Og hvem tror du, du er, at du skal bestemme over mig! Grethe Jensen kastede kluden lige i hovedet på min kone. Du bor trods alt under mit tag og spiser min mad!
Anne greb kluden, tørrede ansigtet af og bed tænderne sammen. Vi havde nu været gift i tre måneder, men hver dag føltes som en hård kamp.
Jeg gør rent, laver mad, vasker tøj! Hvad mere ønsker du?
Jeg ønsker bare, du holder mund! Når man gifter sig ind her, følger man reglerne! Og kom ikke og spil hellig du kom her med et barn fra tidligere forhold!
Lille Freja tittede forsigtigt ud fra døråbningen. Fire år, men allerede klar over, at farmor var en sur én.
Mor, nu må du stoppe! Jeg kom ind fra marken, fyldt med jord og olie fra arbejdet. Hvad sker der nu?
Det her! Din kone svarer mig igen! Jeg siger, suppen er for salt, og hun taler imod!
Suppen smager da fint, sagde Anne træt. Du finder bare altid noget at brokke dig over.
Hør nu! Hørte du det? Grethe pegede anklagende på min kone. Jeg brokker mig åbenbart i MIT eget hus!
Jeg lagde en arm om Annes skuldre.
Mor, nu må du stoppe. Anne har brugt hele dagen på huset. Du gør ikke andet end at skælde ud.
Nå, er det sådan nu! Nu er du også imod din mor! Jeg har opfostret dig, og så dét!
Mor trampede ud og smækkede døren. Stilheden lå tung over køkkenet.
Undskyld, jeg strøg min kone over håret. Hun er blevet helt urimelig med alderen.
Søren, måske vi skal leje et værelse et andet sted?
For hvilke penge? Jeg er landmand, ikke direktør. Vi har dårligt nok til husleje og mad.
Anne lænede sig op ad mig. Sådan var hun: Flink, flittig, tålmodig. Men min mor hun var som et levende mareridt.
Vi havde mødt hinanden til markedsdag i Esbjerg. Anne solgte hjemmestrikkede vanter, jeg købte strømper. Vi faldt i snak. Hun sagde med det samme, at hun havde et barn. Det gjorde mig intet jeg elsker børn.
Vores bryllup var lille og nøjsomt. Grethe kunne ikke lide min kone fra begyndelsen. Anne var ung, smuk, med uddannelse bogholder. Min mor så sig selv som noget bedre, fordi jeg kun var landmand.
Mor, kom og spis, bad Freja og tog min mors nederdel.
Lige om lidt, min skat.
Under aftensmaden skubbede Grethe sin tallerken væk med et snøft.
Det kan ikke spises. Det smager, som om du har fodret grise med det.
Mor! Jeg bankede hånden hårdt i bordet. Nu stopper du!
Hvad? Jeg siger bare sandheden! Dorte hun kan lave rigtig mad! Men hende her!?
Dorte, min søster, boede i København og kom kun hjem en gang om året. Huset stod i hendes navn det havde mor sørget for.
Hvis du ikke kan lide min mad, kan du jo selv lave det, sagde Anne roligt.
Dit utaknemmelige kvindfolk! udbrød svigermor og rejste sig.
Nok! Jeg stillede mig imellem dem. Mor, enten finder du dig i tingene, eller også flytter vi i aften.
Og hvor vil I gå hen? Ud på gaden? Huset her er ikke jeres!
Det var sandt. Huset var min søsters vi boede der kun med nåde.
***
Den dyrebare byrde
Den nat kunne Anne ikke sove. Jeg holdt om hende og hviskede:
Hold ud, min skat. Jeg køber en gammel traktor og starter for mig selv. Vi skal nok få råd til vores eget sted.
Men Søren, en traktor koster vel en formue?
Jeg finder én, fikser den selv. Du skal bare tro på mig.
Næste morgen vågnede Anne med kvalme. Hun løb ud på badeværelset. Kunne det være?
To streger på testen.
Søren! hun kom stormende ind. Se!
