” Hvad snakker du om? Vi har været gift i ti år! Hvilken elskerinde? Jeg har nok med dig!”
Mette kunne ikke styre sine tanker. Hun kunne mærke det i hele kroppen, at hendes mand var utro. Uvisheden gnagede i hende. En dag besluttede hun sig for at konfrontere ham direkte.
Hun spurgte ham lige ud, om det var sandt eller ej, men han svarede bare:
” Hvad snakker du om? Vi har været gift i ti år! Hvilken elskerinde? Jeg har nok med dig!”
Det lød ærligt nok, som om han talte sandt. Hun kunne ikke se noget forkert i hans smil, hans ord eller hans øjne, men alligevel var der en nagende følelse der ikke ville forsvinde.
Mette var ikke typen, der lod skæbnen bestemme, så hun besluttede at finde sandheden men hvordan?
Efter at have læst en masse råd på nettet, besluttede hun sig for at tjekke hans telefon først, men der var ikke noget mistænkeligt. Bare tom snak med et par tidligere klassekammerater, men det bekymrede hende ikke. Big deal!
Han havde aldrig sat en kode på telefonen. Ifølge ham havde han ikke noget at skjule. Ingen hemmelige samtaler eller slettede beskeder. Som en engel i mandeskikkelse.
Nogle gange følte Mette, at hun overtænkte det hele, men hver gang han blev sent på arbejde, mærkede hun en dårlig fornemmelse.
Hendes veninde sagde altid:
” Det er bare dine egne antagelser! Anders elsker dig og ville aldrig se sig om efter en anden! Du ødelægger det hele med dine mistanker!”
Men Mette lyttede ikke. Hendes hjerte sagde noget andet, og hun nægtede at dele sin mand med en anden kvinde.
En dag besluttede hun sig endda for at tjekke op på ham. Hun løb ned til hans kontor for at se, om han var på arbejde eller hos en anden kvinde. Da han så hende, blev han rasende. Han sagde, hun gjorde ham til grin foran kollegerne. Hun måtte undskylde længe, men han tilgav hende hurtigt.
Alt i deres liv syntes fint. Huset var fyldt med glade børn. To børn, der voksede op. Lev og vær glad men nej, Mette var fast besluttet på at finde problemer, hvor der ikke var nogen.
Som man siger: Den, der leder, finder! Men indtil videre havde hun ikke held med det.
Kort sagt var Mette bekymret, som det ofte er med kvinder i trediverne, der ikke vil stå tilbage uden en mand og to børn.
Udadtil virkede hun rolig, men indeni kogte det.
Der var intet mistænkeligt ved Anders. Ingen læbestift på hans skjorte, ingen fremmed parfume, ikke engang en ændring i hans livsstil men alligevel følte hun, at der var noget galt.
Hvis det ikke var for en tilfældighed, ville Mette måske aldrig have fundet ud af sandheden. Var den virkelig eller opdigtet? Det ville tiden vise.
Da deres yngste søn startede i første klasse, fik Mette lyst til at køre bil. Hun tog kørekort om aftenen efter arbejde. Tre måneder senere bestod hun prøven og fik sit kørekort.
Anders var så stolt, at han købte en bil til hende. Lille, men stadig en bil.
Mette var selv slank og ikke særlig høj, så den passede perfekt til hende og nem at parkere.
Anders indrømmede det ikke, men han købte bilen kun, så hun ikke skulle bede om at låne hans Volvo. Han mente, hun ikke var klar til at køre i den endnu. Hun skulle øve sig først, sagde han.
En weekend vågnede Mette tidligere end sædvanligt og besluttede at gøre noget godt for familien at bage en kylling- og auberginelagkage. De elskede den. Hun også. Men der var ikke noget mel.
Udenfor var det frostvejr, sneen lå tungt, men hun havde lært at køre om vinteren. Hun besluttede at stikke hurtigt ned i butikken. Hun gik ud til bilen, men den ville ikke starte. Hun gik tilbage indenfor alle sov endnu. Hun listede rundt for ikke at vække nogen.
Hun havde ikke lyst til at gå i kulden, så hun besluttede at “synde” og låne Anders’ bil uden at spørge. Det var jo kun et par kilometer. Han ville ikke engang opdage det.
Mette tog nøglerne til hans Volvo og gik ud igen. Mens bilen varmede op, besluttede hun at tørre ruderne af. Hun åbnede handskerummet, for hun vidde, han altid havde servietter der. Men ved et uheld røg hun ved noget, der faldt ned på gulvet.
Hun samlede det op en telefon. Men hvis?
Hun havde aldrig set den før. Hun kendte hans telefon godt, og denne var tydeligvis ikke hans. Først tænkte hun, han måske havde taget den ved en fejl som han altid sagde men hendes finger trykkede alligevel på tændknappen, og den tændte.
Det første hun så, var en besked fra en eller anden “Lise”:
” Min skat, jeg savner dig så meget! Kom hurtigt til mig! Jeg venter på dig!”
Mette blinkede af forbløffelse. Der var ingen kode, så hun begyndte at læse deres samtaler. Bilen var stadig ved at varme op, mens hun læste.
Samtalerne var lange. Næsten som et helt liv.
Det viste sig, at Anders hver dag fik fri kl. 17, men kom hjem kl. 19. Mette ville aldrig have tænkt på at tjekke, hvornår han egentlig var færdig på arbejde.
Det viste sig, at han næsten hver dag først besøgte sin “elskede Lise” i en time, før han kom hjem, som om intet var hændt. Og de ord, han skrev til hende, havde Mette aldrig hørt fra ham.
På billederne var der en ældre kvinde. Fyrre år i hvert fald. Hvad fandt han egentlig ved hende?
Mette blev rasende.
Lige da hun skulle forlade bilen og gå hjem, så hun Anders komme ud fra opgangen.
Hun havde efterladt en seddel om, at hun var i butikken. Han måtte have set sin chance for at sende endnu en besked til sin “elskede Lise”.
Først nu begyndte Mette at huske, hvor ofte Anders gik ned til bilen om aftenen. Han havde glemt sin pung eller noget andet. Næsten hver aften gik han ud, men kom altid hurtigt tilbage, så hun havde ikke tænkt over det.
Anders så hende sidde bag rattet i hans Volvo og gik direkte hen til hende.
” Hvem har givet dig lov? Det har vi ikke aftalt!”
Mette så ham og blev endnu mere vred.
Hun spændte sikkerhedsselen, satte bilen i bakgear og trådte hårdt på speederen. Bilen hvinede og ramte hegnet bagved. Mette følte sig lidt bedre.
Hun steg ud af bilen og stirrede på den forbløffede Anders. Mette råbte:
” Så gå du til hende!
