»Hvem er du nu for mig?« – efter tredive år kom min far tilbage i mit liv… og blev straks indlagt på hospitalet
Nikolaj kom hjem fra arbejde. Han kørte ind på gårdspladsen i en boligblok i Albertslund, parkerede bilen, åbnede bagagerummet og tog to tunge poser med madvarer ud. Han gik mod opgangen, men lige da han skulle trykke på dørtelefonen, hørte han nogen kalde på sig.
»Niels? Er det dig?!«
Nikolaj vendte sig om. På en bænk sad en gammel mand – forkommen, i en laset jakke, med et gråt, uredt skæg og mat blik. Han lignede en hjemløs. Nikolaj rynkede panden.
»Undskyld, taler du til mig?«
»Niels… Jeg er Viktor. Din far. Kan du virkelig ikke genkende mig?«
Nikolaj vaklede tilbage, som om han var blevet slået. Hans far. Den samme, der forlod ham og hans mor for næsten tredive år siden, da han kun var ni. Og nu sad han her, som om ingenting var hændt.
»Jeg fik din adresse af Lise, din afdøde mors veninde… Hun fortalte, at Mette var død. Jeg vidste det ikke. Jeg vidste ingenting. Gud, hvor har hun nok lidt, mens jeg var et eller andet sted…«
»Hvor var du?« afbrød Nikolaj ham vredt. »Hvor var du, da mor græd om natten? Da jeg lavede te til hende, fordi du igen var gået ud for at ‘feste’? Da du slog hende – og mig?! Har du glemt det? Det har jeg ikke.«
»Dreng, lad os nu ikke grave i fortiden. Det var heller ikke let med Katrine. Først var det fest – vi drak, hun var glad for, at jeg var gået. Men så… ændrede alt sig. Penge, skænderier. Vi fik ikke børn sammen. Hendes datter smed mig på gaden. Sådan endte det. Jeg er ingen nu. Men husker du, da jeg tog dig i Tivoli? Da jeg købte saftevand til dig?..«
»Er du seriøs?! Tror du, en flaske saftevand gør alting godt igen? Har du glemt, at du tog de sidste penge fra skuffen, før du gik? At du spyttede mor i ansigtet, da du forlod os for et ‘bedre liv’? Har du glemt det?! Jeg har ikke!«
Nikolaj vendte sig hurtigt om og gik ind i opgangen, efterlod sin far på bænken. Han rystede af vrede. Hjemme mødte hans kone, Freja, ham.
»Hvad er der galt? Du ser ud som et spøgelse…«
»Min far. Han kom. Han dukkede op. Sad ved opgangen – beskidt, forfaldent. Sagde, han ikke havde nogen og bad om hjælp. Tredive år i tavshed, og nu – husker han pludselig, han har en søn!«
»Måske burde du tale med ham alligevel…«
»Han er intet for mig! Ikke en fnug af medlidenhed!«
Freja sagde ikke mere. Nikolaj gik ind i soveværelset, men kunne ikke sove. Han huskede barndommens skrig, mors tårer, den aften, hvor hans far tog sin kuffert og smækkede døren bag sig…
Tre dage senere ventede faren igen ved opgangen. Forsigtigt, med håb.
»Dreng… Jeg forstår det godt. Men du har dit liv nu… Kan du ikke finde plads til mig? Bare en lille hjørne, lidt mad…«
»Hvor var du, da mine sko var for små?! Hvor var du, da mor var syg?! Ingen hjalp mig dengang. Jeg skylder dig ingenting. Forsvind!«
Faren så ned uden at sige mere.
Næste morgen bankede det på døren. En ung kvinde i sygeplejerskedragt:
»Hej, er du Nikolaj? Din far er på vores hospital. Han blev overfaldet – siger nogle, han skændtes med nogen på gaden. Han bad mig om at kontakte dig. Han har ingen andre…«
»Og hvad så? Jeg er ikke hans familie. Han er ikke noget for mig!«
»Men… han sagde, han havde en søn, som han elsker… Undskyld.«
Og da hun allerede var ved døren:
»Han er på Albertslund Sygehus, tredje afdeling…«
Freja havde hørt samtalen.
»Niels… Skal vi ikke gå derhen? Bare for at se, hvordan det går med ham…«
En time senere var de på hospitalet. Poser med mad, rent tøj. Lægen mødte dem:
»Det ser skidt ud. Leveren. Han har drukket i årevis, det er for sent nu. Han har ikke langt igen…«
På stuen så faren på Nikolaj – og hans øjne fyldtes med tårer.
»Du kom alligevel… Jeg vidste det. Er det Freja? Min svigerdatter… Har I en datter? Bare et glimt af hende, før jeg dør…«
Et par dage senere kom de med deres datter. Den gamle mand stirrede på hende som på et under. Han strøg hendes hånd og græd.
»Gud… Du ligner din bedstemor. Så smuk… Lev et lykkeligt liv, min datterdatter…«
På fjerdedagen kaldte han på Nikolaj.
»Tilgiv mig, dreng… For alt. For ikke at elske dig. For at gøre din mor ulykkelig. Tilgiv mig…«
Nikolaj tog hans hånd. Fast. Uden ord. Det var den eneste måde at sige: »Jeg har tilgivet dig.«
En uge senere var faren borte. Nikolaj stod for begravelsen. Han blev begravet ved siden af hans mor. Ingen andre end ham var der til at sige farvel. Men for første gang i årevis var der ro i hans hjerte.
Han skyldte ikke noget. Men han gjorde, hvad han skulle – for sin egen skyld.
