“Hvem skulle nogensinde have brug for dig med fem unger på slæb?” sådan jog min mor mig på porten, da jeg som 32-årig enke stod uden andet end sorgen og børnene, uvidende om at jeg i et gammelt hus ventede både en arv og en natlig gæst.
Jorden ved gravene var våd og tung. Ler klæbede til sålerne på mine billige sko, mens jeg så på, at arbejderne sænkede mit liv ned i jorden. Mads, min mand, var væk, kun 35 år gammel. Han faldt simpelthen om på fabrikken, og det var det.
Ved siden af mig trippede min mor, Bodil Petersen. Hun frøs, skuttede sig i sin minkpels og sendte mine børn blikke, som kunne skære glas, mens de klamrede sig til mit sorte uldtøj.
“Nå, nu er der grædt nok,” sagde hun højt, da mulden lå fast. “Kom så, Ragna. Du får lungebetændelse af at stå her. Vi skal tale sammen.”
Hjemme i vores lille lejlighed i Brønshøj, koblet på realkredit, indtog hun straks køkkenet og satte sig for bordenden med overfrakken på.
“Så, banken tager lejligheden, det siger sig selv. Du har ingen penge. Mads er borte, og du sidder evigt på barsel.”
“Jeg skal nok finde arbejde,” mumlede jeg, mens jeg vuggede lille Mikkel på bare et år.
“Hvor? Som rengøringskone? Du har jo fem børn! Fem unger på slæb! Tror du nogen vil have sådan en?” hun rynkede på næsen. “De store, Karen og Palle, skulle du sende på børnehjem midlertidigt. Og de små… måske kan kommunen hjælpe.”
“Det kunne du kun drømme om,” sagde jeg dæmpet.
“Hvad mener du?”
“At jeg ikke opgiver mine børn. Hellere sultne end uden mig.”
“Din tåbe,” vrissede mor. “Du skulle have tænkt dig om, før det gik så galt. Nu må du klare dig selv. Kom ikke og tig penge hos mig.”
En måned senere kom papirerne fra banken. To uger til at flytte ud. Ingen ville tage mig og mine fem børn ind.
Så var der brev. Fra landsbyen Heslinge på Fyn. Notaren skrev, at jeg havde arvet et hus fra en fjern slægtning, jeg kun havde mødt én gang. “Gammelt og faldefærdigt, men dog mit,” tænkte jeg. Valget var umuligt, men jeg pakkede børnene og drog mod ukendt land.
Heslinge tog imod os med frost og vind. Huset lå for enden af en grusvej med skoven som nærmeste nabo. Køkkenet hang skævt, træværket var sort af tid, vinduerne matte og døde.
“Mor, jeg fryser,” peb lille Astrid på fem.
“Vi tænder op nu, min pige,” forsøgte jeg berolige.
Den første nat var en prøvelse. Ovnen røg, børnene hostede, og kold vind susede gennem alle sprækker. Jeg lagde dem under jakker, tæpper og gamle måtter. Selv satte jeg mig på kanten af sengen og lyttede til Hans, den syvårige, der trak vejret alt for tungt.
Hans havde en livstruende lidelse. Speciallægen på Riget havde sagt: “Det haster. Han bør opereres, det koster mange penge.” Beløbet mere end to små lejligheder som vores kunne kaste af sig.
Næste morgen kravlede jeg op på loftet for at stoppe sprækkerne. Blandt glemte sager og støvede aviser fandt jeg en gammel metaldåse fra te. Inde i kluden lå noget tungt: et lommeur, massivt med kæde. Jeg pudsede sølvet, så et dobbelthovedet ørn og indgraveringen “For tro og sandhed.”
“Flot,” sukkede jeg. “Men er det værdifuldt?”
Klokken gik ikke, viserne stod stille lidt før midnat.
Jeg gemte uret i kommoden. Mad var der til tre dage, brænde var snart væk, og Hans blev dårligere dag for dag.
Så kom snestormen. Vinden hvinede, huggede huset af fra resten af verden. Jeg puttede børnene, men selv kunne jeg ikke finde fred. Hvad havde jeg dog gjort ved dem?
Så lød der bank på døren.
Jeg fór sammen. Var det bare fantasien?
