19. marts
I dag kan jeg næsten ikke tro, hvor stærkt livet kan vende, og hvor meget, man kan ændre sig på bare få år. Jeg sad sammen med mor og far ved spisebordet hjemme i Odense, da jeg tog beslutningen, jeg troede var rigtig. Jeg kan stadig mærke mors bløde hånd på min, hendes blik fuld af bekymring.
Er du nu sikker, skat?
Mor, jeg elsker ham. Han elsker også mig. Vi bliver gift, og det skal nok gå. Vi får en familie, kan du ikke se det?
Far flyttede skålen med suppe lidt væk og så ud af vinduet, længe, som om han ledte efter et andet svar ude i haven mellem hækkene.
Du er altså kun nitten, Line, sagde han endelig. Du burde tænke på din uddannelse, på fremtiden, ikke bryllup.
Far, jeg skal nok klare mig. Nikolaj arbejder, og jeg læser videre. Vi beder ikke om hjælp, vi vil bare gerne have lov at være sammen. At skabe vores eget liv.
Han sagde ikke mere, rystede bare på hovedet. Jeg kunne mærke, de ikke helt bakkede op, men de modarbejdede mig heller ikke. Måske vidste de, at forbud kun ville skubbe mig væk.
Vi holdt bryllup i maj. Ikke noget stort, ikke noget med slot eller limousine, men det var varmt, glædeligt, levende. For mig noget af det lykkeligste, jeg har oplevet. Vi havde ikke råd til at tage langt væk på bryllupsrejse, så vi tog til Skagen lige en uge med hav, vind i håret og late morgenmad på altanen. Jeg glemmer aldrig duften af havbrise og de lange gåture med madpakker og latter. Vi levede af rugbrødsmadder og billig is ved havnen, kyssede som om intet andet eksisterede.
Derefter begyndte hverdagen, den rigtige, uden filter. Vi boede i et lille, lejet etværelses Lejlighed, hvor det trak fra vinduerne om vinteren, og ovenboeren trampede så det rystede i vores lamper. Nikolaj stod op før solen for at tage på arbejde, jeg læste til forelæsninger og kom træt hjem, hvor vi delte aftensmad og oftest bare smed os på sofaen og sov.
Selv i det travle, slidte var der noget rigtigt. Det føltes som begyndelsen på noget. Så var det, at mor og far ringede; vi skulle komme til kaffe om søndagen. Jeg spekulerede, hvad der mon stod på. De satte os ved køkkenbordet, fyldte kopperne og gav os så en konvolut.
Det her er til jer, sagde far og kiggede væk. Til jeres egen lejlighed. Så er det slut med at smide penge ud til husleje.
Mit hjerte sad fast i halsen. Jeg kunne ikke røre ved konvolutten.
Far…
Tag den nu bare, Line. Tænk på det som et forsinket bryllupsgave.
Sådan fik vi vores eget; en lille toværelses i betonbyggeri ude i Tarup. Nogen ville sige: “ikke noget særligt”. Men for mig? Et lille univers. Jeg valgte selv tapet, ringede selv efter håndværkere, plantede selv blomster på altanen.
Et år senere, på tredje år af studiet, begyndte jeg at føle mig mærkelig. Tænkte først at det var madforgiftning, eller stress efter eksamen. Jeg købte en graviditetstest lidt halvhjertet. To klare streger. Verden drejede rundt.
Nikolaj så mig straks, da han kom hjem, kunne mærke forandringen. Jeg rakte ham testen, ordløs. Han stirrede så længe, jeg glemte tid og sted.
Vi beholder barnet, sagde han, roligt. Så tager du orlov. Jeg kan arbejde. Vi skal nok klare det, Line. Det er vores barn.
Jeg græd ind i hans skulder. Af skræk, af lykke, af usikkerhed. Alligevel var der håb midt i det hele.
Orloven blev hurtigt ordnet, og Mikkel kom til verden i marts. Tre kilo og halvtreds centimeter. Jeg så på den lille røde bylt og fattede ikke, han var min og Nikolajs.
Lykkefølelsen var så stor, den næsten gjorde ondt.
Men forandringerne sneg sig ind, som frost om natten. Pludselig var Nikolaj længe om at komme hjem. Først lidt, så mere, til sidst talte jeg ikke timerne længere. Han kom ind, hang jakken fra sig, og gik forbi børneværelset uden at kigge ind. Engang var det ham, der løftede Mikkel først, kyssede ham hastigt, lavede sjove lyde. Nu var det som om, han ikke havde nogen søn.
Du kunne da hilse på Mikkel, forsøgte jeg en dag.
Han sover vel, sagde Nikolaj, uden at kigge.
Men Mikkel lå lysvågen og så på sin far med store, mørke øjne farens øjne. Men Nikolaj så dem ikke. Ville ikke se dem.
Hans kommentarer begyndte, først forsigtigt. En morgen: Vil du ud i det der?
Jeg så på mig selv: et par jeans, en sweater. Ikke noget særligt.
