Hvem ved, hvor livets flod fører hen
Hele den sidste måned har Egon været stille og indadvendt, han siger ikke meget til sin kone Lillemor. Hun ser på ham og tænker:
Han er jo helt sikkert blevet syg, han fylder snart femogfyrre, og vi skal holde fødselsdagen for ham på en hyggelig café. Jeg må tage ham i hånden og slæbe ham til lægen, jeg kender jo én, der arbejder der. Han skal have taget nogle prøver, hvad man nu ellers gør
Lillemor snakker ofte med sin nære veninde Vibeke om de her bekymringer, og Vibeke svarer pludselig:
Min Villy, da han blev forelsket og rendte med en anden, han var også helt mærkelig.
Åh, du er altså sjov, Vibeke. Du kan ikke sammenligne din Villy med min Egon, siger Lillemor og vifter afværgende.
Hvorfor ikke? Hvad mener du, at Egon er bedre end Villy?
Nej, det er jo netop pointen. Din Villy er jo charmerende, elsker at snakke og fortælle historier sådan er Egon ikke. Egon får knap sagt to ord i træk, og jeg var faktisk selv den, der friede til ham, da vi var unge. Hvis ikke jeg havde flyttet ind hos ham dengang, så havde han nok aldrig giftet sig.
Sidste år opdagede Vibeke, at Villy havde været hende utro. Lillemor forsøgte at trøste hende.
Så smid ham ud, Vibeke! Begynd at fokusere på dig selv, stop med at græde over ham.
Vibeke gik så helt amok. Villy røg ud, hun begyndte at gå ud på barer og caféer hele tiden, flirter med alle mulige mænd, klippede håret kort og sagde til alle: Jeg har bare fået en ny stil. Lillemor blev nærmest skræmt over det hele. Hun havde jo foreslået Vibeke at tage på kursus, lære at danse eller tage et ekstra kursus ikke alt det andet. Eller begynde at dyrke motion og den slags.
Men efter nogle måneder tilgav Vibeke faktisk Villy. Lillemor forstod det slet ikke.
Jeg ville aldrig tilgive Egon for sådan noget, tænkte hun altid.
Lillemor og Egon har været gift længe snart seksogtyve år. De kender efterhånden hinanden ud og ind, har været igennem meget sammen, har to sønner, og snart kan de måske kalde sig bedsteforældre. De er da endnu ikke gamle, men snart skal Egon fejre sin fødselsdag, hun har allerede spurgt rundt i familien, men vil først bagefter fortælle Egon om det hele.
De mødte hinanden på en vandretur lige før studietiden sluttede. De gik på hver deres fakultet, men boede i samme by. På fjerde år tog begge fakulteter på vandretur, dog ikke hele klassen. Om aftenen sad de omkring bålet. Egon sad lidt for sig selv; det var Lillemor, der først opdagede ham. Hun var lidt genert i starten. Men de faldt hurtigt i snak, og efter noget tid blev de tættere. Lillemor begyndte nærmest at tage sig af Egon, hun syede endda hans skjorte, da han rev hul på den i skoven.
Egon gik også og slæbte på hendes tunge rygsæk, de blev uadskillelige, og efter vandreturen fortsatte de med at ses. Venskabet blev gradvist til kærlighed. Lillemor tog styringen. Hun sagde det først:
Egon, jeg tror faktisk, jeg er forelsket i dig.
Ja så tror jeg også, jeg er forelsket i dig, Lillemor, sagde han så stille.
Nå, men så skal vi jo bo sammen. Jeg flytter mine ting hjem til dig, og vi går ned på rådhuset og bliver viet. Han sagde ikke imod.
Så pakkede hun sine ting og flyttede ind i lejligheden, hvor Egon boede sammen med sin gamle farmor, Kamma. Gladest var Egons far, for farmor Kamma var hans mor. Egons mor havde ikke snakket med svigermor i årevis hun gad ikke tage sig af hende. Egon, som var indfølt, flyttede ind i farmors lejlighed, da hun blev syg. Nu blev det Lillemor, der tog sig af hende.
Egon, sagde farmor Kamma, din Lillemor er sådan en dygtig kvinde, alt glider bare for hende sådan en kone har du brug for! Når I gifter jer, skriver jeg lejligheden over på jer. Pas nu på hende!
Kort efter blev de gift. Farmor gik bort. Der kom børn til, den ene dreng efter den anden. Nu er den ældste treogtyve, den yngste enogtyve. Lillemor og Egons liv er gået stille og roligt, de har været på ferier børnene altid med. Men på det sidste er Egon blevet mere stille og indelukket. For nylig sagde han:
Man kan vel sige, at livet er gået, og at vi aldrig har oplevet noget særligt, Lillemor, sagde han, men hun blev irriteret:
Egon, hvad snakker du om? Vi har da aldrig været hjemme, vi har både været ved Vesterhavet, på Samsø, på cykelferie i Jylland og så endda en tur til Spanien. Vi har opdraget børnene snart kommer børnebørnene.
Det var ikke det, jeg mente, sagde Egon kort, og tav, men så på hende med et mærkeligt blik, som hun ikke bed mærke i.
Hun havde sine egne planer.
Egon, hvad siger du til, at vi inviterer Mads og Nynne til din fødselsdag? De er jo stadig vores gamle venner, selvom de bor i Odense.
Til hvad for en fødselsdag? spurgte Egon forbavset.
Din fødselsdag, skat du fylder jo femogfyrre vi holder det på café.
Nå, det havde jeg ikke fanget, at du allerede har bestemt, sagde han igen med det mærkelige blik.
