Jeg og min kone var helt lamslåede sagde Marianne, halvtreds år gammel. Det, han gjorde, altså den unge mand, han kørte hele graviditeten igennem og det er ikke engang et eventyr at fortælle om, der er simpelthen ikke ord Han sendte hende til abort, og smed hende ud af den lejlighed, de lejede sammen. Han råbte op overalt om, at barnet ikke var hans hun blev gravid, siger de. Mine nerver blev slidt helt op, helt ærligt!
Jeg forstår Mod slutningen, sådan tre uger før fødslen, virkede han pludselig mere rolig. Jeg hørte, han ringede til Astrid, snakkede normalt, spurgte til hendes helbred, hvordan barnet havde det, hvem det var, hvornår det skulle komme. Men han kom ikke én eneste gang mens hun boede hos os, han købte ikke engang en hue til barnet, ikke en eneste æble Torsdag fik jeg et barnebarn! I morgen bliver de udskrevet. Min datter og min mand fortalte, at Rasmus kommer og henter dem fra hospitalet. Vi blev helt målløse! Efter alt det
Måske er manden ved at ændre sig? Giver det mening at lade ham få en chance? Jeg ved ikke, hvor han er henne nu, men min far og jeg er helt imod det. Jeg har sagt det, vi har ikke set noget støtte fra hans side under hele graviditeten. Hvor vil han tage hende og barnet hen? Astrid siger, han har lejet en étværelses lejlighed Hvilket pjat, med en nyfødt i en slags bed-and-breakfast, ikke engang i København, men et sted ingen kender! Astrids far sagde hvis det fjols dukker op til kontrol, så vender vi om og tager hjem, og du kan leve som du vil
Astrid, Mariannes datter og hendes mand, er seksogtyve år. En dejlig pige, et kært barn, familiens eneste barn. For halvandet år siden begyndte Astrid at ses med Rasmus, som hendes forældre ikke havde meget til overs for.
Han har ingen uddannelse, gik i skole, men ifølge ham dumt nok dukkede han aldrig op til eksamen i 3.g. Marianne mistænker, at han heller ikke gik til afgangsprøve i 9. klasse, men han siger aldrig sådan noget for ikke at fremstå svag.
Rasmus arbejder som flyttemand for et møbelfirma og håber at tjene godt. For en mand uden uddannelse ganske godt. Hans officielle løn er nærmest til grin, men han får mest ind gennem ekstra jobs og drikkepenge. Folk bestiller nye møbler, flyttemændene leverer, og de gamle bliver skilt ad og fjernet. Nogle gange er det gamle ret fint, kan endda sælges, ejeren er ligeglad tag det og gør hvad du vil.
Han snor sig rundt og klarer sig okay.
Astrid har universitetsuddannelse, er specialist i markedsføring, arbejdede i et reklamebureau før barsel, gik i dragt og høje hæle, var vant til at omgås folk på hendes niveau. Men så ud af det blå kom Rasmus ind i hendes liv. Noget med, at han kom med møbler til Astrids kontor. Sådan mødtes de.
De begyndte at bo sammen, imod alle odds! fortæller Marianne. Alle hendes venner var chokerede, ingen forstod det vist.
Så blev hun pludselig gravid. Rasmus ville bestemt ikke giftes og brugte hele ni måneder på at drive os alle til vanvid. Astrid flyttede hjem til os og vi forberedte os på barnet. Lavede om i hendes gamle værelse, købte alt til babyen, betalte for fødslen på en god klinik.
Og nu kommer han, laver et tegn med fingeren og alt det vi har gjort, betyder ingenting! Marianne var nærmest ved at græde Hun er klar til at gå til ham, til et-eller-andet lejlighed med sit barn. Hvad skal gode forældre gøre i sådan en situation, ikke? Bare lade hende gå og ønske held og lykke? Skal vi vente til næste gang hun kommer tudende og uden sko? Det sker nok før eller siden!
Synes du det er rimeligt at give sin datter et ultimatum: “Hvis han kommer, går vi?” Er det rigtigt at støtte sit barn i deres valg? Hun valgte at tilgive og give ham en anden chance, er det sådan det må være?
Eller kan forældrene forstås?
Jeg har lært, at selv når man ikke forstår sine børn, er man nødt til at lade dem træffe deres egne beslutninger. Nogle gange skal man slippe kontrollen, selvom det føles forkert og så håbe, at kærligheden holder i længden.
