Hvis du skændes, smider min søn dig ud på gadenråbte svigermoren og glemte, hvis lejlighed det egentlig var.
“Signe, bag en kålpostej til aftensmad i morgen,” udbrød Ellen Margrethe og marcherede ind i køkkenet, hvor hun satte sig ved bordet. “Jeg har ikke fået ordentlig bagværk i lang tid. Du laver altid så underlige retter.”
Signe drejede sig væk fra komfuret, hvor hun stegte frikadeller. Hendes svigermor sad med sit sædvanlige utilfredse udtryk og rettede på sin mørkerøde sweater.
“Jeg er allergisk over for kål, Ellen Margrethe,” svarede Signe roligt og vendte en frikadelle. “Jeg laver den ikke.”
“Hvad mener du med, at du ikke laver den?” Så skarpt en tone havde Ellen Margrethe ikke brugt før. “Jeg beder dig om noget, og du nægter? Hvem tror du, du er, der taler sådan til mig? I min tid viste svigerdøtter respekt for deres ældre!”
“Det handler ikke om respekt,” sagde Signe og flyttede panden til en anden blus. “Hvis jeg laver kål, får jeg et allergianfald. Lav den selv, hvis du vil have den så meget.”
“Lave den selv?” Ellen Margrethe sprang op fra stolen. “Jeg er ikke din tjenestepige! Du er husets frue, så lav, hvad jeg siger! Og din allergi er bare en undskyldning. Du er for doven til at arbejde med dej!”
“Ellen Margrethe, hvad har dovenskab med det at gøre?” Signe vendte sig mod hende. “Jeg laver mad hver dag, rydder op, vasker tøj. Men jeg laver ikke kålpostej, for jeg kan det fysisk ikke!”
“Kan ikke eller vil ikke?” Så tæt på kom svigermoren ikke ofte. “Tror du, fordi min søn giftede sig med dig, at du kan bestemme over mig? Vi skal nok se, hvem der virkelig har magten her!”
Nøgler raslede i entréenMads var kommet hjem. Ellen Margrethes ansigt skiftede øjeblikkeligt til et offeragtigt udtryk.
“Mads, min dreng,” skyndte hun sig hen til ham. “Godt, du er her. Din kone er blevet helt fræk! Jeg bad hende om at bage en postej, og hun er uhøflig og nægter!”
Mads trak jakken af og sendte sin kone et træt blik. Hun stod ved komfuret med en anspændt mine.
“Signe, hvad foregår der?” spurgte han og hængte jakken på knagen. “Hvorfor nægter du min mor?”
“Jeg er allergisk over for kål, Mads,” svarede Signe lavmælt. “Jeg har allerede forklaret det til Ellen Margrethe.”
“Allergi? Hvilken allergi?” Mads viftede afvisende. “Mor, bare rolig. Signe bager postejen i morgen. Ikke også, skat?”
Signe så tavst på sin mand, så på svigermoren, der stod triumferende. Hendes hjerte knugede af smerte.
“Nej, jeg bager den ikke,” sagde hun bestemt, tog forklædet af og gik mod døren. “I kan selv lave aftensmad.”
Signe gik ind i soveværelset og lukkede døren efter sig. Bag væggen lød dæmpede stemmerMads og hans mor spiste roligt og snakkede om hverdagslige ting. Som om intet var sket. Som om hans kone ikke var gået i seng ulykkelig, men bare forsvundet i den blå luft.
Næste morgen stod Signe op tidligere end sædvanligt. Ellen Margrethe sov endnuhuset var usædvanligt stille. Mads sad ved køkkenbordet med en kop kaffe og scrollede gennem nyheder på sin telefon.
“Mads, vi skal tale,” sagde Signe og satte sig overfor ham med hænderne foldet. “Alvorligt.”
Han så op fra skærmen med et forvirret rynket bryn.
“Om hvad?”
“Om din mor,” sukkede Signe. “Jeg er træt af de konstante bebrejdelser. Ellen Margrethe kritiserer althvordan jeg laver mad, rydder op, hvad jeg går i. Jeg er træt af at adlyde hende i mit eget… i vores hjem.”
“Signe, hvad snakker du om?” Mads lagde telefonen fra sig. “Mor opfører sig fint. Hun har bare sine vaner.”
“Vaner?” Stemmen skar gennem luften. “Kalder du det at kommandere voksne mennesker? Mads, måske er det på tide at finde en lejebolig til din mor? Lad hende bo for sig selv? Vi er stadig ungevi har brug for vores eget rum.”
Mads hamrede koppen i underkopet.
“Foreslår du at smide min mor på gaden?” Hans stemme var kold som metal. “Hun bad om at bo hos os, og du vil smide hende ud?”
“Jeg siger ikke det,” Signe rakte ud efter ham, men han trak sig væk. “Bare et eget sted. Vi kunne hjælpe med huslejen…”
“Hør her, jeg kan ikke lide det her,” Mads rejste sig og begyndte at gøre sig klar til arbejde. “Mor generer ingen. Tværtimodhun gør vores liv bedre. Laver mad, hjælper til.”
“Hvornår laver hun mad?” Signe rejste sig også. “Mads, åbn øjnene! Jeg arbejder, kommer hjem, laver aftensmad, rydder op, vasker tøj. Og din mor gør ikke andet end at kritisere!”
“Nu er det nok,” afbrød Mads hende og trak jakken på. “Jeg vil ikke høre mere. Mor bliver hos os. Punktum.”
Døren smækkede bag ham med en ubehagelig lyd. Signe blev alene i køkkenet og stirrede på sin mands halvtomme kaffe. Bitterheden fra samtalen bredte sig i hende som den kolde drik. Hun tog langsomt koppen, vaskede den og satte den til at tørre.
Det foru