Halvt i søvne læste jeg testen og sprang pludselig op. Jeg svingede hende rundt.
Anne! Vi skal have et barn!
Shh! Mor hører det!
Men det var for sent. Grethe stod allerede i døren.
Hvad er det for en larm?
Mor, vi skal være forældre! Jeg smilede stolt.
Min mor kneb læberne sammen.
Og hvor vil I bo? Her er trangt nok i forvejen. Dorte kommer snart og kræver sit.
Det gør hun ikke! sagde jeg vredt. Det her er også mit hjem!
Nej, det er det ikke. Huset står i Dortes navn. Sådan er det.
Glæden smuldrede. Anne satte sig modløst på sengen.
En måned senere gik det helt galt. Anne løftede en tung spand vand vandet skulle stadig hentes udenfor. Pludselig en skarp smerte i maven. Blod på bukserne
Søren! råbte hun.
En abort. Lægen sagde stress og overanstrengelse. Hun havde brug for ro.
Men hvor får man det, med Grethe i huset?
Anne lå på hospitalet og stirrede tomt op i loftet. Det var slut. Hun orker ikke mere.
Jeg forlader ham, sagde hun til veninden. Jeg kan ikke klare mere.
Men Anne, Søren er jo god nok.
Ja, men hans mor jeg går til grunde, hvis jeg bliver.
Efter arbejde kom jeg tumlende ind. Træt, snavset, med en buket markblomster i hænderne.
Undskyld, Anne. Det er min skyld. Jeg beskyttede dig ikke nok.
Søren, jeg kan ikke bo der længere.
Det ved jeg. Jeg tager et lån. Vi finder en lejlighed.
Men du får jo afslag, fordi din løn er for lav.
Det ordner sig. Jeg har fundet et ekstra nattejob på en gård. Om dagen kører jeg traktor, om natten passer jeg køer.
Du knækker dig selv, Søren
For dig bærer jeg bjergene væk.
En uge senere blev hun udskrevet. Mor mødte hende i døren:
Du kunne ikke engang holde på barnet. Jeg sagde jo, du var for svag.
Anne gik bare forbi. Ikke en tåre mere for min mors skyld.
Jeg tog alle de vagter, jeg kunne få. Tre timer søvn om natten. Morgen på marken, nat på gården.
Jeg tager et job, sagde Anne. Kontoret mangler en bogholder.
Der får du bare småpenge.
Småpenge samler sig.
Hun startede på kontoret. Om morgenen afleverede hun Freja i børnehaven, gik på arbejde. Om aftenen hentede hun datteren, lavede mad, vaskede tøj. Grethe brokkede sig som altid, men Anne lærte at lukke ørerne.
***
Vores egen lille krog og et nyt kapitel
Jeg sparede sammen til traktoren. Fandt en gammel, nærmest skrammelbunke. Ejeren ville have småpenge for den.
Tag lånet nu, sagde Anne. Du fikser den. Så tjener vi penge.
Men hvad hvis det mislykkes?
Det gør det ikke. Du har hænderne rigtigt skruet på.
Lånet gik igennem. Vi købte traktoren. En bunke rust på gårdspladsen, sagde Grethe hånligt.
Ha! Hvad er det for skrammel! De penge kunne du lige så godt have smidt ud af vinduet!
Men jeg gik i gang. Skruede på motoren til langt ud på natten, med Anne ved siden af hun fandt værktøjet, holdt lygten.
Gå nu i seng, Anne. Du er slidt.
Vi gør det sammen.
En måned. To måneder. Naboerne grinede ad den skøre landmand og hans rustbunke.
Men en morgen startede den. Motoren brølede og jeg sad der bag rattet, lykkelig som aldrig før.
Anne! Den kører!
Hun kom løbende ud, krammede mig.
Jeg vidste, du kunne!
Første job at pløje naboens mark. Andet køre brænde hjem. Tredje, fjerde Pengene begyndte at trille ind.
Så begyndte Anne at døje med kvalme igen.
Søren, jeg er gravid.