Hvad mener du?
Nej, ikke noget… men ansigtsudtrykket sagde det hele.
Det blev værre. Han begyndte at sige det direkte.
Ser du dig selv i spejlet for tiden? sagde han en aften, da jeg skiftede til natkjole. Du er blevet tung og slap. Tjue-to? Nærmere halvtreds.
Det gjorde ondt. Ja, jeg havde stadig ikke smidt maven, men… kunne man tale sådan?
Nikolaj, jeg har lige født…
Det er et år siden, Line! Andre ligner sig selv efter tre måneder.
Han gik. Mikkel vågnede af larmen og græd.
Få ham til at holde op! råbte Nikolaj ude fra køkkenet.
Jeg løftede Mikkel, kyssede ham, græd i hans bløde hår. Han faldt til ro, og jeg trøstede os begge to i mørket.
Jeg havde ingen at tale med. Eller, det havde jeg mor og far men tanken om at indrømme, de havde haft ret, forbandt sig i halsen på mig. Jeg kunne høre fars stemme i mit hoved: “Du burde tænke på fremtiden…” Jeg havde troet, jeg vidste bedre, at kærlighed kunne bære alt.
Så hvad nu? Komme krybende hjem og indrømme, jeg tog fejl, at jeg havde ødelagt mit liv?
En dag glemte jeg Mikkels snack, mens vi gik tur i kvarteret. Løb hjem for at hente hans lille ostemad. Der, i gangen, stod et par fremmede, røde, lakerede stiletter.
Mine ben bar mig ind i soveværelset, selvom alt råbte, jeg skulle vende om. Døren var lidt på klem.
Jeg så nok til at forstå alt. En ukendt kvinde i min seng, på mit sengetøj. Nikolaj kiggede på mig irriteret, nærmest fornærmet over, jeg afbrød.
Hvad havde du regnet med? sagde han. Du har givet op på dig selv. Skal jeg bare tolerere det? Jeg er kun femogtyve, Line.
Ud af min lejlighed. Nu, sagde jeg, min stemme lav og fremmed. Jeg så på kvinden, der hurtigt samlede sine ting sammen. Nikolaj trak bare på skuldrene.
Slap nu af. Det sker for de fleste, og folk lever alligevel. Kvinder lærer at finde sig i det særligt når de har børn. Hvem vil ellers have dig med et barn? sagde han. Giv dig nu.
Jeg husker ikke, hvordan jeg kom ud i gangen, klædte Mikkel på og bestilte en taxa hjem til mor og far. Hele vejen sad jeg bare og så ud på de gyldne marker, strøg ham på ryggen og mærkede ingenting indeni.
Mor åbnede døren, kiggede på mig og vidste alt. Hun omfavnede mig. Jeg kunne næsten smage barndommens tryghed.
Mor, jeg… prøvede jeg, men hun rystede bare på hovedet.
Senere, skat. Kom ind nu.
Far kom ud til os, øjnene blev hårde. Jeg fortalte, stakåndet, grædende om bemærkningerne, om kulden, om de røde sko.
Far sagde ingenting. Så tog han jakken på.
Nu kører vi.
Hvorhen? spurgte jeg forvirret.
Hjem til ham. Du bliver her med din mor og Mikkel.
Nikolaj åbnede døren, som om intet var sket. Far så ham i øjnene, talte nærmest roligt men jeg frøs af hans tone.
Nu pakker du dine ting, og så går du. Det her er Lines lejlighed, betalt af os. Du har ikke noget her at gøre.
Nikolaj begyndte på noget om rettigheder.
Rettigheder? Lad os snakke om, hvordan du behandlede min datter, ydmygede hende, bragte fremmede hjem. Hvis du ikke er ude om en halv time, kommer politiet. Tro mig, jeg har råd til advokater, der kan gøre dit liv rigtig svært. Ud, sagde han.
Nikolaj gik. Uden at sige noget.
Hvorfor kom du ikke før, Line? spurgte far, da vi var alene.
Jeg troede… I ville sige, jeg selv var skyld i det hele.
Far så længe på mig, og jeg mærkede en varme og kærlighed, jeg troede, jeg havde mistet.
Du er vores datter. Du vil altid kunne komme hjem. Uanset hvad, forstår du?
Jeg begravede mig i hans favn, græd endelig al smerten ud.
Nu to år senere sidder jeg på gulvet i den samme bitte lejlighed. Mikkel bygger tårne af klodser. Mit diplom fra Syddansk Universitet ligger på sofabordet, hårdt tilkæmpet og med topkarakter. En besked dukker op på mobilen: børnebidraget er indsat.
Mikkel ser op. Hans smil ligner sin fars. Men det gør slet ingenting længere.
Mor, se!
Jeg ser det, skat. Det er et flot tårn.
Solen går ned og maler alt i varmt lys. Jeg ser på Mikkel. Det hele blev ikke, som jeg drømte men vi har klaret det. Vi har faktisk klaret det meget fint.
