“Kem fanden har brug for dig?”
“Signe, lad være med at tage billeder af mig fra siden. Det skal du ikke,” Freja sendte et rasende blik til fotografen fra deres kommunikationsafdeling. “Hvorfor tager du derfra?”
“Freja, jeg tager billeder af alle,” svarede Signe forvirret, mens hun løb rundt om det runde bord med ærede gæster og snappede billeder. “Jeg vil bare have alle med.”
“Tag kun billeder af mig lige forfra, og kun derfra. Forstået? Tak. Kun lige forfra, præcis dér.” Frejas stemme var skarp. “Kolleger, lad os vende tilbage til kontrakten.”
Gæsterne så forbavsede på Freja, men ingen sagde noget. Hun var chefen, og hun kunne tillade sig alt selv at kommandere en fotograf under en millionforhandling.
Signe tog nu sine billeder mere omhyggeligt og sørgede for, at Freja altid så direkte ind i kameraet og aldrig blev fanget i profil. Kollegerne havde advaret hende, men hun havde glemt det og fik nu en skideballe. Hun forstod ærligt talt ikke, hvad der var galt med profilbilleder. Det så jo fint ud.
Men for Freja var “fint” ikke nok. Alt skulle være perfekt. Sådan havde hendes mor altid sagt:
“Freja, du skal være perfekt. Perfekt for din mand, for dine børn, for dine kolleger og for verden. Folk skal se dig og tænke: Hun er perfekt.”
“Mor, jeg prøver virkelig.”
“Jeg ved det, skat. Men det er ikke nok. Du gik i skole med en forkert stryget bluse. Hvordan kunne du?”
“Jeg strygede den, men der var stadig folder. Jeg troede, det ikke var synligt,” mumlede Freja.
“Hvis den var perfekt stryget, ville ingen lægge mærke til det. Hvis den ikke er, vil alle se det. Husk det.”
“Ja, mor.” Freja snøftede. Det gjorde ondt at skuffe hende.
“Og stop med at gnubbe din næse, Freja. Den er stor nok i forvejen. Når du græder, fylder den halvdelen af dit ansigt. Hvem fanden har også arvet sådan en næse Og den bump oveni. Hvornår skal I tage klassenfoto?”
“På tirsdag.”
“Så øv dig foran spejlet. Find ud af, hvordan du skal sidde og se ind i kameraet, så din næse ikke ser så stor ud.”
“Jeg skal nok gøre det.”
“Se lige frem og bøj hovedet en smule. Så ser det bedre ud. Prøv nu, lige her.”
Freja drejede sit ansigt foran spejlet med tårer i øjnene, men uanset vinklen syntes hun, hendes næse så kæmpestor ud. Hvis ikke moren konstant havde nævnt den, ville hun måske slet ikke have lagt mærke til den.
Morens yndlingssætning var: “Hvis du ikke er perfekt, vil ingen mand have dig. Så ender du alene hele livet.”
Det var Frejas største frygt. Så hun arbejdede hårdt på at blive den perfekte kvinde. Hendes krop, der let tog på, udsultede hun med diæter og løbeture. Ingen wienerbrød, is eller pizza. Kun hadet grød, kyllingebryst, grønne salater og te. Hun studerede hårdt, for en værdig mand ville ikke have en tyk, dum kone. Hun skulle være smuk, klog, dannet og velhavende. Hvem gad en golddigger?
Freja dimitterede fra økonomistudiet, tog markedsføringskurser og forbedrede sig konstant. Hun talte to sprog, vidste alt om sund kost, kunst, litteratur og maleri. Hun ville være den perfekte professionelle og den perfekte hustru.
Hun mødte Mads efter universitetet. Han var flot, hun var perfekt: høj, slank, veltrænet, pæn manicure, perfekt hår, skinnende rene skjorter, pressede bukser og stilfuldt smykker. Og Freja kunne lave mad for vejen til en mands hjerte gik gennem maven.
Mads kom fra en almindelig familie, uden store ambitioner. Han arbejdede som jurist med kedelige dokumenter og var ikke just en stjerne. Men han var smuk: høj blondine med blå øjne og slanke fingre. Ved siden af den perfekte kvinde hørte der en perfekt mand, ikke? Han lagde mærke til hende, og Freja, der var bange for at blive alene, greb ham med det samme. Mads havde intet imod det: En hustru, der arbejdede, holdt hjemmet rent, lavede god mad og passede ham. Han var altid mæt, bar stryget tøj og blankpolerede sko. Sammen lignede de et billede fra en reklame for lykkelige familier.
To år efter brylluppet fik Freja og Mads en søn. Freja tog fuld kontrol. Hun købte endda en bog: “Sådan opdrager du det perfekte barn” og fulgte den til punkt og prikke. Kostplaner, læringsspil, dyrt tøj ingen måtte tro, de sparede på barnet!
For Freja betød andre menneskers mening alt. Det var, som om hun havde brug for bekræftelse på, at hun var perfekt sådan som moren havde presset hende til at være. Freja købte en dyr telefon og begyndte at bruge sociale medier. Ingen tilfældige billeder eller morgenvideoer uden makeup. Nej, hun tog hundrede billeder og redigerede dem grundigt. Hun arrangerede professionelle fotoshoots for hele familien. Hendes profil var fyldt med glade familiebilder: hende, den elskede mand og den kloge søn.
Mads hadede disse fotosessioner, fordi hans kone blev nervøs og utålelig.
“Ikke i profil, tak,” gentog Freja til fotografen. “Og ikke fra den vinkel. Nej.”
“Lad mig nu arrangere billedet, som jeg synes, det ser bedst ud. Hvis I kigger på hinanden, bliver det helt sød