Ingen tunge løft denne gang! Jeg klarer det hele selv!
Jeg passede på hende som på det fineste porcelæn. Grethe skummede:
Sikke et pjevs! Jeg fik tre børn, uden alt det pjat!
Men jeg gav mig ikke. Ingen løft, ingen stress.
Da Anne var i syvende måned, kom Dorte med sin mand og store planer.
Mor, vi sælger huset. Det er et godt tilbud. Du flytter ind til os i byen.
Hvad med dem? Grethe nikkede mod os.
Dem? De må finde noget andet.
Men det her er mit hjem! råbte jeg.
Det er mit hus. Har du glemt det?
Hvornår skal vi være ude? spurgte Anne roligt.
Om en måned.
Vreden kogte i mig, men Anne lagde en beroligende hånd på min skulder.
Om aftenen sad vi arm i arm.
Hvad gør vi? Snart kommer barnet.
Vi finder noget. Bare vi er sammen.
Jeg arbejdede som besat. Traktoren kørte dag og nat. På en uge tjente jeg mere end på en hel måned tidligere.
Så ringede Jørgen nede fra nabobyen.
Søren, jeg sælger mit lille hus. Det er gammelt, men solidt. Du kan få det billigt.
Vi kørte og så på det. Tre værelser, et lille skur og en brændeovn.
Hvad vil du have for det?
Han sagde prisen. Vi manglede halvdelen.
Kan vi dele betalingen? foreslog jeg. Halvdelen nu, resten i løbet af seks måneder.
Du er en god mand. Det får vi til at gå.
Vi kørte hjem glade som børn. Grethe stod i døren.
Hvor har I været? Dorte har papirerne klar!
Fint, sagde Anne roligt. Vi flytter.
Hvor hen? På gaden?
I vores eget hus. Vi har købt et.
Svigermor var mundlam.
Det passer ikke! Hvor har I fået penge fra?
Vi har arbejdet for dem, sagde jeg og lagde armen om min kone. Mens du snakkede, knoklede vi.
På to uger fik vi pakket. Der var ikke meget, vi ejer, når man bor i andres hjem.
Freja løb rundt i rummene, vores hund bjæffede.
Mor, er det virkelig vores eget hjem?
Ja, skat. Vores helt eget.
Dagen efter kom Grethe forbi.
Søren, kan jeg ikke bo hos jer? Der er klaustrofobisk i byen.
Nej, mor. Du tog dit valg. Bo hos Dorte.
Men jeg er jo din mor!
En mor kalder ikke sit barnebarn fremmed. Farvel.
Jeg lukkede døren. Svært, men nødvendigt.
I marts blev lille Mads født. Sund og stærk, med en stemme, der kunne vække hele sognet.
Han ligner sin far! grinede jordemoderen.
Jeg holdt min søn i armene og turde knap trække vejret.
Tak, Anne. For det hele.
Tak selv. For at du aldrig gav op. For din tro på os.
Vi byggede et liv op, dag for dag. Vi såede grøntsager, fik høns, traktoren bragte penge hjem. Om aftenen sad vi på trappen. Freja legede med hunden, Mads sov i vuggen.
Ved du hvad, Anne, jeg er lykkelig.
Og jeg.
Kan du huske, hvor hårdt det var før? Jeg troede aldrig, vi klarede det.
Vi klarede det. Sammen, Søren.
Solen gik ned bag markerne, duften af nybagt brød og frisk mælk spredte sig i huset. Et ægte hjem. Vores hjem.
Her kunne ingen ydmyge os. Ingen smide os ud. Ingen kalde os fremmede.
Her kunne vi elske, leve og se vores børn vokse op.
Her kunne vi være lykkelige.
***
Kære dagbog, jeg har lært, at det vigtigste er ikke væggene, vi bor mellem, men varmen og viljen til at kæmpe sammen. Nogle gange skal man sige fra andre gange bide tænderne sammen. Men hjemme er der, hvor vi støtter hinanden og aldrig opgiver vores drømme. Det er det vigtigste, jeg vil tage med mig.
