»Hvis du tror, jeg ikke gør noget for dig, så prøv at klare dig uden mig!« konen rasede.
Den aften føltes stilheden i huset ekstra trykkende. Mette rørte langsomt i suppen, mens hun lyttede til den monotone tikken fra væguret. Engang havde lyden irriteret hende dengang huset var fyldt med deres sønners stemmer, latter og travlhed. Nu var tikken den eneste selskab i det tomme hjem, der engang havde været så fyldt med liv.
Hun skottede til sin mand. Henrik sad som sædvanlig begravet i sin telefon. Skæret fra skærmen reflekterede i hans briller og skabt underlige lysmønstre. Før havde hun fundet det hyggeligt der var han, hendes mand, hjemme, ved hendes side. Nu fremkaldte synet kun en underliggende irritation.
»Maden er klar,« sagde Mette og forsøgte at holde stemmen neutral.
Han nikkede uden at løfte hovedet. Hun satte tallerkenerne frem de fine fra det servicet, hun plejede at gemme til særlige lejligheder. Men hvilke særlige lejligheder var der tilbage? Sønnerne kom sjældent forbi, og der var ingen børnebørn endnu. Kun de to tilbage i dette store hus, hvor hvert hjørne mindede om bedre tider.
Mette hældte suppen op og pyntede med friske urter persille og dild fra vindueskarmen, hvor hun altid dyrkede dem til hans yndlingsretter. Ved siden af tallerknen lagde hun friskskåret rugbrød.
Henrik lagde endelig telefonen fra sig og tog en ske. Hun holdt vejret og ventede på hans reaktion. Første skefuld. Anden. Ved den tredje skar han en grimasse.
»Smager dårligt igen,« mumlede han og skubbede tallerknen væk.
Der knækkede noget indeni hende. Mette så på sine hænder røde af varmt vand, med hård hud. Hun havde tilbragt hele dagen på fødderne: vasket hans skjorter, stryget hans bukser, lavet den fordømte suppe. På komfuret kogte hans yndlingste den, hun altid bryggede på en bestemt måde, fordi »ellers smager den ikke godt«.
Hun så på bunken af stryget tøj hvert stykke foldet perfekt, som han foretrak. Femogtyve år. Femogtyve år havde hun foldet de samme skjorter på én bestemt måde, fordi »ellers bliver de krøllede«.
»Ved du hvad« hendes stemme dirrede, ikke af gråd, men af vrede. »Hvis du tror, jeg ikke gør noget for dig, så prøv at klare dig uden mig!«
Han så op for første gang den aften mødte han virkelig hendes blik. I hans øjne læste hun overraskelse, som om han ikke kunne tro, at denne stille, følgende kvinde kunne hæve stemmen.
Mette rejste sig brat. Stolen skrabede mod gulvet, men hun tog ikke notits af det. Hun greb sin frakke den gamle, hun havde købt for tre år siden, fordi »hvorfor skal du have en ny, den her kan holde i årevis endnu«.
»Hvor skal du hen?« Der lød bekymring i hans stemme, men hun hørte ham ikke længere.
Hovedduren smækkede bag hende. Den kølige aftenluft ramte hende i ansigtet, og for første gang i mange år føltes det, som om hun kunne trække vejret ordentligt. Hun vidste ikke, hvor hun skulle hen. Hun vidste ikke, hvad hun ville gøre. Men for første gang i lang tid føltes det ikke som frygt for det ukendte men en underlig, berusende følelse af frihed.
Den lille lejlighed på fjerde sal modtog Mette med en usædvanlig stilhed. Ikke den kvælende slags fra hjemmet, men en lettere, luftig slags. Her var der ingen ure, der målte hendes liv minutterne, ingen bebrejdende blikke eller de sædvanlige »hvorfor«-spørgsmål.
Hun vågnede tidligt en vane efter årtiers opvågning klokken seks for at lave morgenmad, stryge skjorter, pakke tasker Men i dag var alt anderledes. Mette lå i en fremmed seng og så sollyset langsomt glide op ad væggen. Ingen pressede hende, ingen forventede opmærksomhed eller sædvanlig service.
»Jeg kan bare ligge her,« hviskede hun og grinede lidt ved tanken.
Men gamle vaner slap ikke så let. Hendes hænder rørte sig automatisk mod at rede sengen, tørre støv af, begynde den sædvanlige huslige rutine. Mette stoppede sig selv:
»Nej. I dag gør jeg, hvad jeg selv vil.«
Hun stod længe foran spejlet i badet og betragtede sit ansigt. Hvornår havde hun sidst virkelig set på sig selv? Ikke et hurtigt blik for at tjekke, om alt var på plads, men rigtigt? Rynkerne om øjnene var dybere, der var mere gråt i håret. Men øjnene øjnene lyste pludselig.
Udenfor var luften frisk. Oktobermorgenen duftede af faldne blade og kaffe fra den nærliggende café. Før var hun altid gået forbi dette sted i travlhed, på vej til indkøb. »Spild af penge,« plejede Henrik at sige. Og hun havde nikket og overbevist sig selv om, at hjemmebrygget kaffe smagte bedre.
Dørklokken ringede. Indenfor duftede det af friskbagt wienerbrød og kanel. Mette standsede usikkert i døren, som om hun følte sig som en ubuden gæst i dette hyggelige rum.
»Godmorgen!« smilede den unge barista. »Hvad skal det være?«
»Øh« Mette var forvirret. I årevis havde hun brygget kaffe til andre, men aldrig tænkt over, hvilken hun selv kunne lide. »Hvad vil du anbefale?«
»Jeg kan foreslå vores special-latte med karamel og kanel. Og vi har lækre mandelhorn lige fra ovnen.«
Før ville hun have rystet på hovedet for dyrt, for fedt, hvad ville Henrik sige Men i dag var anderledes.
»Ja tak. Og et mandelhorn, tak.«
Hun satte sig ved vinduet og så på de forbipasserende. Ved bordet ved siden af diskuterede en gruppe unge piger ivrigt og brast i oprigtig latter. Mette bemærkede noget hvornår havde hun sidst grinet sådan? Ikke af høflighed, ikke tvunget, men helt ægte?
Den første slurk kaffe bredte sig som karamelsødme på tungen. Hun lukkede øjnene af velvære. Gud, kunne livet virkelig være så lækkert?
Telefonen i tasken var tavs. For første gang i femogtyve år vågnede Henrik uden færdiglavet morgenmad, uden stryget skjorte, uden pakket frokost. Hvad lavede han nu? Var han vred? Forvirret? Eller havde han slet ikke bemærket hendes fravær, stadig begravet i sin telefon?
»Mere kaffe?« spurgte baristaen.
