte nej turde han ikke helt, så da samtalen hurtigt blev til bryllupsplanlægning, var han nærmest prisgivet.
Tingene gik ikke helt efter Mikkels plan, men på et tidspunkt, tænkte han, måtte han vel giftes. Og Freja var egentlig et udmærket valg. Der røg så endnu en fri sjæl i svinget.
Det første år som ægtefolk var sjovt bortset fra de små gnidninger, man ikke helt kan undgå. Freja brød sig ikke om, at Mikkel kunne finde på at komme hjem klokken langt-efter-fyraften eller i lettere festlig tilstand. Til gengæld holdt hun stadig lidt kontakt med sin eksmand, særligt når hun skulle brokke sig over Mikkel. Det var han selvfølgelig ikke specielt begejstret for.
Når han konfronterede hende, hævdede Freja, at hun bare forsøgte at være et bedre menneske. Men en aften, hvor Mikkel havde fejret chefens fødselsdag lidt for grundigt ude med kollegerne, kom han slingrende hjem og smed sig ind i det lille værelse ved siden af stuen. Han fik fat i, at Freja snakkede med Balder ude i køkkenet.
Du er sådan en snu fyr, Balder. Du spiser og sover. Hvad skulle du ellers lave? Du er faktisk klogere end din ejer. Du siger ikke et kvæk, men du forstår alt. Mikkel han fatter hat. Hvordan kan man leve sådan?
Mikkel skimtede overveje at rejse sig og forsvare sin ære. Men inden han nåede det, hørte han mere.
Se nu på det. Han er steget hjem i flyvende tilstand igen. Kan du heller ikke udstå lugten? Han bliver værre og værre. Jeg kan snart ikke holde ham ud mere. Angrer, jeg overhovedet giftede mig med ham. Han virkede normal i starten, men han er umulig. Min eksmand var meget bedre drak ikke, havde fast løn. Hvorfor forlod jeg ham? Nåh ja, han var mig utro én eller to gange men hvem har ikke prøvet det? Til gengæld var han god til gaver og endnu bedre til at sige undskyld. Han vil stadig have mig tilbage… Hvad skal jeg gøre, Balder? Gi mig bare et tegn!
I det øjeblik træder Mikkel ind i rummet. Han kalder på Balder, stirrer på Freja og siger:
Hvis du tror, jeg lå vågen om natten og drømte om familieidyl, så tager du fejl. Jeg har slet ikke brug for en kone. Slet ikke en som dig. Det var dig, der flyttede ind hos mig. Nu er det nok du har en time til at pakke. Din eksmand savner dig nok. Eller også kan du finde en helt tredje. Og ét til… I morgen kan du jo bare søge om skilsmisse.
Freja begyndte at græde og bedyre, at han ikke havde nogen følelser. Men Mikkel stod fast og viste hende ud ad døren. Udenfor bestilte hun en taxa og forsvandt ud af Amager i det, der kun kan beskrives som en ret uklar retning.
