»Hvorfor forsvinder kærligheden? Den var der jo, den var virkelig der. Jeg var så lykkelig, at jeg ikke lagde mærke til noget omkring mig. Elskede ham, levede kun for ham. Og så missede jeg det øjeblik, hvor han forandrede sig. Naiv og dum. Det fortjener jeg. Jeg slap for meget af. Det måtte man ikke.« Linea stirrede ud ad vinduet på trætoppene, der vippede i vinden. Vejene var dækket af et tyndt lag is, bestrøet med sand. Et par dage uden sne, og gården var blevet sort.
»Jeg tænkte kun på at vaske og stryge, lave lækker mad til ham. Men han ville have passion, et ungt legeme. Midtvejskrise. Jeg så jo, at han prøvede at virke yngre. Troede, han ville holde fast i tiden… Mon hun kan lage mad? Eller spiser de på restauranter? Gud, hvad tænker jeg på? Det er så hårdt. Der er gået måneder, men jeg kan stadig ikke falde til ro. Det vil jeg aldrig kunne.«
Hvilken dato var det i dag? Linea tænkte sig om. »Den fjortende måske. Gammel nytårsdag. Og jeg sidder her hjemme som en gammel kone. Sådan – nu pynter jeg mig lidt og tager en tur i byen.«
Hun satte den tomme kaffekop i vasken og gik i bad. Hun tændte for vandet, tog sin morgenkåbe af og steg i badekarret. Hun trykkede på håndtaget for at skifte til bruseren, men det sad fast. Linea pressede hårdere, og pludselig gik det i stykker. Vand strømmede ud fra både hane og bruser. Hun prøvede at lukke for det, men det lykkedes ikke.
Hun måtte kravle ud og lukke for vandet ved hovedhanen. Vandet stoppede med at strømme, men en tynd stråle løb stadig. Linea tog ikke den våde morgenkåbe på. I stedet fandt hun et par joggingbukser og en t-shirt. »Så er jeg færdig med at bade. Alt går galt. Nytår, men de samme gamle problemer.« Hun tørrede gulvet og mumlede for sig selv: »Hvor mange gange har jeg ikke sagt til Anders, at håndtaget sad fast? Men han gad ikke ordne det. Han havde andre ting i hovedet.«
Hun ringede til ejendomskontoret. Der måtte da være nogen på vagt i nødstilfælde. De lange ringetoner irriterede hende. Hvad nu hvis ingen svarede? Skulle hun ringe til Anders? Nej, hun ville ikke ydmyge sig over for ham. Så hørte hun en træt kvindestemme:
»Hallo?«
Linea forestillede sig en sur, overvægtig dame, der var træt af klager og opkald.
»Mit håndtag i bruseren er gået i stykker!« råbte Linea uforvarende.
»Har du lukket for vandet?«
»Ja.«
»VVS’eren kommer mandag,« svarede damen.
»Mandag? Skal jeg leve uden vand i to dage? Mit badeværelse, køkken og toilet er alle forbundet!«
Der lød en træt suk i røret.
»VVS’eren er på en opgave. Han kommer, når han er færdig. Jeg ringer til ham nu.«
»Hvor lang tid vil det tage?« Linea var bange for, at damen ville lægge på. »Vandet løber stadig. Hvad nu hvis røret springer?«
»Kære ven, du må vente. VVS’eren kommer, når han kan.«
Linea ville spørge igen, men der var allerede optagelsestoner. »Så må jeg vente. Gud, hvorfor sker det her for mig?« Hun skældte lidt længere på Anders, der havde forladt hende med de gamle håndtag. Men hvad hjalp det?
Fjernsynet kørte en eller anden serie. Snart blev Linea så opslugt, at hun glemte vandet. Da der ringede på døren, kunne hun ikke lige huske, hvem der skulle komme. Hun kiggede på uret – kun en time og tyve minutter. Det gik hurtigt.
Hun åbnede døren. En velklædt mand i tresserne stod der – gråhåret, men velholdt.
»Har du brug for en VVS’er?« spurgte han.
»Er du VVS’er?« Linea lød skeptisk.
»Ser jeg ikke ud som en?« Han smilede, og små rynker spredte sig fra øjenkrogene.
»Ikke rigtig. De plejer at være…« Hun gjorde en vag bevægelse med hånden.
»Nå, men du har ret. Jeg er ikke VVS’er. Men jeg kan godt fikse håndtaget.«
»Hvem er du så?«
»Jeg er hans nabo. Han har fejret gammel nytår lidt for vildt og er ikke i stand til at arbejde. Hans kone bad mig hjælpe – ellers bliver han fyret. Hun er handicappet, har ikke noget arbejde, og de har to børn.« Manden tav, som om han ventede, at Linea skulle invitere ham ind. Men hun gjorde ikke noget. »Nå, vil du vente til mandag, eller skal jeg få et kig på det?«
»Ja, selvfølgelig, kom ind.«
Manden satte en slidt værktøjstaske på gulvet og gik i bad.
»Har du lukket for vandet? Godt.« Han undersøgte blandingsbatteriet. »Du skal have et nyt omlægning. Men hele batteriet er gammelt og rustent, det holder ikke længe. Bedre at skifte det hele.«
»Du ved bedst,« sagde Linea mat.
»Bare rolig, jeg ordner det. Jeg løber lige ned i byggemarkedet og henter et nyt.«
»Bliver det dyrt?« Hun prøvede at huske, hvor mange penge hun havde i pung.
»Jeg tager kvitteringen med. Bare rolig.« Han ventede på accept.
»Jamen… okay.«
»Lader jeg tasken her?« Han gik hen mod døren.
»Skulle jeg have ventet til mandag?« tænkte Linea, der nu var helt ude af den. »To dage uden toilet og vand? Nej tak.« Hun satte vand over til te og var lige begyndt at drikke, da der blev ringet på igen. En forpustet mand med en værktøjstaske stod udenfor.
»Se, hvor hurtigt jeg er.« Han gik direkte i bad.
Linea gik i køkkenet og stirrede ud ad vinduet. »Jeg bør tilbyde ham te. Han har jo gjort en indsats.«
»Så er det klart. Prøv lige, frue.«
Linea vendte sig om. VVS’eren smilede tilfreds.
Hun gik i bad og kiggede kritisk. Det var rent. Det nye batteri lyste blankt. Vandet sprøjtede ud, da hun tændte, og håndtaget virkede perfekt.
»Det virker!« Hun smilede. »Hvor meget skylder jeg dig?«
»Intet. Det er akut hjælp. Her er kvitteringen til det nye batteri.«
Linea hentede sin pung og lagde en tusindkronerseddel oveni.
»Jeg kan ikke tage imod det her. Du brugte din tid.«
Han talte pengene.
»Det er ikke til dig”Det er til din nabo, som har en handicappet kone og to børn,” sagde Linea, og pludselg forstod hun, at selv i de mørkeste stunder kan en enkel gestus af venlighed åbne døren til nye muligheder.
