»Hvem er du?!«
Frida stivnede i døren til sin egen lejlighed og troede ikke sine egne øjne.
Foran hende stod en fremmed kvinde i trediverne med en lille hestehale, og bag hende stod to børn en dreng og en pige der nysgerrigt betragtede den uventede gæst.
I entréen lå fremmede sutsko, på bøjlen hang jakker, hun ikke kendte, og fra køkkenet duftede det af hjemmelavet karrysild.
»Hvem er I?« Kvinden rynkede panden og trak instinktivt det yngste barn tættere til sig. »Vi bor her. Lasse lod os flytte ind. Han sagde, at du ikke havde noget imod det.«
»Det er MIN lejlighed!« Fridas stemme dirrede af vrede. »Og jeg har bestemt ikke givet jer lov til at bo her!«
Kvinden så forvirret rundt på legetøjet, der lå spredt på gulvet, på køkkenet, hvor der hang babytøj til tørre som om hun ledte efter bevis for, at hun havde ret til at være der.
»Men Lasse Henrik sagde… Vi er familie… Han sagde, du var en forstående og god person…«
Frida følte en vredesbølge og et chok, som om nogen lige havde hældt en spand koldt vand over hovedet på hende.
Hun lukkede langsomt døren og lænede sig mod den, mens hun prøvede at samle tankerne. Hendes hjem, hendes liv og pludselig var hun en fremmed i det.
…
For et år siden var alt anderledes. Frida var på ferie ved kysten og nød en velfortjent pause efter at have afsluttet et stort renoveringsprojekt af en historisk bygning i Aarhus.
Som 34-årig var hun en succesfuld arkitekt, vant til at stå på egne ben.
Karrieren fyldte det meste af hendes liv, og hun klagede ikke arbejdet gav hende glæde og en stabil, god indkomst.
Hun mødte Lasse en varm augustaften på havnen. Han var en charmerende mand, lidt ældre end hende, med et varmt smil og opmærksomme, brune øjne.
Han havde været skilt i tre år, havde to børn en dreng på ti og en pige på syv og arbejdede som byggeprojektleder for et stort firma.
Lasse var en gammeldags romantiker blomster hver dag, restauranter med havudsigt, lange gåture under stjernerne.
»Du er speciel,« sagde han, mens han kyssede hendes hånd. »Klog, selvstændig, smuk. Jeg har ikke mødt en kvinde som dig i lang tid. Du ved præcis, hvad du vil.«
Frida smeltede ved hans ord og opmærksomhed. Efter en række mislykkede forhold med mænd, der enten var bange for hendes succes eller konkurrerede med hende, føltes Lasse som en gave fra livet.
Han respekterede hendes arbejde, stillede spørgsmål til hendes projekter, støttede hende, når kunderne krævede det umulige.
»Jeg elsker, at du er stærk,« sagde han. »Men samtidig blød og omsorgsfuld.«
Ferra var forbi, men forholdet fortsatte. Lasse besøgte hende i Aarhus, hun besøgte ham i Odense. Videopkal
