Hvem skulle dog bruge dig? Tandløs, ufrugtbar, uden stamtavle, Dorte!
Hvem skulle dog bruge dig? råbte Poul. Derefter spyttede han og gik sin vej.
Og hun løb hen til vinduet og så på manden, som hun havde delt hjemmet med i femten år. Hun troede, de var sjælefrænder. Men han havde oplyst hende før han gik: Fordi det var nemt.
Erfaringer med familiefotografering
Dorte havde en god lejlighed, lavede fantastisk mad og holdt hjemmet skinnende, kunne gøre alt for hans skyld.
Dorte overvejede et øjeblik at åbne vinduet og råbe til ham, at han ikke måtte forlade hende.
Hun var faktisk parat til at acceptere ydmygelsen, at lade ham blive, selv hvis han forsvandt i flere dage og opholdt sig hos hende, den anden …
Det ville trods alt være bedre end at være alene og forladt som 45-årig. Og hun lagde hånden på vindueskarmen. Men blikket faldt tilfældigt på hendes fars portræt. Han stod i uniform, hagen løftet, og så stolt ind i kameraet.
Og pludselig ombestemte Dorte sig. Hun blev flov. Flov over sin egen svaghed.
Hun kiggede endnu engang på den charmerende og elegante mand, der iført frakke satte sig ind i en flot bil med sine ejendele.
Hun gik ud i køkkenet, måtte forbi gangen. Der stod et spejlskab arvet fra hendes farmor.
Det viste en fyldig, træt kvinde med grå hår og slukte øjne.
Dorte vidste, at hun ikke var nogen skønhed. Og helbredet var begyndt at falde. Tænderne faldt ud én for én. Der var ingen penge til nye. Poul havde jo brug for en ny bil. Og på arbejdet skulle han iføre sig dyre mærkevarer.
Hvad er det dog for noget pjat! Din Poul går klædt som en skuespiller, og du trisser rundt i en slidt sweater, en oldgammel nederdel, et par bluser. Nedslidte sko og strikkede futter i stedet for støvler. En frakke med krave, min farmor end ikke ville tage på. Han kræver menu fra dig, som var det en restaurant. Bøffer, frikadeller, pandekager med fyld, steg. Hvorfor finder du dig i det? Man skal ikke være sådan en dørmåtte! sagde kollegaen Liselotte.
Dorte hørte på hende, men gjorde som hun ville. Så sagde Poul, han ville gå. Til en 27-årig. Med fire børn.
Hun er jo ung, sukkede Dorte så.
Men kollegaen og veninden fandt ud af noget. Via sociale medier. Hun spurgte naboerne. Og så udbrød hun:
Hun er ikke noget værd! At kalde dig uden stamtavle! Du kommer fra en ordentlig familie! Hun er bunden. Har aldrig haft et job. Hendes børn har forskellige fædre. Hun var fuld hele ottende graviditetsmåned. Moderen er også umoralsk. Ungdom er altså ikke alt. Men mænd falder for det, siger de. Løssluppen livsstil og lidt andet. Men man kan ikke bygge familie på det. Jeg forstår dig ikke, Poul. Hold dig stærk, Dorte!
Dorte holdt sig stærk. Hendes forældre havde efterladt hende en meget god og stor lejlighed i centrum.
Og hendes far havde forudset det hele og sikret, at Poul aldrig kunne få del i kvadratmeterne. Dorte besluttede at leje et værelse ud. Så pengene kunne række.
I området blev der bygget flere steder. Og en ingeniør flyttede ind. En skægget, venlig, distingveret mand. Han hed Valdemar Esben. Han så på Dorte med interesse. Og pludselig sagde han:
Lad mig betale dig forskud! Kan du ikke tage hen og få ordnet de tænder? Så flot en dame som dig skal ikke have ondt!
Dorte rødmede. Hun syntes ikke, hun var køn. Men tænderne ville hun gerne have styr på.
Han gav hende endda flere penge. Hvis det blev for meget, kunne hun bare betale senere, sagde han. Så kom hans bror på besøg. Dorte havde aldrig set sådan en fyr. Hun måbede.
Iført en kanariegul blazer, lilla bukser og den vildeste frisure.
Han hed Kristian. Var stylist.
Han var på besøg hos Valdemar. Og så tog han sig også lidt af Dorte. Da hun bød gæster på kage, spurgte Kristian, om han kunne give hende en makeover.
Og det gjorde han. Håret blev lysere, makeupen fremhævede hendes smukke ansigtstræk. Tænderne blev ordnet. Nu gik hun til arbejde hver dag. Hun tabte sig. Begyndte endda at løbe i parken om morgenen.
Nu fremstod hun som en sød og indbydende kvinde, smilede med charmerende smilehul. Som en sommerfugl, der var sprunget ud af sin puppe.
En dag blev der ringet på døren. Lejeren gik ud for at åbne. Og råbte:
Dorte, der er en til dig!
Ved døren stod eksmanden. Hun havde svært ved at genkende ham. Poul var ældet på et år, så bleg og slidt ud, og helt fortabt. Al glimtet var borte. Han havde tasker med.
Hvad vil du? spurgte Dorte.
Hun huskede, hvordan hun havde forsøgt at ringe til ham. Men han ville ikke tale med hende. Hun var endda blokeret.
Men nu var han der.
Du er blevet så …! udbrød Poul begejstret.
Men Dorte lod sig ikke imponere af hans komplimenter. Hun huskede de søvnløse nætter, da hun ville give op, græd, var hysterisk.
Åh, Dorte. Jeg har været igennem så meget. Hun har bare tømt mig for penge. Børnene virkede okay i starten. Nu … De råber hele tiden, er ikke opdraget. Hun forsøger ikke at udvikle dem. Sidder bare med telefonen, laver ikke mad. Indkøber kun færdigretter. Varmer nudler! Til mig! Vasker skjorter sammen, de blev misfarvede. Jeg har ikke købt noget til mig selv siden. Alt gik til dem. Det føltes som galehus. Dorte… Jeg savner dig. Det var godt hos dig. Lad os starte forfra, ikke? tryglede han.
Men hun hørte kun hans gamle ord ringe for ørerne:
Hvem skulle dog bruge dig? Tandløs, ufrugtbar, uden stamtavle, Dorte.
Dorte så endnu engang på ham. Så blev døren åbnet, og Valdemar Esben stak hovedet frem og nervøst sagde:
Dorte! Skal jeg hjælpe? Hvem er du, mand?
Poul sprang op og råbte:
Hvem er du så?
Det er min mand, Valdemar. Kom aldrig her igen! sagde Dorte og lukkede døren for næsen af Poul, der blev stående måbende.
Hun undskyldte overfor gæsten. At hun kaldte ham sin mand. Han sukkede og sagde:
Det må være tid for en forklaring! Dorte, jeg elsker dig! Hvordan kan man forlade sådan en fantastisk kvinde? Gift dig med mig, ikke? For alvor.
Han var enkemand. Og Dorte sagde ja to måneder senere. Han overdænger hende med roser. De har købt sommerhus.
Hun ser ikke, hvordan eksmanden somme tider står om hjørnet og iagttager dem og i raseri bebrejder sig selv, at han solgte en ordentlig kvinde for en tom skal.
Nu har han intet.
Men Dorte og Valdemar går hånd i hånd ned ad gaden. Glade og forelskede. Og Dorte venter sig nu deres barn.
Skriv gerne en kommentar og tryk på “syntes godt om”!
