Hver dag med min svigermor: hvordan hun forvandlede mit liv til et helvede
Ingen dag uden svigermor: hvordan denne kvinde gjorde mit liv til et mareridt
Da Mikkel og jeg blev gift, var vores første beslutning og den mest fornuftige, troede jeg dengang at bo langt fra vores forældre. Han arbejdede som ingeniør i et smart privat firma, og jeg havde investeret min andel af salget af min bedstemors lejlighed i et realkreditlån. Vi begyndte at bygge vores lille rede, drømte om ro, hygge og en lille familie helt for os selv. Men hvem kunne have troet, at hans mor ville flytte ind hos os
Fysisk boede hun ikke under vores tag. Alligevel mærkede vi hende overalt: i hver stikkontakt, hvert skab, hver ske. Ingen beslutning om det så handlede om at købe en elkedel, gardiner eller bare et badeværelsesgulvtæppe slap for hendes indblanding.
Hvis jeg turde nævne, at vi måske skulle skifte de gamle gardiner, dukkede hun straks op med hele sit arsenal: mapper, kataloger og endeløse råd. Til højtider skrev hun manuskripter, som om vi deltog i en amatørteaterkonkurrence. Engang havde vi planlagt at fejre nytåret i en hytte i bjergene med venner. Alt var booket, indkøbene var klare, transporten arrangeret. Men hun satte sådan et nummer op, at selv Stanislavski havde været imponeret. Tårer, bebrejdelser, jamren: »En sådan speciel aften, og så forlader I jeres mor!« Resultatet? Vi blev hjemme, pengene var spildt, mens hun sad i sin lænestol som en kejserinde og brokkede sig over kunstnerne på tv.
Da jeg endelig blev gravid, ville Mikkel og jeg lave gæsteværelset om til babys værelse. Vi nåede knap at nævne det Næste morgen stod hun i døren med to håndværkere og tapetruller under armen. Jeg nåede ikke engang at åbne munden arbejdet var allerede i gang. Efter hendes planer. Hendes farver. Hendes vision. Og jeg stod der, i mit eget hjem, og følte mig som en ubuden gæst.
Jeg har sagt til Mikkel hundrede gange, at det er for meget, at jeg ikke føler mig hjemme, at jeg gerne vil vælge mine egne ting fra tapet til opvaskesvampen. Men han svarer altid det samme: »Mor vil bare hjælpe. Hun har god smag. Det hele er af kærlighed.« Og hvad med min kærlighed? Mine ønsker? Min smag? Tæller de ikke, bare fordi jeg ikke har født »en så fantastisk søn«?
Og så kom toppen. Hun dukkede op en dag og proklamerede triumferende: »Mikkel og jeg tager på ferie. Grækenland. Jeg har brug for at oplade, jeg bærer alt på mine skuldre.« Der stod jeg, syv måneder gravid, målløs. Ikke et ord. Mikkel mumlede noget om, at han ikke kunne lade hende rejse alene. Så var jeg klar: hvis han tog med hende, kunne han glemme, at han havde en kone.
Resultatet? Hun stormede ind i vores hjem med skrig om, at jeg var jaloux. At hun havde født min mand og opdraget ham, og at jeg bare var en utaknemmelig møgunge. At jeg ikke kunne tage med, fordi jeg havde »en stor mave«, og nu forhindrede jeg hende i at slappe af efter »dette utaknemmelige liv«. Kort sagt, hun gjorde alt for os, og vi
Jeg ved ikke længere, hvad der er ret eller forkert. Jeg er udmattet af at leve tre i et ægteskab for to. Jeg vil ikke have krig, men jeg kan heller ikke acceptere det her. Jeg føler, jeg forsvinder som kvinde, som hustru, som kommende mor. Jeg er bange for, at når babyen er her, vil hun ikke kun vælge bleer, men også navn, skole, venner
Piger, har I nogen råd til at overleve en guldsvigermor? Eller er det håbløst, og skal jeg bare acceptere, at hun vil være her til slutningen som en skygge, en voice-over, altid højere end min?
Fortæl mig alt. Jeg ved ikke mere, hvordan jeg skal kæmpe imod dette cirkus.
