**Dagbogsnotat:**
Jeg slog alarmen ihjel og vaklede ud af sengen med bare fødder. På køkkenet ventede der en overraskelse. Ved bordet sad Freja, med det ene ben kastet over det andet. Hun var iført en lækker, kniplingsbesat køkkenforklæde. Eller rettere, det var *alt*, hun havde på. Det fik mig til at knipe øjnene sammen.
»Skatter, du er vågnet!« Hun flagrede afsted som en sommerfugl og kastede sig om halsen på mig. »Jeg har lavet morgenmad til dig!«
»Virkelig?« Jeg stirrede på det grønne, fiberagtige noget. »Hvad er det?«
»Øh, det er dampet broccoli, Lars!«
Jeg havde aldrig spist dampet broccoli. Jeg plejede at starte dagen med noget mere jordnært.
»Skal vi ikke lige have en smule remoulade?« foreslog jeg og stirrede på det farveløse måltid.
Da hendes perfekte øjenbryn skød sammen, skyndte jeg mig at trække tilbage:
»Nej, nej, selvfølgelig, skat! Uden remoulade!«
*Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?* tænkte jeg, mens jeg tvang den sidste bid ned. Men det var ikke broccolien, jeg tænkte på. Det var gudinden, der nu sad på vores slidte køkkenstol midt i mit køkken. *Denne fe… denne valkyrie… min Freja…*
***
Første gang jeg så Freja var i teatret, hvor jeg har arbejdet som lysmester i tyve år. Mens jeg reparerede en defekt spot, faldt lyset på scenen, og dér var hun – et æterisk, næsten gennemsigtigt væsen, der brændte sig fast i min sjæl. Siden dengang var der ingen ro for mig.
Jeg var ikke typen, der løb efter enhvert kvindeligt væsen. I dette tempel for skønhed og kultur havde jeg et ry som en solid, pålidelig mand. Måske var det derfor, himlen belønnede mig med Freja?
***
Jeg barberede mig hurtigt og begyndte at klæde mig på.
»Skal vi ikke lige stryge skjorten?« spurgte jeg forsigtigt.
Men »valkyrien« var optaget af noget guddommeligt.
»Skatter, kan du ikke selv?« mumlede hun uden at se op fra sin telefon.
»Selvfølgelig,« sagde jeg.
Men da jeg ikke anede, hvor strygejernet var, glattede jeg skjorten med fugtige hænder på den gode, mandige måde. Jeg greb min værktøjstaske, gav Freja et hurtigt kys og skyndte mig på arbejde.
Først i busen opdagede jeg, at noget var galt. Jeg spejdede ned i min taske – ingen madpakke, ingen varme frikadeller. *Nå, jeg kan altid købe noget i kantinen,* forsøgte jeg at trøste mig selv.
***
»Skatter, kan du sende mig 500 kr.? Jeg har negleaftale i dag.«
Jeg stirrede på SMS’en. Vidste ikke, negle kunne koste så meget. Men jeg ville ikke skuffe hende. *Jeg må låne af Svend til lønningsdag,* tænkte jeg og trykkede »overfør«. Skønhed kræver ofre!
En halv time før fyraften kom der endnu en besked:
»Hent avocado og laktosefri mælk til aftensmad! Kys!«
Af de nævnte varer kendte jeg kun ordet »mælk«. Jeg vandrede rundt i supermarkedet som en fortabt sjæl, indtil en medarbejder hjalp mig.
»Hvor mange avocadoer?« spurgte hun venligt.
Jeg anede det ikke. For at redde ansigtet svarede jeg: »Et kilo, tak.«
Ved kassen tænkte jeg trist: *Nu må jeg virkelig bede Svend om hjælp.* Jeg, der altid lånte ud, havde aldrig selv lånt før. *Men for en kvinde som Freja er det værd,* tænkte jeg og slæbte avocadoerne hjem.
Freja mødte mig med åbne arme, strålende i noget silkeagtigt og duftende. Mit hoved svimlede.
»Lars, jeg har savnet dig!« kvitrede hun, mens jeg proppede avocadoerne i køleskabet. »Hvad spiser vi til aftensmad?«
Jeg skammede mig over min rumlende mave, men hun læggede ikke mærke til det.
»Aftensmad? Den er på vej!«
Lige som hun sagde det, ringede det på dørtelefonen.
»Der er den!« jublede Freja. »Lars, løb ned og betal buddet!«
*Hvad koster det mon denne gang?* tænkte jeg, mens jeg åndeløst bar en lille, let æske op ad trappen.
»Hvad er det?« spurgte jeg, da jeg åbnede den. Rækker af mystisk mad med grøn krydderi.
»Lars, du kender da sushi?« lo hun. »Japansk traditionel mad! Jeg har bestilt med tun, krabbLars sank ned på en køkkenstol og stirrede på den halvspiste avocado, mens han tænkte, at måske var det alligevel bedre med en kartoffel og en god, gammeldags leverpostej.
