**Dagbogsnotat – En familiesaga i dansk stil**
Nå, hvad skal man sige? Min svigermor, Gudrun Hansdahl, fik besøg af sine slægtninge to uger før påske, og alt tyder på, de ikke har tænkt sig at tage hjem.
Jeg, Birthe, ved snart ikke, om jeg skal grine eller græde. Disse gæster er en sand gave, og de har åbenbart besluttet sig for at omdanne vores hjem til deres personlige hotel. Gudrun, i stedet for at sætte grænser, nikker bare begejstret og propper dem fulde af wienerbrød. Jeg siger slet ikke noget om min mand, Morten, der lader som om, det sætning ikke angår ham. Derfor tænkte jeg, jeg måtte fortælle det her, for jeg er nysgerrig på, hvem der først løber tør for tålmodighed – mig eller dem.
Det begyndte en morgen, da jeg vågnede af larm i køkkenet. *Måske har Morten besluttet sig for at overraske mig med morgenmad?* tænkte jeg. Ja, rigtigt! Da jeg går derud, står der en hel delegation: Tante Agnes, hendes man Viggo og deres datter Freja, alle sammen fra en eller anden lille flække, hvor livet åbenbart er mere kedeligt end i vores fryser. De kom “til påske”, men de må have misforstået, at festen starter to uger før. Gudrun, strålende som et påskeæg, var allerede i fuld gang med at lave stegt flæsk til dem. *”Birthe, det er jo familie!”* sagde hun. *”Vi skal da byde dem velkommen!”* Jeg kiggede på kufferten i gangen og vidste med det samme: Det her bliver langvarigt.
Tante Agnes er larmende som en brandalarm. Lige fra starten fortalte hun, hvor dyrt alt er i deres by, mens vi åbenbart lever i “Københavnsparadis”. Samtidig begyndte hun at inspicere vores hjem. *”Nå, Birthe, hvorfor har I så støvede gardiner? Og hvad er det for nogle pletter på tæppet?”* spurgte hun, mens hun rodede i skabet som om hun kontrollerede, om jeg folder linned ordentligt. Jeg bed tænderne sammen, men indeni kogte jeg. Viggo, hendes mand, var helt modsat – stille som en stol. Han sad bare i stuen hele dagen, så fjernsyn og bad om at få skiftet kanal til noget med fiskeri. Freja, deres tyveårige datter, lever i sin telefon, men alligevel formår hun at æde hver anden smule mad i huset. Forleden gik jeg ind i køkkenet, og der stod hun og spiste min yndlingsskyr. *”Åh, jeg troede, det var fælles!”* sagde hun. Fælles? Kun hvis du ikke er her, Freja!
Gudrun, i stedet for at antyde, at besøget måske burde tage en ende, smører bare tykt på. Hun laver mad som om der er bryllup hver dag: stegt flæsk, frikadeller, æblekage. Og selvfølgelig er slægtningene henrykte. *”Gudrun, du er jo vores madmor!”* siger Tante Agnes, mens hun beder om portion nummer to. Jeg prøvede at tale med min svigermor: *”Måske skulle vi ikke forkæle dem så meget?”* Men hun slog bare ud med hændene: *”Birthe, hvordan kan du sige sådan noget? Det er jo familie! De kommer kun hvert hundrede år!”* Ja, og nu lader det til, de vil blive i hundrede år til.
Morten, min mand, er mester i neutralitet. Jeg siger til ham: *”Kan du ikke tale med din mor og få dem sendt hjem?”* Men han svarer bare: *”Birthe, de er jo gæster.”* Gæster? Vi har ikke et hjem længere – vi har et vandrehjem! Jeg kan ikke engang bruge badeværelset, når jeg vil, fordi Freja bruger timer på at tage selfies. I går rensede Tante Agnes min yndlingsgryde så grundigt, at intet kan brænde fast i den længere. *”Jeg troede, det ville blive bedre!”* sagde hun. Bedre til at smide ud, ja.
Det sjoveste er, at de allerede planlægger fremtiden. Tante Agnes har erklæret, at hun gerne vil blive til majferien for at se, hvordan vi holder grillfest. Viggo drømmer om at tage på fisketur med Morten, og Freja beder om at blive kørt til Fields, for i deres by er der åbenbart *”ingen ordentligt tøj”*. Jeg sidder bare og tænker: Hvornår overhovedet rejser de? Og vigtigere – hvordan overlever jeg til den dag uden at blive sindssyg?
Jeg er begyndt at udtænke planer for at få dem smidt ud. Måske sige, at vi skal have renovering? Eller at vi selv skal på ferie? Men Gudrun synes tydeligvis, at denne invasion er fantastisk. I går foreslog hun at holde en stor påskefrokost og invitere naboerne. *”Så kan alle se, hvor tæt vores familie er!”* sagde hun. Tæt? Jeg føler mig allerede som en fremmed i mit eget hus.
Det eneste, der redder mig, er min sans for humor. Om aftenen, når alle sover, hælder jeg mig en kop te og forestiller mig, at jeg skriver en bog med titlen *”Hvordan man overlever en familiekrig”*. Der vil være kapitler om at gemme mad, smile, når man helst ville skrige, og undgå at myrde sin svigermor for hendes gæstfrihed. Men alvorligt talt – det er jo midlertidigt. Engang rejser de, og så er vores hus vores igen. Indtil det sker, tæller jeg bare dagene til påske og beder til, at Tante Agnes ikke beslutter sig for at blive til sommer.
Mon der er andre, der har sådan en familie? Og hvordan klarer I det? For jeg er ved at blive sindssyg, men jeg giver ikke op. Måske bliver jeg en zen-mester til påske. Eller i det mindste lærer at gemme min skyr så Freja ikke finder den.
**Lektionen:** Når familie kommer på besøg, er det vigtigt at huske, at alt – også irritation – er midlertidigt. Men det hjælper at grine af det… når de endelig er kørt hjem.