Igen kom banket, sejt og insisterende.
Med kakkelovnskrogen i hånden listede jeg til døren.
“Hvem er det?”
“Luk op, gode husfrue. Uvejret er stærkt,” lød stemmen, skramlet som en gammel eg, men varm.
Uden at ane hvorfor skød jeg slåen fra. På dørtrinnet stod der en gammel mand. Lav, med lang vadmel til fødderne, bundet ind med et reb. Hans skæg var gråhvidt, men øjnene klare som en drengs.
“Kom endelig ind,” flyttede jeg mig.
Den gamle trådte indenfor, og straks blev stuen lun af hans blotte nærvær.
Han så ind til børnene og standsede ved Hans.
“Drengen er syg?”
“Livsfarligt. Hvis jeg dog havde penge til behandling.”
“Penge er en vind, men tiden er guld. Fandt du min ting?”
Jeg stivnede.
“Uret? Tilhører det Dem?”
“Det gør. Det blev mig givet engang jeg reddede hr. Godfred fra at drukne. Du gemmer det godt. Men sælg det ikke for småpenge. Uret har en hemmelighed. Brug en nål ved hængslet, dér er et dobbelt rum.”
Han rejste sig.
“Så, Ragna. Du bærer et smukt navn. Opgiv ikke håbet.”
“Bliv nu til en kop kaffe! Hvad hedder De?” Jeg fór mod kanden.
“De kalder mig Prokhor.”
Da jeg vendte mig, var han væk. Alt duftede dog pludseligt af røgelse og brød.
Jeg sov ikke den nat. Ved morgengry hentede jeg uret, fandt en synål, trykkede let og bag pladen lå et sammenfoldet pergament og en guldmønt, tung og gammel.
Brev og mønt tog jeg med til Svendborg. I antik-butikken sad en mand, der straks så på mig med mistro.
“Sølv. 84-stempel, lidt slidt. Fem tusind kroner måske.”
“Se lige her,” sagde jeg og lagde mønt og brev på disken.
Han tog lupen frem; øjnene blev runde, derefter blegnede han.
“Ved De, hvad det er? Det er en sjælden Christian IX-mønt og en personlig attest. Jeg har ikke penge nok til det her. I må til København, på auktion. Det kan ændre alt for Dem.”
Behandlingen kom hurtigt. På Riget fik Hans det bedste hold, og jeg sad ved hans seng og så farsen forsvinde fra hans kinder. Pengene rakte; mere end rigeligt til både hus, behandling og børnenes fremtid.
Da Hans kom hjem, gik jeg straks til kirkegården for at sige tak. Jeg ledte længe i det høje, visne græs, før jeg fandt gravstedet. Et skævt trækors, næsten ulæselig indskrift: “Her hviler Prokhor, 18881960.”
Jeg lagde blomster og bøjede mig dybt.
“Tusind tak, gamle Prokhor.”
Vi byggede et nyt hus. Stort, lyst, med centralvarme og alt moderne. Børnene gik i skole, alt var rent og pænt, og folk talte med respekt om enken, der klarede livet og sine små.
Halvt år senere stod mor der i taxaen, med kransekage og overbærenhed. Hun beundrede villaen og haven.
“Nå, hej Ragna! Nu må jeg sige, du har klaret dig flot. Rygterne siger, du fandt en skat? Nå, du var nu altid snedig! Men jeg er blevet lidt syg, min pension er lille, har du ikke plads til din gamle mor? Du har jo rigeligt med værelser.”
Jeg gik ud på trappen, bag mig stod mine ældste og så tyste på hende.
“Goddag, mor,” sagde jeg roligt.
“Nå, lad mig dog komme ind! Hvad er det for noget?”
“Nej.”
“Hvad? Hvad mener du med nej?”
“Du sendte os væk. Nu hjælper vi os selv.”
“Hvordan kan du være sådan? Jeg er din mor!”
“Søg du bare retten, mor. Men nu må du gå. Hans skal sove.”
Jeg lukkede den tunge dør, og lod hende råbe bagved. Jeg gik ind i køkkenet, hvor duften af brød bredte sig, og uret fra Prokhor tik-takkede roligt og sagde: Nu begynder jeres nye, lykkelige liv.
