” Hvis den lille skal ligne ham forbandede fjols så giver jeg den væk jeg siger det bare lige ud! sagde Lærke med en stemme så flad som en pandekage.
Det er for sent, skat, nu må du bare vente til tiden kommer, sukkede lægen, ellers risikerer du aldrig at få børn.
Lærke vaklede ud af konsultationen og satte sig på venteværelsets bløde sofa for at samle sig. Hun ville græde af ren frustration da hun så op, så hun hvordan efterårsvinden udenfor piskede de sidste blade af træerne.
Hun følte sig som en af de barrnakkede grene helt magtesløs. Denne baby var pludselig så uvelkommen. Og alligevel havde hun ønsket sig den så inderligt for blot tre måneder siden. Hvor kunne alt ændre sig så hurtigt.
Udenfor klinikken gik hun forbi et lykkeligt par: manden holdt om sin kone, og de smilede begge. Synet gjorde ondt. Lærke slæbte sig til busstoppestedet.
Da hun endelig kom hjem, låste hun sig inde på sit værelse i næsten en time. Hendes mor, Gerda, bad hende spise, men Lærke svarede ikke. Gerda gik ud i køkkenet og satte sig tavs. Der hang en tung stilhed i lejligheden.
Efter en tid kom Lærke ud og satte sig overfor sin mor. De sad i tavshed et stykke tid.
Hvis den ligner ham, giver jeg den væk jeg siger det bare, gentog Lærke med den samme døde stemme.
Gerda snappede til. Datterens ord vækkede hende:
Nu har du da mistet forstanden! Lærke Marie, tænk dog, hvad du siger! Når Gerda blev alvorlig, brugte hun altid Lærkes fulde navn.
En sund, arbejdsom pige som dig vil afvise sit eget barn hvad fanden bilder du dig ind? Hvad skal familien sige? Kollegerne? Hvordan skal du leve med dig selv? Barnet har da ikke valgt sin far!
Hvem skal jeg bekymre mig om? Hvem skal have ondt af mig? skreg Lærke. I det øjeblik lignede hun et jaget dyr. Hendes store, brune øjne var fyldt med rædsel, læberne skælvede, og skuldrene var sunket sammen.
Jeg skal nok hjælpe dig, sagde Gerda. Og jeg vil ikke tillade, at du giver mit barnebarn væk
Du har knap nok råd til dig selv, din pension er en joke hvordan skal du hjælpe?
Vi klarer den, insisterede Gerda. Folk overlevede under besættelsen, og vi lever i fredstid det er 1989, for helvede!
Lærke sukkede tungt. Hun var allerede bange nu og fremtiden var kun et stort spørgsmålstegn. Hun vidste ikke, at halvfemserne ville vise deres grusomme side. Men i dag vidste hun kun én ting: Mads havde forladt hende.
De havde været gift i et halvt år og kendt hinanden i halvandet år før det. Intet havde forudset denne katastrofe for det unge, smukke par.
Lærke huskede tydeligt den dag, Mads kom hjem som en helt anden mand. Han prøvede at være blid, som han plejede.
Men hun kunne ikke undgå at lægge mærke til hans distancerede måde, hans eftertænksomhed og hans blik. Blikket fra en mand, der ikke elskede hende længere.
Han vidste, hun var gravid, og det plagede ham. Ellers var han bare gået. I en måned havde Lærke spurgt ham, hvad der var galt, og først da Mads endelig forlod hende, fandt hun ud af hvorfor.
Lærke fik et hysteri-anfald, da Mads mor, Birthe, kom forbi og også brød ud i gråd hun havde ikke forventet sådan et trick af sin søn.
Historien strakte sig helt tilbage til skoletiden. Da Mads gik i eksamensklassen, deltog han i en spejderlejr.
Der var teenagere fra hele landet: de gik på vandreture og boede i telt. Der mødte han Fie og blev forelsket med det samme.
I to uger hang han ved hende. Da de skiltes, udvekslede de adresser. Men Mads mistede hendes, da han flyttede. Fra hende kom der ingen breve.
Med tiden accepterede han det og prøvede at glemme hende. Men så indså han, at hun var hans eneste sande kærlighed. Tre år senere mødte han Lærke, og han troede, Fie var fortid. To år efter blev de gift og begyndte at vente på deres barn.
Så dukkede Fie pludselig op igen. Hun havde heller ikke gemt hans adresse, men hun vidste, hvilken by han boede i. Så hun satte en annonce i den lokale avis. Og den faldt lige i hænderne på Mads. Han inviterede Fie til sin by og bookede et hotelværelse til hende.
Først ville han bare mødes med hende den pige, han aldrig havde glemt. Men mødet genoplivede deres følelser med det samme. Beslutningen var svær, men han tog den: han forlod Lærke, der ventede deres barn, og rejste med Fie.
På arbejdet støttede alle Lærke. En ny kollega, der lige var startet, sukkede og bemærkede:
Et barn er en gave, min mand og jeg har prøvet i fem år uden held.
Netop med en mand, knurrede Lærke. Nu var der ingen glæde ved at vente på sit første barn kun en fornemmelse af at være blevet kasseret.
Derhjemme prøvede Gerda at forkæle Lærke for at dulme hendes sorg. En dag kom Mads mor forbi. Hun græd og ønskede virkelig, at Mads og Lærke skulle blive sammen.
Fie den nye kone kunne hun ikke lide. Især fordi hun havde taget Mads med tusind kilometer væk. Selvfølgelig var det Mads eget valg, men det var sådan, hun så det.
At have to bedstemødre, der forsøgte at trøste hende, gjorde det både sværere og lettere for Lærke. Men det, der skræmte hende mest, var tanken om at møde sin baby.
Hvad hvis den havde Mads øjne, næse, læber hvad så? Skulle hun hele livet se sit barn og blive mindet om hans forræderi? Det var det, der skræmte hende.
Da Lærke blev udskrevet fra hospitalet, havde hun ikke ventet så mange mennesker. Der var hendes mor, Gerda, eks-svigermor Birthe, en tæt veninde med mand, storesøster med niece og hele hendes lille arbejdsplads.
Alle ville holde drengen. Og alle ønskede mor og barn det bedste. Da de endelig kom hjem, tog Birthe barnet i sine arme, så på sit barnebarn, smilede og græd, før hun hviskede:
Han er Mads i en lille udgave.
Hun troede, Lærke ikke hørte det. Men hun gjorde. Hun tog drengen og sagde:
Overhovedet ikke Mads. Han hedder Jonas.
Birthe og
