Hvem har ligget i min seng og krøllet den sammen… Dagbog.
Min mands elskerinde var kun en smule ældre end min datter buttede kinder, et naivt blik, og en piercing i næsen. Da Laura engang ønskede sig sådan en piercing, blev han rasende og forbød det. Det var svært at være vred på sådan én jeg så på hendes blege ben og alt for korte jakke og fik lyst til at sige noget skarpt: “Hvis du planlægger at føde børn med det fjols, burde du købe en vinterjakke og tage strømpebukser under dine jeans. Men selvfølgelig sagde jeg ingenting. Jeg rakte bare nøglerne til Alma, samlede to tasker med mine sidste ting, og gik mod busstoppestedet.
Jette, hvad er det for en ting under køkkenbordet? råbte Alma efter mig. Skal man opbevare tallerkener der?
Jeg kunne ikke holde mig og svarede for sidste gang:
Jeg plejede at skjule ligene af Henriks elskerinder der, men du kan bare vaske tallerkener i det.
Uden at vente på svar eller se på Almas bange ansigt, gik jeg tilfreds ned ad trappen. Ja, sådan gik det tyve år af mit liv lige ud af vinduet.
Det var min datter, der først fandt ud af, at Henrik havde en elskerinde. Hun pjækkede fra gymnasiet, kom hjem og troede, hun ville være alene, men fandt den unge nymfe midt i at drikke kakao af hendes yndlingskop. Tøjet på nymfen var nærmest ikke-eksisterende, og inde i bruseren plaskede hendes far. Vores kloge Laura lagde hurtigt to og to sammen, ringede til mig og sagde:
Mor, jeg tror far har en elskerinde, og hun har taget mine sutsko og min kop!
Lige som i et eventyr, tænkte jeg og smilede ved tanken om, hvordan Laura blev langt mere skuffet over, at nogen havde rørt ved hendes ting end over sin fars forræderi. Hvem har ligget i min seng og krøllet den…
Men jeg tog det hele mere roligt end Laura. Selvfølgelig led min selvtillid pigen var ung og pæn, jeg selv havde fået ekstra kilo, appelsinhud og alt det, man ikke kan undgå som fyrreårig. Men samtidig følte jeg en lettelse alle de mærkelige nattelige opkald, det uregelmæssige arbejdstid, kvitteringer fra caféer, hvor Henrik aldrig tog mig hen … Men fanget på fersk gerning var han aldrig, han var altid så snu, at hvis jeg mistænkte noget, følte jeg mig skyldig.
Det er første gang, løj Henrik frækt. Jeg ved ikke, måske skete der bare en formørkelse, ligesom en komet ramte mig.
Kometen viste sig at være en medarbejder fra det hotel Henrik boede på under sin forretningsrejse. Hun var tyve og havde ingen særligt bemærkelsesværdige kvaliteter end ikke klogskab, for hun fulgte efter Henrik til København og lejede et værelse for sine opsparede penge, snavset og billigt. Derfor mødtes de hjemme her kunne man nemlig både bade og vaske tøj. Jeg undrede mig længe over, hvorfor vaskemaskinen altid stod på hurtig vask istedet for blandet tekstiler!
Lejligheden var Henriks; han havde arvet den fra sin far inden vi blev gift, og nu hvor jeg gik med tanken om skilsmisse, måtte jeg og Laura flytte ud til min mormors gamle lejlighed i Brøndby langt ud på kanten af byen. Laura var rasende hvordan skulle hun komme i skole nu?
Bo hos os, foreslog Henrik, men det udløste bare flere fornærmelser. Godt nok er Laura i stand til at sige præcis, hvad hun tænker om sin far.
Først var det besværligt nye busruter, nye supermarkeder, næsten en time til arbejde og skole. Men man vænner sig, og snart var det en rutine jeg fandt et nyt arbejde, og Laura kom ind på den erhvervsskole, hun havde drømt om, og det endda tættere på end gymnasiet før. Vi havde ikke tid til at sørge hverdagens problem og eksaminer fyldte det hele, og da stormen havde lagt sig, havde vi faktisk heller ikke lyst til at være triste.
