»Hvem søger I?« spurgte Marie Frederiksen, mens hun og Nikolaj trådte ud på trappen og så på den unge gæst. »Jeg søger Marie Frederiksen! Jeg er hendes barnebarn eller rettere, oldebarn. Jeg er datter af Alex, hendes ældste søn.«
Marie sad på en solvarm bænk og nød de første forårsdage. Endelig var foråret kommet. Kun Gud vidste, hvordan hun havde overlevet den hårde vinter.
»Jeg klarer ikke endnu en vinter,« tænkte Marie og sukkede lettet. Hun frygtede ikke længere at gå bort. Tværtimod ventede hun på det. Hun havde sparet penge sammen og købt en pæn begravelseskjole.
Intet holdt hende længere tilbage i denne verden.
***
Engang havde hun haft en stor familie en mand, Frederik Jensen, en høj og stærk mand, og fire børn: tre drenge og en pige. De levede lykkeligt, hjælp hinanden og skændtes sjældent. Børnene voksede op og forsvandt hver til sit.
De to ældste sønner tog til København for at studere og blev der efterfølgende. Den mellemste dreng havde aldrig været god i skolen, men blev en succesfuld forretningsmand, der til sidst flyttede til udlandet. Pigen forlod også landsbyen og giftede sig i hovedstaden.
Først besøgte børnene deres forældre ofte. De skrev breve, og da mobiltelefoner kom, ringede de. Så kom børnebørnene. Marie pakkede jævnligt sin gamle kuffert og tog til en af børnene for at passe sine børnebørn.
Men med tiden voksede børnebørnene ud af hendes omsorg. Snart ringede de sjældnere, og besøgene stoppede helt. De havde travlt med arbejde, egne familier og børn, der blev større.
Den eneste grund til, at de kom hjem igen, var nyheden om, at faderen, Frederik, var død. Han havde altid virket så stærk som om han ville leve til han blev hundrede. Men livet havde andre planer.
Efter begravelsen forsvandt børnene igen. Først ringede de til deres mor, men efterhånden blev opkaldene færre og færre.
Marie prøvede selv at ringe, men det tog ikke lang tid, før hun forstod, at de ikke havde tid til hende. Sådan levede hun de sidste ti år. En gang imellem ringede et af børnene, og så smilede hun for sig selv en hel uge.
***
En dag sad Marie på bænken og tænkte over sit liv.
»Goddag, tante Marie!« En ung mand stod ved hegnet og smilede bredt. »Kan du ikke genkende mig?«
Marie kneb øjnene sammen:
»Nikolaj? Er det dig?«
»Ja, tante Marie!« sagde han glad og gik ind i haven.
Nikolaj var naboenes søn. Hans forældre skændtes hver dag, og så længe Marie kunne huske, havde han altid været en sulten, forsømt dreng. Af medlidenhed gav hun ham mad, gav ham sine børns gamle tøj og lod ham sove over, når hans forældre igen var i gang med deres skænderier.
Det varede ikke længe, før Nikolajs forældre ikke kunne holde til livsstilen. De døde, og Nikolaj blev sendt til et børnehjem. Siden da havde Marie ikke set ham og havde savnet ham.
»Hvor har du været hele den tid, Nikolaj?« spurgte hun glad.
»Først på børnehjemmet, så i militæret, og derefter tog jeg en uddannelse. Nu er jeg tilbage i min fødeby. Jeg vil gøre noget ved den!«
»Hvad er der at gøre?« svarede Marie og viftede afvisende. »Alle er jo rejst.«
»Det gør ikke noget! Jeg klarer det!«
Og så begyndte et nyt liv for Marie. Nikolaj fik arbejde hos Jensen, den største landmand i landsbyen.
I sin fritid reparerede han sit gamle forfaldne hus, som han havde arvet, og han glemte ikke Marie han hjalp hende med haven. Marie blev glad igen. Hun kaldte ham ikke for andet end »min søn«. Sådan levede de i tre år.
»Jeg må afsted, tante Marie,« sagde Nikolaj en dag undskyldende. »Jensen betaler os ikke ordentligt. Jeg tager til Sverige for at arbejde. Vær ikke vred på mig!«
»Vred? Selvfølgelig ikke, Nikolaj. Rejs med Gud!«
Igen var Marie alene. Nogle gange ville hun græde af ensomhed. Hun ventede bare på, at det skulle være forbi. Men alligevel var der noget, der holdt hende tilbage.
***
»Goddag, tante Marie!« lød en velkendt stemme. Marie så op og så et kendt ansigt ved hegnet.
»Nikolaj! Er det virkelig dig?«
»Ja, tante Marie!« sagde den høje, velklædte unge mand og gik ind i haven. »Jeg er tilbage for godt!«
»Åh, hvor er det dejligt!« udbrød Marie og skyndte sig ind. »Kom indenfor, Nikolaj! Jeg sætter lige vand over til te!«
»Te lyder godt,« smilede Nikolaj. »Men jeg lige må hjem først. Jeg vidste ikke, om du var her, så jeg har ikke medbragt noget.«
En halv time senere sad de to glade mennesker ved bordet, drak te fra gamle, fine kopper og snakkede ustandseligt.
»Jeg var næsten klar til at dø, Nikolaj,« tørrede Marie en tåre.
»Åh, hold nu op!« sagde Nikolaj og rystede fingeren. »Nu er jeg her vi skal have det godt sammen! Jeg har tjent penge, og nu skal jeg starte mit eget landbrug. Så du skal ingen steder!«
»Hallo? Er der nogen hjemme?« En ung piges stemme afbrød deres idyl. Marie kiggede ud af vinduet og så en pige i en kort frakke og højhælede støvler.
»Hvem søger du?« spurgte Marie, mens hun og Nikolaj gik ud på trappen.
»Jeg søger Marie Frederiksen! Jeg er hendes oldebarn. Jeg er datter af Alex, hendes ældste søn.«
Marie og Nikolaj udvekslede et blik.
»Jeg har ringet, men telefonen var slukket! Så jeg besluttede at køre hertil på må og få!«
»Nå, men kom ind!« sagde Marie forvirret, mens Nikolaj skyndte sig at tage pigens taske.
Marie og Nikolaj så til, mens Vera, som hun hed, nød de medbragte kager og fortalte om sig selv.
»Jeg kan ikke lide byen. Jeg vil bo på landet! Men mine forældre forstår det ikke. Oldefar Alex foreslog, at jeg kunne bo hos dig et par måneder. Han sagde, at hvis jeg prøvede landet, ville lysten til at rejse tilbage forsvinde! Han ringede til dig. Og min far ringede. Og jeg. Men vi kunne ikke få fat på dig. Undskyld! Jeg skal ikke være til besvær! Jeg har penge! Og jeg har også medbragt gaver fra min far og oldefar! Jeg bliver