Nu sidder Lillemor på sofaen for tredje time i træk og stirrer tomt ned i gulvet hun kan ikke græde.
Aldrig havde jeg troet, det skulle ske for mig, tænker hun.
Egon er kommet tidligt hjem fra arbejde, hvilket ikke er sket i det sidste halvandet år, han har altid arbejdet sent, men hun er blevet vant til det.
Hej, siger han, mens han sætter sig ud i køkkenet med læderjakken på.
Hej, Egon, tag nu jakken af, vask hænderne og kom og spis, siger Lillemor som hun plejer.
Men Egon sidder tavs med hovedet sænket.
Lillemor, jeg forlader dig undskyld, siger han lavt.
Hvad mener du? Hvor skal du hen? Kom nu, tag nu overtøjet af. Du er vel ikke blevet syg? Jeg har tænkt på det det sidste stykke tid Hvis du er syg, så finder vi en læge sammen.
Egon løfter hovedet og ser hende lige i øjnene.
Jeg er helt rask, det har intet med lægen at gøre Forstår du, jeg er blevet forelsket. Jeg har i næsten to år haft et forhold til en kollega fra mit kontor.
Fundet dig en ung pige hvad? spørger Lillemor pludseligt vredt.
Nej, hun er ikke yngre bare en rigtig kvinde, ikke noget med skønhed, men bare ægte
Og hvad er jeg så, Egon? udbryder Lillemor forvirret.
Dig? Han ryster på hovedet. Dig du er min fører, og jeg er som din hund i snor. Jeg kan ikke tage et skridt uden dig. Du bestemmer alt uden at spørge, hvad jeg vil. Alt i vores liv er som du vil have det. Selv hvilket tøj jeg skal have på, hvor vi tager hen, hvordan vi fejrer fødselsdage. Jeg må ikke tage til fodbold, for du synes det er fjollet, selvom jeg elsker det.
Egon, jeg prøver jo bare at passe på dig, det er for at gøre det bedste for dig, begynder Lillemor. Men han afbryder hende.
Hver en krone jeg tjener, går til dig, du styrer det hele. Du giver mig penge til cigaretter og kaffe. Lillemor, har du aldrig tænkt på, hvor ydmygende det er for en mand? Jeg kan ikke gå ud med kollegerne, drikke en øl, fordi jeg ikke engang har lommepenge, siger Egon stille og roligt.
Lillemor sætter sig foran ham, prøver at få øjenkontakt.
Men Egon, det har da altid været sådan, hvorfor reagerer du nu? Fint, hvis det betyder noget, så giver jeg dig penge til dine fredagsøl, vi tager sammen til fodbold. Og du kan selv få lov at vælge dit tøj vi tager ud og shopper.
Egon ser igen på hende med det mærkelige blik.
Lillemor, du forstår ikke noget, siger han nu med hævet stemme, hvilket får hende til at spærre øjnene op Jeg vil leve mit eget liv, tage mine egne valg, spise det jeg vil, ikke det du foretrækker. Jeg har aldrig været et eneste sted alene, jeg har intet sted, hvor jeg kan tænke i fred. Du presser altid dine valg og ønsker ned over hovedet på mig og jeg har ikke kunnet sige fra. Men nu er det slut. Du handler, som om jeg var et barn, og du min værge.
Og hende, hun er ikke sådan? spørger Lillemor bittert.
Nej, hun er ikke. Hun lader mig tage initiativ, lader mig føle mig som en mand, forstår du?
Lillemor har aldrig set Egon sådan før som om han får nyt liv. Hun forstår pludselig, at Egon virkelig er blevet forelsket igen, som han var i ungdommen.
Men sådan skal det jo ikke være, tænker hun, ikke i vores alder, det er da for pinligt, hvad bilder han sig ind? Ud ad munden siger hun: Egon, vil du virkelig smadre familien for en kort affære? Hvad siger folk ikke om os? Tænk dig dog om, folk tror vi har det perfekt.
Hvilke folk, Lillemor? Perfekt?
Hun forstår nu, at Egon gør oprør, han vender op og ned på hendes liv og hun kan ikke stille noget op. Pludselig begynder tårerne at løbe, noget hun aldrig gør.
Lillemor, græder du? spørger han overrasket.
Hun prøver at kramme ham, men Egon fjerner blidt hendes hænder, går ind i soveværelset, pakker sin taske og forlader lejligheden. Lillemor sidder alene tilbage i stilheden.
Havde jeg nogensinde forestillet mig, at livet pludselig kunne tage sådan en drejning, at jeg fra at være lykkeligt gift skulle ende alene, med alderdommen forude tænker hun.
Hun ringer til Vibeke, som kommer omgående og prøver at trøste hende.
Lillemor, du er da for ung til at give op! Tag dig nu sammen, du sagde selv engang, jeg skulle skrive mig op til kurser og alt det der Du ser jo, jeg havde alligevel ikke brug for dem, Villy kom krybende tilbage han havde bare en lille affære, men han elsker mig stadig, han finder aldrig en som mig igen Din Egon vender sikkert også tilbage selv om Vibeke inderst inde ikke tror det, Egon er ikke som Villy.
Nej, Vibeke, Egon kommer ikke tilbage. Han sagde ting, jeg aldrig har hørt. Nej, han er væk for altid. Man skal kende Egon.
Da Vibeke er gået, sidder Lillemor længe og stirrer ned i gulvet. Hun aner ikke, hvad hun skal gøre, hvem hun skal tage sig af, hvem hun skal bestemme over. Hun må vænne sig til ensomheden. Men måske ændrer livet sig igen. Hvem ved, hvor livets flod fører hen måske driver hun engang igen i land på en anden bred.