Alma ringede flere gange for at spørge, hvordan man bruger ovnen til småkager og hvor man lægger opvasketabletten. Engang kom hun endda forbi med glemte fotos, som Laura skulle bruge til sin afslutning. Henrik kunne (eller turde) ikke selv, jeg lå syg, og Laura nægtede blankt at tage til den gamle lejlighed det ville skade hendes mentale helbred, og hun skulle snart til eksamen i informatik.
Det er jo rigtig hyggeligt her, sagde Alma usikkert, mens hun kiggede på de falmede tapeter og de gamle lamper.
Jeg kunne ikke lade være at smile ja, det er hyggeligt, hvad mere kan jeg sige. Derovre er moderne og smart, og jeg har knoklet i tyve år for det. Nå, men lad dem bare bruge det.
Men netop det besøg blev fatalt for Alma for et år efter, en aften, begyndte dørlåsen pludselig at klirre.
Er det til dig? spurgte jeg Laura.
Hun spærrede øjnene op.
Der stod Alma i døren rødgrædt, sort mascara og glitrende øjenskygge strakt ud over kinderne. Med en sportstaske.
Er der noget med Henrik? spurgte jeg, nervøs.
Ja! snøftede hun. Jeg tog ham på fersk gerning med sekretæren! Ville overraske ham, nu hvor han arbejdede sent, og…
Her begyndte hun igen at græde som et barn og gemte ansigtet i hænderne.
Og hvad vil du så have? spurgte jeg, mens jeg havde en snigende fornemmelse, da jeg så den tætpakkede taske.
Må jeg sove her i nat? Jeg har ingen penge, og i morgen tager jeg toget hjem til min mor.
Og hvordan vil du tage toget, hvis du ingen penge har?
Jeg håbede, du ville låne mig.
Jeg stod og vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde.
Laura tog affære.
Ud med dig! sagde hun foragteligt og brugte ord, jeg aldrig havde hørt hende sige før.
Jeg så bebrejdende på Laura.
Kom indenfor, Alma, sagde jeg. Det er sent, og jeg kan ikke smide dig ud på gaden.
Så blev det jo værre.
Laura var så fornærmet, at hun sagde enten hende eller mig. Jeg trak på skuldrene du bestemmer selv, du er voksen. Vil du, så kør til din far.
Som om jeg gider! Jeg sover hos Nanna!
Jeg måtte bestille min datter en taxi til veninden. Bagefter trøstede jeg Alma med te og kamille, den stakkels elskerinde, der efter et år i København stadig ikke havde fået hverken venner eller job kun et nyt piercing i tungen. Pengene lånte jeg hende, selvfølgelig man kunne jo ikke have hende boende her. Jeg kørte hende endda til stationen, så hun ikke forsvandt.
Alma takkede mig længe, bad om tilgivelse og lovede at tage sig sammen finde uddannelse og ikke rode sig ind med gifte mænd igen.
Min mor sagde altid, at jeg var håbløs. Hun havde ret.
Jeg plantede hende ikke på toget og vinkede heller ikke farvel det var unødvendigt. Laura og jeg blev hurtigt gode venner igen, men hun forstod stadig ikke, hvordan jeg kunne lade hende, der ødelagde vores familie, ind i hjemmet. Jeg strøg Laura over hendes bløde hår og smilede:
Når du bliver ældre, forstår du det nok.
Henrik ringede ugen efter. Sagde, at han nu forstod alting, havde droppet Alma og var klar til et lykkeligt gensyn.
Er du løbet tør for rene skjorter? spørger jeg sarkastisk.
Ja, sukkede min eks. Og hun kan jo ikke finde ud af at vaske, har gået i snavsede skjorter hele året.
Selvfølgelig flyttede jeg ikke tilbage. Jeg havde heller ikke brug for hævn. Men jeg måtte indrømme jeg følte mig lettere både i hovedet og i hjertet, jeg smilede mere. Jeg fik en hund, gik ture med den om aftenen. Mødte en sød nabo nå ja, ti år ældre end mig, men jeg er jo heller ikke nogen pige længere. Livet gik videre.
