Jeg sagde til hende: »Hvis du havde en eneste smule samvittighed, ville du gøre rent efter dig selv bare én gang.« Men min søn beskyldte mig for at ødelægge hans familie.
Jeg var kun 22, da min mand forlod os. Jeg stod tilbage med vores toårige søn, Mikkel. Åbenbart var familielivet for tungt for ham – han skulle arbejde, tjene penge, tænke på andre end sig selv. Men han ville have noget andet: et let liv, fest og yngre kvinder. Så han forsvandt. En dag kom han bare ikke hjem. Uanset hvordan han var som mand, var det alligevel lettere, da vi var sammen. Nu skulle jeg klare alt alene.
Mikkel startede i børnehaven, og jeg fik et arbejde. Dag ud og dag ind. Nogle dage kom jeg hjem helt udmattet. Men der var altid ryddeligt, mad på bordet, og min søn var ren, mæt og klædt i stryget tøj. Sådan havde min mor opdraget mig. Den generation var bare anderledes.
Jeg skal ikke lyve – jeg forkælede Mikkel. Som 27-årig kunne han ikke engang stege kartofler. Jeg gjorde alt for ham. Og så giftede han sig. Jeg blev faktisk glad – nu kunne hans kone tage sig af ham. Endelig kunne jeg fokusere på mig selv. Måske finde en ekstra indtægt eller bare slappe af efter alle disse år. Men sådan gik det ikke.
Mikkel sagde: »Mor, Katrine og jeg vil bo hos dig lidt, mens vi finder ud af tingene.« Nå, men så var det sådan. Jeg tænkte, de var unge, de måtte gerne bo her. Katrine ville lave mad, vaske tøj og holde rent, som en kone nu engang skal. Jeg kunne tåle det. Men det gik helt galt.
Katrine var, mildt sagt, ikke den store husmor. Hun ryddede ikke op, vaskede ikke, hverken hendes egne eller Mikkels ting. Hun tog ikke engang sin egen kop med til køkkenet. I tre måneder levede jeg som i en kollegiebolig – det eneste, der manglede, var et skema for, hvem der skulle lave mad. Jeg lavede mad til tre, ryddede op, vaskede tøj og tog skraldet ud. Og hvad gjorde de? Katrine scrollede hele dagen på telefonen eller hang ud med veninderne. Mikkel arbejdede, mens hun ikke lavede en skid.
Når jeg kom hjem efter arbejde, ventede kaos på mig. Beskidt service i vasken, krummer på bordet, hår på gulvet. Køleskabet var tomt – ikke en smule mad at finde. Alt blev min opgave: handle ind, lave mad, rydde op efter alle.
Og det fortsatte uge efter uge. En dag kom Katrine ud i køkkenet, mens jeg stod og vaskede op, og satte roligt en tallerken på vasken. Den var gammel, med madrester og små fluer omkring – den havde åbenbart ligget på hendes værelse i flere dage. Jeg kunne ikke holde det ud længere.
Jeg sagde: »Katrine, hvis du har den mindste smule samvittighed, må du gøre rent efter dig selv. Bare én gang. Jeg er ikke din rengøringshjælp. Jeg arbejder, jeg er træt. Du er ung, stærk og voksen. Hvad er der så svært ved at tage sin tallerken og vaske den?«
Og ved du hvad hun gjorde? Næste dag flyttede de. De lejede en lejlighed og forsvandt uden et ord. Senere sagde Mikkel til mig: »Du ødelægger min familie. Du er aldrig tilfreds. Du piller ved alt.« Mig? Mig, som har fodret dem, gjort rent efter dem, vasket deres tøj og holdt ud i månedsvis?
Nu blander jeg mig ikke mere. Mit hjem er rent og roligt nu. Jeg passer kun mig selv. Hvilken fryd at komme hjem og ikke se en pande med anbrændte rester på komfuret. Den unge generation i dag aner ikke, hvad arbejde er. De vil have alt serveret på et sølvfad. Men respekt? Ikke en dråbe.
