Lille hund
Thor og hans mor boede alene. Faderen var der selvfølgelig, men han var ikke interesseret i dem. Thor havde endnu ikke stillet spørgsmål til ham. I skolen sammenligner børn, hvis forældre er sejeste, men i børnehaven handler det mere om legetøj end om, hvorvidt man har en far eller ej.
Mette havde besluttet, at Thor ikke behøvede at vide, at hun engang havde været hovedkulds forelsket i hans far – og at det først var, da hun fortalte ham om graviditeten, han meddelte, at han var gift. Han havde problemer med sin kone, men kunne ikke forlade hende, fordi hendes far var hans chef. Hvis han gjorde det, ville han stå uden noget som helst, og det var nok ikke den slags mand, Mette havde brug for. Han rådede hende til at afbryde graviditeten, før det var for sent, for hun ville ikke få nogen børnebidrag. Og hvis hun alligevel besluttede at beholde barnet, ville det kun gå ud over hende selv…
Hun påtvang sig ikke, forsvandt ud af hans liv og opdragede Thor alene. Han blev en sød dreng, og det var nok for hende.
Mette arbejdede som lærer for de mindste, og den femårige Thor gik i børnehave. De havde ikke brug for nogen anden.
Efter nytår kom en ny idrætslærer til skolen. Høj, veltrænet og smilende. Alle de ugifte kvinder på lærerværelset – og det var de fleste – begyndte straks at interessere sig for ham og prøve at vinde hans gunst. Kun Mette så ikke i hans retning og lo ikke af hans vittigheder. Måske var det derfor, han lagde mærke til hende.
En dag, da hun gik ud af skolens port efter timerne, standsede en SUV foran hende. Idrætslæreren, Nikolaj, steg ud og åbnede døren til forsædet for hende.
“Værsgo,” smilede han og nikkede mod sædet.
“Jeg skal ikke langt,” sagde Mette forvirret.
“Kom nu. Det er da bedre at køre end at gå, selvom det ikke er langt,” bemærkede han fornuftigt.
Mette tøvede et øjeblik, men satte sig ind. Nikolaj smækkede døren, satte sig bag rattet og spurgte om adressen.
“Jeg ved det ikke. Jeg kender kun nummeret på børnehaven,” sagde Mette og så ned.
“Hvilken børnehave?” Nikolaj så forvirret på hende.
“Den, min søn går i,” forklarede hun straks.
“Har du en søn? Stor?” Nikolaj skiftede pludselig til “du”.
“Thor. Han er fem,” svarede Mette og greb dørhåndtaget. “Jeg går hellere.” Hun åbnede døren.
“Vent. Vi kører.” Han startede motoren.
Mette smækkede døren. Der var vel ikke noget galt i, at han kørte hende til Thor. Alligevel kunne der ikke blive noget mellem dem. Hvorfor skulle en mand vælge en kvinde “med anhænger”, når der var masser af frie kvinder uden børn?
“Nå, hvis du ikke har travlt…” Mette sukkede.
“Jeg har ikke travlt. Der er ingen, der venter på mig. Jeg har hverken kone eller børn,” sagde Nikolaj straks, så hun ikke behøvede at spørge.
“Hvorfor det? Er din personlighed forfærdelig? Holder kvinderne ikke til det? Eller har en kvinde såret dig så meget, at du er bange for seriøse forhold?” spurgte Mette.
“Du er godt nok skarp. Det havde jeg ikke set komme. Du ser så sød ud. Der har været alt: kærlighed, sår. Men det nåede aldrig til brylluppet, og det var ikke kun min skyld. Det passede bare ikke. Og personligheden… Der er ingen med en perfekt personlighed, kære Mette Nielsen. Din facade er også bedragerisk.”
“Fortryder du, at du tilbød at køre mig? Åh, drej ind på denne gårdsplads,” bad hun hastigt.
Bilen standsede ved børnehaven.
“Jeg venter,” sagde Nikolaj, da Mette steg ud.
Hun blev stående ved bilen.
“Det behøver du ikke. Vi bor lige i nærheden. Jeg vil ikke have, at min søn stiller spørgsmål efterfølgende. Forstår du, Nikolaj Mikkelsen?” Mette så strengt på ham, som om han var en uforstående første-klasses elev. “Vent ikke på os.” Hun smækkede døren og gik mod børnehaven.
Hun gik, men Nikolaj Mikkelsen Larsen sad flere minutter i bilen og tænkte. Så startede han motoren og kørte. Da Mette ti minutter senere kom ud af børnehaven med Thor i hånden, sukkede hun lettet og en anelse skuffet. Det var tydeligt. En kvinde med barn var ikke noget for ham. Nå, men det var også fint. “Vi har heller ikke brug for ham,” tænkte hun.
Men næste dag ventede Nikolaj igen ved skolens port.
“Jeg ved, du troede, jeg løb min vej, da jeg hørte, du havde en søn. Men nej. Kom ind. Til børnehaven?” spurgte han ligefrem.
Mette smilede og nikkede. Da hun førte Thor hen til bilen, så drengen alvorligt på Nikolaj, præcis som hun havde gjort dagen før, og så op på sin mor.
“Det her er min kollega, Nikolaj Mikkelsen. Han arbejder på vores skole. Nå, hvad venter du på? Hop ind,” sagde Mette kunstigt muntert for at skjule sin forlegenhed over for sønnen.
Thor sprang ikke af glæde og løb ikke hen til bilen. Han kravlede alvorligt ind på bagsædet og stirrede ud af vinduet.
“Hvor skal vi hen?” spurgte Nikolaj og vendte sig mod ham.
“Ikke for langt væk. De kan give os en bøde, hvis vi ikke har barnestol,” sagde Mette for sin søn.
“Så kører vi til indkøbscentret. Det er for koldt til en gåtur. Thor, er du med?” spurgte Nikolaj højt og muntert.
Thor svarede ikke, stirrede bare ud ad vinduet, som om intet var vigtigere. Nikolaj smilede lidt og satte bilen i gear.
I skolen tav alle betydningsfuldt, når Mette kom ind på lærerværelset. Og da idrætslæreren kom ind, skyndte de sig at forlade lokalet med skæve smil og forstående blikke.
Nikolaj pressede ikke på, han var tålmodig. Et par gange gik han hjem efter middMen en sen eftermiddag, da solen lyste gennem vinduerne, så Mette på Thor, der lå på gulvet og legede med hvalpen Smiley, og vidste i det øjeblik, at det eneste, der virkelig betød noget, var at se ham lykkelig.
